”Der var aldrig nogen, der tog hånd om mig, før jeg var 21 og forsøgte selvmord. Men hvis enten mine forældre eller skolen havde insisteret på, at jeg skulle have professionel hjælp, så kunne det meget vel have startet en lavine med tung medicinering, børnepsykiatriske afdelinger og behandlingshjem. Og hvem ved, hvordan det ville have påvirket mig senere i livet? (….) For hvordan er det egentlig, vi behandler børn, som ikke gør nøjagtig som de voksne forventer? Medicinerer dem ihjel eller ignorerer dem, indtil problemerne er gået hen og blevet kroniske?”
Julie Feilberg anmelder bogen ”Kære Luise” – om en ung kvindes død på en psykiatrisk afdeling på Amager.
Kan man blive sindssyg af fejlmedicinering?
”Kære Luise” er en mors personlige beretning om hendes psykisk sårbare datters rejse gennem behandlersystemet. Hun døde kun 32 år gammel på Amager Hospital psyk. i 2005, af hvad der formentlig var forgiftning af antipsykotika på depot.
Luise kom ganske tidligt ind i det psykiatriske system pga. tilpasningsvanskeligheder og en personlighed på grænsen til det autistiske i den tidlige barndom. Hun blev efter lægeundersøgelse sat i behandling med stærk epilepsimedicin, som hun tålte meget dårligt. Desuden var Luise en overgang på forskellige børnepsykiatriske afdelinger. I puberteten boede hun en årrække på behandlingshjemmet Solvang på Midtsjælland, hvor hun ifølge moderen blev udsat for ydmygelser, fysiske og psykiske overgreb og moren mener desuden, at personalet overså, at hun fik et alvorligt mavetilfælde. Efter et par år forlader Luise Solvang og kommer på en efterskole, hvor hun alt i alt klarer sig ganske godt og er vellidt.
Hendes negative reaktion på medicinen bliver dog ikke taget alvorligt af de ansvarlige psykiatere. Svaret er bare endnu mere medicin.
I de tidligere voksenår viser det sig, at Luise har fået psykiske men af den tidligere tunge epilepsimedicinering. Hun kommer her for alvor ind i det psykiatriske system efter en henvisning til en psykiatrisk udredning. Lægerne mener, hun lider under vrangforestillinger og måske også er hallucinerende. Hun bliver kastet frem og tilbage i nogle år mellem Rigshospitalet og Sct. Hans i Roskilde, hvor hun bliver svært medicineret med alvorlige bivirkning og akut medicinforgiftning til følge. Hendes negative reaktion på medicinen bliver dog ikke taget alvorligt af de ansvarlige psykiatere. Svaret er bare endnu mere medicin. I 1995 flytter Luise ind på det socialpsykiatriske plejehjem Sundbygård, da hun har vist sig at være behandlingsresistent. Her bliver hun svingdørspatient på Amager Hospital psyk. og hun fungerer meget dårligt i hverdagen pga. den kraftige medicinering. Sådan fortsætter det resten af hendes liv indtil hendes død ti år senere.
Ifølge moderen var Luise slet ikke epileptiker eller skizofren paranoid, som lægerne eller havde vurderet at hun var. Hun mener, at datterens psykotiske symptomer skyldes den massive dosering af epilepsimedicin, som Luise havde været udsat for i barndommen. En tidligere vurdering hos en gruppe psykologer viste at Luise havde en udviklingsforstyrrelse inden for det autistiske spektrum, men at hun alligevel var for begavet og velfungerende til at få diagnosen autisme. En individuel vurdering af Luise senere i livet tydede på, at hun havde Aspergers Syndrom, en diagnose man ikke havde i firserne.
Moderen anklager lægevidenskaben for at have fremkaldt datterens lidelser ved fejl- og overmedicinering. Tilbage står så det afgørende spørgsmål: Kan medicin mod epilepsi eller psykotiske symptomer virke modsat hensigten, sådan at en person der ellers ikke har hallucinationer og vrangforestillinger får dem af at tage forkert og overflødig medicin?
Psykiaterne afviste altid på det bestemteste over for moren, at det ville kunne lade sig gøre. Men i årene efter Luises død, hvor moren fik aktindsigt i datterens lægelige journaler viste det sig, at der var uoverensstemmelser, unøjagtigheder og endda forkerte oplysninger i journalerne. Hvem har ret? Ingen tvivl om, at Luise har fået en meget lemfældig og skødesløs behandling også pga. at der har været manglende kommunikation mellem de forskellige instanser. Men der var heller ingen tvivl om at Luise i perioder var helt ude af kontakt med virkeligheden og havde brug for at blive taget hånd om i det psykiatriske system. Hvad var egentlig den grundlæggende årsag til at det gik så galt for hende? Det er meget svært at svare på eftersom, hun er gået bort.
Jeg sidder og tænker på efter at have læst Luises historie, at det kunne have været mig. Der er visse paralleller mellem min og Luises sygdomshistorie, selvom der også er store forskelle. Jeg har selv prøvet, at en psykolog vurderede, at jeg måske havde Aspergers og ikke skizofreni. Og jeg havde ligesom Luise sociale tilpasningsvanskeligheder i skolen og manglende evne til at komme ind på mine skolekammerater. På den skole jeg gik var de ligeglade med om nogle af eleverne mistrivedes. Det var forældrenes problem. Mine forældre valgte at opføre sig som strudse og stikke hovedet i busken. Så der var aldrig nogen, der tog hånd om mig før jeg var 21 og forsøgte selvmord. Men hvis enten mine forældre eller skolen havde insisteret på, at jeg skulle have professionel hjælp kunne det meget vel have startet en lavine med tung medicinering, børnepsykiatriske afdelinger og behandlingshjem. Og hvem ved, hvordan det ville have påvirket mig senere i livet?
I forhold til Luise har jeg fået en fuldstændig fyrstelig og fornem behandling af det psykiatriske system. Men det siger jo ikke så meget, bare at jeg har været heldig ikke at reagere så voldsomt på medicin som Luise. Jeg sidder alligevel tilbage efter at have læst bogen med en følelse af vrede og afmagt både på mine og Luises vegne. For hvordan er det egentlig, vi behandler børn som ikke gør nøjagtig som de voksne forventer? Medicinerer dem ihjel eller ignorerer dem indtil problemerne er gået hen og blevet kroniske?
”Kære Luise” er en stærk gribende beretning, som man sluger i løbet af to aftener. Det fremgår tydeligt, at moren har brugt meget tid på at grave i datterens gamle journaler og sagsakter. Hun påviser flere gange med al ønskelig tydelighed, at journalføringen gennem hele datterens sygdomsforløb virker sjusket og tilfældig, og at de forskellige instanser i mange tilfælde slet ikke kommunikerer med hinanden. Hvis det rent faktisk er sådan, at epilepsi- og senere antipsykotisk medicin kan fremkalde sindssygdom, så er det faktisk meget sammenhængende fremstillet. På den anden side, så er det umuligt at være objektiv når det drejer sig om ens eget barn. Ind i mellem er jeg lidt i tvivl om morens nu også har set datteren helt realistisk. Men der er ingen tvivl om, at der er en masse rådne æg blandt de læger, der har haft med Luise at gøre. Så derfor vil jeg sige, at bogen er meget væsentlig læsning for både patienter med tunge psykiatriske diagnoser og ikke mindst deres pårørende.
—–
Med udgangspunkt i sine egne – og andre pårørendes – erfaringer, fortæller Louises mor, Dorrit Cato Christensen, her om de typiske faser i sorgen, når ens nærmeste dør i det psykiatriske system. Efter Louises død, har Dorrit Cato Christensen startet foreningen “Død i psykiatrien.”
Læs flere artikler om De korte liv i psykiatrien