Outsideren nr. 71 udkommer i uge 10
Her kan du læse en sidste hilsen, til dem der tog bort, tanker om tiden og om at vågne op en dag, helt fri af angsten.
Da Vi får tilsendt mange digte, kan du her læse…
Om poesiens historie i Outsideren:
AF NØDVENDIGHED
Lyrik, ja, og lyt! og se: poesiens historie i Outsideren er broget og kulørt, og i marts 2008 skrev jeg vanvittigt nok: Nogle overordnede poesianvisninger. Grunden var at vi ville skabe en poesiside, et sted hvor alle ku vride retorik skamløst, og jeg skriver i nr. 63: ”Hellere lave store fejl end at blive producent for noget middelmådigt og intetsigende”, jo, det skrev jeg, og det er jeg vel nok stadig enig med mig selv i.
Man må ikke blive ”producent”, nej, et ord der jo sigter på alt mekanisk og reduktivt og ikke-metafysisk surt, og så kan man jo bare håbe på at den – min ide om poesi – er blevet vildt og grådigt udfordret – eller fulgt – af de digte vi siden hen har publiceret. Ja. Det vil vise sig: for nu vil jeg se hvad vi har bragt.
I nr. 63 lige ved siden af min klumme er to digte: Ordet og Regnbuens Kald, men hvad galere er, ja, det er vores rubrik over de to digte, ve, dér står nemlig Poetik hvad der jo ikke betyder digtning (poesi), men om digtning, om dets væsen, udtryksformer og hvordan man skriver. Altså får vi en udsøgt meta-vej ind til det første digt: Ordet, der på sin vis er et vidt forgrenet udtryk for underordnede ledsætninger, som retorisk følger indledningens søgende jeg, der tænker – galt nok: ”Formulerende spørgsmål”, ja, som vist nok, skal stilles til ”Mathias, hvis / Udspekuleret grimasse alt andet / End afslører ordet, der er / fastspændt i hukommelsens hjørne / mens vildledningen spind – kreativt / graver”.
I det andet digt: Regnbuens Kald finder vi et jeg, der ”mærker brødet / grave i min mave”, og i næste afsnit ”tænker på min onkel / den flittige tryllekunstner / brødet / skovler grønt kød væk / fra bunden af min mave”. Det hele ender kompositorisk ud i tredje afsnits drøm om en tiger, der er ”smuk, men har onde øjne”, og jeget ”råber om hjælp”, jo: samtidig skal også nævnes sidens nederste illustrative del – en collage af vores fantastiske Sidse Zille.
Uden at jeg vil skamride de to digtes bibetydninger er det interessant som den tilsyneladende fejlagtige grammatik komplet og rart undergraver digtenes tematik. Og udfordrer den ellers flittigt brugte patos. Desuden ”brødet” i Regnbuedigtet, der vel først må puttes ind i en art normal mad-kategori, om end, det graver sært, mens det senere henviser tilbage til onklen, den flittige tryllekunstner: der altså er et stort Brød (for at sige det lige ud metaforisk).
Mens nr. 64 fandtes uden indsendt lyrik, ja, så rykker sidste januars farveglade nr. 65 helt op i det poetisk-rød-gule felt: Kulsukker – ja! – KULSUKKER er poesisiden nu navngivet, og det inspireret af digteren Sophus Claussens digt ”Sorte Blomst”. Her finder vi to korte digte uden titler, der udfordrer både det regelrette sproglig-grammatiske, og den læser som søger efter sammenhæng: hvad fanden er det for noget?! –
Begge digte synes at tematisere mødet mellem mennesker. Det første indledes: ”Fredagens tro på bager kom forbi” – jo – og på sær vis synes hele den sætning at blive identisk med ”En afdankede sjus”. Sku det ik være nok taler digtet også om ”En vellystende dame som blev udnyttede her”, og det hele ender ud i en hermetisk-kringlet konstatering, ja, eller måske et (retorisk) spørgsmål uden spørgsmålstegn: ”Hvad er værtshusene når der er flere”.
Vi skynder os videre til de næste numre – nej! – hvad ser vi: ingenting. Foråret 2009 var åbenbart ikke en poetisk periode – eller sommeren for den sags skyld – for hverken nr. 67 eller nr. 68 indeholder traditionelle lyriske indslag. Men det poetiske kan dog findes i smug, ja, fx Anne Marie Raffertys ”TOTAL FED”-artikel om Poetry-Slam fra maj, og Boye Haures altid veloplagte, ja, spektakulære prosa, der aldrig er uden poetisk umulighed: ”Der er noget med Arnes mave. Han forklarer: Den gør forfærdelig ondt, og er i konstant kaos”.
Ja, sådan indledes en artikel i august, sublimt, men vi fyrer hastigt videre til oktober og nr. 69 hvor vi igen finder et digt. Men. Uden rubrikken Kulsukker, ja, kun digtet selv har en titel – en fatalistisk en af slagsen: Skæbnen.
Her benyttes i konsekvent metrisk stil – parrim – i firelinjede strofer, men digtet er samtidig ikke uden talesprogsimiterende oprør med autoriteterne: ”De sir’ jeg er psykotisk, jeg er så vred / skal blive på dette her dumme sted / Politiet de kom hjem, for at hente mig / sagde: vi er kommet for at hjælpe dig”. Ja, psykoser og tårer og det ikke kroppen, der er syg, men ”sjælen”, der ”har fået, skrammer og sår” – og digtet slutter resignationspræget: ”man bliver ikke tilbudt noget terapi / næh tvangs medicin er Dansk psykiatri”.
Ja, sådan lyder poesiens historie i Outsiderens regi. Digtene er mentalhistorie om psykiatribrugernes tanker og ideer; digtene udtrykker sjælelige konflikter; digtene tematiserer opgør med autoriteter som fx overlæger, opgør, der underbygges af digtenes sprængte grammatik, form, retorik, ja, denne eksplosion, der samtidig fuldstændig undergraver digtenes egen patos. Digtene er således også en historie om at skrive digte: i sig selv uforenelige med sig selv.
De er momenter af koncentreret psykisk liv. Det hele er ikke uden usikkerhed, men heller ikke uden talent. Og i hvert fald: præget af fuldstændig nødvendighed, ja, fuld af rasende, sørgmodige, melankolske jeger, der alle vil! og ikke altid lykkes, men i disse digteriske øjeblikke prøver – og det er det skønne.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 71 / Af Jakob Bittner
Jacob Bittner bor i København og er midt i tyverne. Han lever for at skrive, foretrækker litteratur på originalsproget, har familie i såvel storbyer som øde bjergegne, og er fast klummeskribent i Outsideren.