Bestig endelig et psykologisk bjerg
Hvis du har læst de andre blogindlæg om de psykologiske bjerge, har du hørt noget om bjergbestigere og livsløgnere og så den mere enfoldige. Du har hørt om kunstnerspiren i Anton Tjekhovs “Mågen”, der steg op på det stejle kunstneriske bjerg og så drattede ned i en af kløfterne. Og om livsløgneren Hjalmar, der i Henrik Ibsens [...]
Bonden Jeppe, som drikker sig fuld og kommer op at ligge i baronens seng er som hentet fra 1001 nat eller andre store værker…
Continue reading …
Tjekhov havde set et stykke af den norske forfatter Henrik Ibsen om en fugl, som gjorde et stort indtryk på ham, og så satte han sig bare selv til at skrive et stykke om en fugl, som skulle foregå i det område, han holdt så meget af, udenfor Moskva. Og han fik sig selv [...]
Continue reading …
Efteråret har snuppet bladene fra træernes grene, vi går og holder varmen imens vi taler. Tankerne har andre haft før, men der er noget forunderligt ved, at de passer lige netop ind her, for os to.
Continue reading …Fra Julies Verden: Vi behandler de forkerte. Vores problem er de normale
24. februar 2010 No Comment
Manfred Lutz deler folk op i kategorierne: normale vanvitttige, vanvittigt normale, normale tåbelige og tåbeligt normale. Bogen er et argument for at de normale, udgør en langt større fare for omverdenen end en skizofrens harmløse tosserier.
Continue reading …
Et sted i ly af den lange sommer, læste jeg et sted i Psykiatrifondens blad, en psykiater udtale sig om virkeligheden. Jeg kan ikke gøre for det. Det løber mig koldt ned ad nakken, når nogen tager det ord i munden. Som om nogen har helt styr på hvad virkeligheden er.
Continue reading …For ikke så lang tid siden, pinte det mig meget at min sygdom havde sat mig uden for samfundets normale gang. Jeg ville så gerne være “normal” og det kæmpede jeg meget med. Jeg havde i tankerne, at jeg trods en livsvarig sygdom, skulle overvinde mig selv og have lang videregående uddannelse, arbejde på normale [...]
Continue reading …Kun lige et enkelt passerende blink med øjet før min sidste frie tanke var ved at dø af tørst, kastede Thomas Blachman sig ind i mit fjernsyn og klippede lænkerne over. Nu kan jeg igen tale som jeg tænker – rodet, billedrigt, springende – og fylde mig med alle de stoflige og dejlige ord der dukker op, når tanker får lov til at lege [...]
Continue reading …
