Ganske få

Personligt har jeg for længst lagt tanken om at stifte familie bag mig. Det er der mange vidt forskellige grunde til, det er ikke kun fordi jeg er syg.

Jeg ved, at jeg aldrig kunne være en passende forælder. Alene tanken om at skulle bære et barn i min mave, er mig modbydelig, for slet ikke at tale om at skulle tage ansvaret for det de næste mange år. Jeg har lidt for meget, været for meget ondt igennem. Faktisk ville jeg foretrække at dø, frem for at skulle bringe et barn til verden. Hvis jeg fik et barn, der gik bare lidt af det igennem, jeg har været udsat for, ville jeg aldrig tilgive mig selv. Aldrig ville jeg have styrke eller overskud eller styrke til at have ansvaret for et lille barns skæbne. Jeg er Danmarks knudekvinde nummer et, jeg kan ikke rumme at lukke folk ind i mit liv, jeg er totalt enspænder og derfor ville jeg have en meget dårlig indflydelse på et barn, som netop skal socialiseres. Min sygdom gør at jeg knap nok  kan holde mig selv oppe i perioder, hvordan skulle jeg så kunne passe en nyfødt. Der står i min journal, at jeg er alkoholiker, så jeg ville risikere at de tog barnet fra mig 4 timer efter fødslen. Og jeg ville aldrig kunne overlade mit eget kød og blod til i fremmede menneskers varetægt. Det ville ikke røre mig det fjerneste af få en abort, men at mit barn skulle vokse op hos uvedkommende, det ville jeg aldrig tillade. Det må være nogle meget hårdhjertede kvinder, der får et barn bare for at bortadoptere det.

Jeg blev syg meget tidligt i mit liv og har derfor udviklet mig fuldstændig skævt. Hele mit voksne liv har jeg været afhængig af en ret massiv medicinering, som jeg ikke ville kunne undvære under graviditeten. Fosteret risikerer at tage skade af medicinen, og hvis jeg så holdt op med at tage den, ville jeg blive stjerneskør, med det resultat at barnet skulle anbringes i plejefamilie. Det problem deler jeg med de fleste psykisk syge kvinder. Derfor har jeg ladet mig henvise til sterilisation. Ikke fordi jeg regner med eller håber at finde manden i mit liv, men fordi jeg kun er 31 og ikke vil udelukke, at jeg en dag får et forhold til en mand. Sterilisation kan kun vanskeligt laves om, og jeg ser det derfor som en glimrende sikkerhedsforanstaltning. Så længe jeg ikke er neutraliseret, er jeg en omvandrende risikofaktor. Jeg vil ikke gå så vidt som til at anbefale alle sindslidende at blive steriliseret, folk er jo alle sammen forskellige, men jeg vil gerne være forvisset om, at mine arveanlæg dør med mig. Og man kan ikke forsvare sig imod at en siddende ekstremt højredrejet  regering kunne finde på at begrænse adgangen til abort. Så vil jeg gerne være forberedt.

At blive mor er i sig selv svært, men der opstår endnu flere problemer når man er syg. Der taler jeg ikke alene arvelighedsaspektet, inden for en overskuelig fremtid vil man kunne screene fostre for sindssygdomme, men en alvorlig lidelse kan gøre det enormt at have med at barn at gøre. Det kræver en meget stor rummelighed af forælderen, det kræver først og fremmest tid og overskud. De fleste psykisk syge er meget følsomme overfor stress og omvæltninger. Hvordan skulle de kunne håndtere de søvnløse nætter med en skrigende baby, der skal fodres og skiftes med tre timers mellemrum. Så man skal virkelig være forberedt og vide hvad man går ind til når man beslutter at få et barn. Når man først er mor, har man i mange år fremover givet afkald på sin frihed og selvstændighed og retten at sætte sine egne ønsker og behov i centrum. Barnets interesser vil altid gå forud for den voksnes, og det ville overvælde mange psykisk syge, som selv i nogle perioder har brug for ekstra støtte og omsorg. Derfor er det absolut nødvendigt at moderen har noget støtte i hjemmet og et godt netværk at pårørende der kan aflaste hende, når det brænder på. Det ville være bedst hvis ikke begge forældre er psykisk syge, så den ene kan fungere som sikkerhedsværn i de belastende perioder.

Jeg kan kun sige at beslutningen om at få børn eller ej er en privatsag, og at andre selvfølgelig ikke må presse nogle til at få et barn de ikke vil have, det ville være fuldstændig umenneskeligt, men man kan i et moderne samfund heller ikke forhindre folk i at reproducere sig, uanset hvor mange problemer der måtte være forbundet med det. Det er netop menneskets privilegium, at være frugtbar eller ej, alt efter hvad der passer ind i deres liv.

Af Julie Feilberg. Denne tekst er endnu en bid af Julies Verden, der kortlægger et liv, der, ifølge Julie selv, gik fuldstændig galt allerede i børnehaven.

Med de venligste hilsner
Tom Steffens

“tag afsted
håbet og chancen
har du i dig selv”

men
hvis du vil
så giv mig en chance
hvis du vil
så giv mig et håb
så vil jeg også sejle
derude
hvor delfinerne er til

hvis du vil

hvis du vil

Maleri af Sharma Tai Kristensen

Denne tekst er er en kommentar til billedet. Kommentaren er en af flere som en række mennesker har skrevet, efter at have studeret Sharma Tai Kristensens maleri. Du er velkommen til at skrive din egen kommentar.

Alt det sorte suger mit øje til sig, tvinger mig til at se, men alligevel er det  det røde jeg husker, det er den røde energi der fanger kanten af mit øje. Måske fordi det ligner blod, og der løber et instinktivt gib igennem mig. Nogen er såret.

Der er én anderledes… men når man lærer mennesker at kende rigtigt, så er der ingen normale mennesker. De er alle udenfor, de falder alle sammen igennem.

For hvordan er du når du er helt normal?

Skal du være 168 cm høj (er du mand skal du bare være høj) og have lyst hår med blå øjne. Skal du kunne lide burgere og pomfritter, skal du komme fra en familie der har en far og mor og en eller anden søskende samt en kæledyr der helst er en hund (men en kat kan gå an), skal du kunne smalltalk (smalltalk er enormt vigtigt, for det at kunne holde en samtale ved lige uden at sige noget som helst), og skal du gå i det nyeste modetøj (det fra sidste år kan du bruge hjemme, når der ikke er nogle der ser dig), skal du tage mindst ét bad om dagen, skal du læse de rigtige blade, se de rigtige programmer i TV skal du bo i det rigtige kvarter og have den rigtige sofa, den rigtige kæreste, det rigtige seksualliv, de rigtige børn, den rigtige karriere… (her er mine fordomme)

Noget der har undret mig med normaliteten, er at den skifter med alderen.

Når man er barn skal ”man” være som alle de andre. På den måde er børn hårde, er man med eller ikke med, er man med er der nogle at lege med snakke med, være sammen med, at holde de andre ude med, og ja, de holder alle de ”andre” ude, nogle gange med vilje og andre gange mere ubevidst.

Der er visse ting der skal være i orden for at være inde, det rigtige tøj og være god til den rigtige sport og hvad det ellers kan være.

Om det så er bogbindet er det det helt rigtige der skal til. (en tur til boghandlen, hvor en lille dreng, stortudende, prøvede at forklare at det var det andet bogbind de andre havde, og at de skrev navn på for at kende forskel på dem! Moderen forstod ikke.)

Når man er ung bliver det lige pludselig vigtigt at høre til, om det er på den normale side eller i en af de nicher der findes, eller måske i en alene-gruppe, for findes der nogle der er ligesom mig?

Alle spejler sig og søger bekræftelse på at de er ok. Så du bliver inviteret med til festen igen.

Du må ikke have for særlige eller for snævre interesseret.

Jeg snakkede med en ung fyr (18 år) til en fest (jeg var landet der ved et tilfælde) og ved første blik virkede han som alle de andre, men alligevel var har ikke. Alle de andre havde delt sig op i par eller sad og flirtede med hinanden. Han holdt sig til smalltalken.

Jeg spurgte ind til det, og fik det hurtige svar at der ikke var nogle der var værd at se efter alligevel.

Jeg kunne ikke  lade være, jeg blev nødt til at spørge: hvad de det du så kigger efter?

Her kom et lille skævt smil og et blik over skulderen, ”de piger der er her… jeg ville hellere snakke med deres mødre. De har så meget mere erfaring, og de har et overblik over livet, og roen er helt anderledes end hos mine klassekammerater. Jeg fortrækker kvinder og ikke piger, og de må helst være 40+.”

Han smilede igen ”så du er lidt for ung.”

(den lille bemærkning gjorde mig glad i flere uger)

Når man bliver ældre er det der lidt mere frit valg. Vennerne behøver ikke at ligne dig helt så meget, eller gør de? for nu er det måske mere omverdenen der bestemmer.

Der er TV med programmer der fortæller om hvornår du skal have børn og hvordan de skal opdrages, hvordan dit hjem skal se ud og hvor det skal ligge, hvor stort det skal være og hvordan du håndtere dine naboer.

Der er modeblade der fortæller om must haves og modebibler, de fortæller hvordan du får fat i manden/kvinden og hvordan du beholder ham/hende, hvornår du skal af med ham/hende igen og hvordan du gør det.

Ord som must haves og modebibel er overskrifter jeg er jeg er stødt på reklamer for modeblade alene i denne uge. Er der ting vi ikke kan leve uden og er det nødvendigt at fortælle os hvad det er? Og hvad er det med modebiblen? Er moden virkeligt et helligt budskab som kætterne skal omvendes til med bibler, modeuger og hvad mere.

Og alt dette skal indpasses med dine venner og kolleger.

Du må ikke have tendenser for noget der ikke er mindst én i vennekredsen der har og med sygdomme de må ikke være for særlige og ikke for alvorlige, du må ikke have fysiske kendetegn og psykiskediaknoser kan lukke dig helt ude.

Og hvordan er det når man bliver gammel, skal alle så ligne dig eller noget andet du kender, må de der kommer være anderledes? Du må ikke være for positiv. Det er tilsyneladende nemmere at tolerere negativ brok end den positive side, og tre forskellige forklaringer på hvorfor det ikke er så slemt.

For du skal have mindst én livsstilssygdom, du skal have børn og børnebørn der klare sig godt, så du har noget at snakke om med de andre.

Er din datter i fængsel skal du tie ellers bliver stilheden stor.

Der er tilsyneladende også den mulighed at din unormalitet bliver ignoreret eller sagt på en anden måde, så har du bevæget dig ind på et tabu. Efter mange overvejelser har jeg konkluderet at mange tabuer egentlig er en måde at opretholde idealbillede af at man kan være normal. Ved at have tabuer bliver de fleste unormaliteter undertrykt eller usynlige.

Når jeg snakker med andre om at være normal er der altid noget der kommer frem… det viser sig at de heller ikke er helt normale.

Den ene høre stemmer, men er bestemt ikke skizofren, en anden har en borderline, én kigger nu og da ind på den psykiatriske når det hele kokser. Alt dette er noget der bliver fortalt i fortrolighed, og det er vel heller ikke noget der kommer andre ved, men alligevel er det de samme der kan finde på at sige at jeg ikke er helt normal, og måske ved de det fordi de heller ikke er helt normale eller mener der er normale og kan se at jeg ikke høre til.

Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være normal, alligevel har jeg en opfattelse af, at for andre er ønskværdigt at være normal.

Alligevel har jeg da venner og de syntes at kunne lide mig som jeg er, er de så unormal eller syntes de bare det er ok at jeg ikke er normal.

Jeg kan godt lide mit eget selskab og kan bruge timer, dage og måneder i mit eget selskab.

Jeg er har aldrig rigtig hørt til det stor fællesskab, jeg har ikke altid vidst hvorfor, men da jeg endelig fandt svarene, var jeg ikke længere interesseret i at høre til.

Jeg oplever at ordet normal lægger et stille men ufravigeligt præs på mig som jeg hverken vil eller kan leve op til.

Normal er for mig noget der kan gøres udenpå for at det føles indeni, for er man normal er man en del af det store fællesskab og så er man ikke helt alene. Normal findes ikke, normal er en mytisk tilstand der ikke kan opnås, og hvis den endelige bliver er den forceret og indholdsløs.

Du vil (alligevel) aldrig kunne falde helt ind.

Jeg kigger på billedet igen. Det hele streget over. Betyder at der ikke findes nogle der er normale?

Af Maja

Men fordi jeg nogen gange tænker – hvorfor er tingende sådan?

Og kan det for pokker ikke gøres bedre.Det kan det sikkert nogle gange, og andre gange ikke Jeg tænker at, hvis jeg deler mine tanker,kan jeg få skudt nogle af de mere vildfarende ned,og måske blive bekræftet i af noget af det – og andet kan jeg blive belært om meningen med .

Altså jeg kan kun blive klogere..det er et godt udgangspunkt!

Det jeg har gået og vendt og drejet i mit hoved den senest tid, vedrører mig, men også samfundsøkonomien – altså hvis jeg spørger mig selv..

Jeg er i fleksjob pga sindslidelse, Jeg er heldig for det er ikke nemt at få et fleksjob!
Og egentligt har min Psykiater, sagt i syv år at jeg burde have Pension.Guderne skal da også vide at jeg har været syg meget syg!

Jeg er med i en kaffeklub vi er 5 tøser der har lært hinanden at kende i psykiatrien, vi har alle fået elektrochok – og jeg er den eneste der ikke er på pension

Jeg valgte at søge revalidering – og tog handelsstudenterhuen med et snit på 10,25.Derefter udannede jeg mig inden for kontor med off. adm som speciale.

Jeg blev indlagt en enkelt gang under uddannelsen,fordi det var hårdt med fuld tid og familieliv på engang. Derefter blev jeg tilkendt fleksjob og det har fungeret fint indtil nu.
Så jeg har egentligt ikke noget at klage over, bortset fra at jeg er træt af at være ansat! Før jeg blev syg – var jeg ansat i min mands firma og havde på den led egentlig været selvstændig i tolv år. Og nu kunne jeg godt tænke mig at starte for mig selv, bruge mine erfaringer og talenter på en lille virksomhed.Tjene mine egne penge uden at,ligge nogen til last.

Og hvorfor gør jeg så ikke det -FORDI JEG IKKE TØR! Der hvor jeg er ansat idag modtager de – 2/3 del af en løn på 25.000(alt inkl) i tilskud altså ca. 18.000 pr. måned og jeg arbejder 18 timer.

Det ved jeg – jeg kan holde til uden at blive syg. Men hvis jeg vil prøve at blive selvstændig,skal jeg vinke farvel til mit fleksjob.

Det er en stor beslutning at træffe – fordi hvis jeg bliver syg, skal jeg starte helt forfra med, at blive bevilliget fleksjob igen.Derudover skal jeg kunne tjene en fuld løn, på halv tid og det ved jeg ikke om jeg kan.

Derfor har tankerne kørt, om hvorfor reglerne er som de er?

Hvorfor kan man ikke få en prøvetid, som selvstændig, når man er i fleksjob?

Hvis man startede med at sige, at den dag du starter og eksempelvis 3 år frem,
kan du modtage et tilskud på feks. 12.000 pr. mnd. Det ville give det offentlige
en besparelse på 72.000 kr om året med det samme.

Jeg går ikke efter at skulle tjene en kæmpe løn.Og jeg vil også gerne løbe en risiko -men springet for mig, er bare ekstra stort fordi jeg skal kunne tjene min løn på den halve tid.

Blev man syg inden for de tre år, skulle man kunne få sit fleksjob tilbage.Det offentlige ville have sparet 216.000 kr. – 0g der vil være en chance for, at man kan klare sig selv på den halve tid.

Derfra ville det offentlige spare 216.000 pr. år resten af mit arbejdsliv!(18.000 pr.mnd).

Er jeg den eneste som har tænkt det her – eller er der andre end mig?

Jeg føler mig fastlåst i min situation, og ville gerne tage springet.
Og tanken har strejfet mig,at hvis jeg havde valgt pensionen, havde jeg haft en grundløn
og kunne samtidigt blive selvstændig.

Jeg tror ikke nogen vil gå hele omvejen, som jeg har gjort for at blive selvstændig med tilskud,for mit forløb har varet 8 år – og man bruger ikke 8 år af sit liv for at udnytte systemet!!

Det var så mit helt jomfruelige første blogindlæg

Denne sang har jeg holdt af i 20 år måske mere, og den kan tolkes på på flere måder. Min Fortolkning vil jeg blogge inden længe

Sådan er
ordet en
reaktion og
total i
eminent ensomhed

Borte er
evigheden og
længslen efter
lonsome cowgirls
afvisende og
dejlige og
omklamrende søgende
nykonservartive nytænkere
neo+neo=leoneoleo
aha tja, hva mon livet bærer med sig af nye input.

Akrostikon

Med de venligste hilsner
Tom Steffens

Med K”ærlige” Hilsner
Tågehornet

Tom Steffens

Jeg er en plejemor der netop har modtaget en pige på 10 år som skal være hos mig i aflastning 3 dage om ugen med overnatning samt en weekend om måneden – Så det giver godt 18 døgn.

Hun har diagnosen Skizotypisk sindslidelse og bliver fulgt på et psykiatrisk hospital, går på en skole for autister og kommunen mener nu at hun har brug for aflastning hos en familie – Som jo så er os:-)

Derfor vil jeg bare høre – Har I nogle gode råd til hvordan jeg bedst takler hende ud fra den diagnose hun nu engang har fået stemplet på ryggen i en så ung alder?

Her i familien er det således at vi tager alle børn (og voksne) oppe fra og ned uanset sindslidelse, diagnoser etc. eller ej og det vil vi selvfølgelig også gøre med ”Molly” som jeg vælger at kalde hende herinde, men alligevel tænkte jeg at I jo har en masse gode erfaringer og måske også en masse gode råd til hvordan vi bedst “passer på hende, så vi ikke gør hende alt for meget skade” – Hvordan vi bedst kan støtte hende og sørge for at hun ikke får alt for mange nederlag…

Tja..det var bare det – Fortsat rigtig god dag til alle og sommer….Plejemoderen