Her kan du læse en sidste hilsen, til dem der tog bort, tanker om tiden og om at vågne op en dag, helt fri af angsten.

Da Vi får tilsendt mange digte, kan du her læse…

Om poesiens historie i Outsideren:

AF NØDVENDIGHED

Lyrik, ja, og lyt! og se: poesiens historie i Outsideren er broget og kulørt, og i marts 2008 skrev jeg vanvittigt nok: Nogle overordnede poesianvisninger. Grunden var at vi ville skabe en poesiside, et sted hvor alle ku vride retorik skamløst, og jeg skriver i nr. 63: ”Hellere lave store fejl end at blive producent for noget middelmådigt og intetsigende”, jo, det skrev jeg, og det er jeg vel nok stadig enig med mig selv i.

Man må ikke blive ”producent”, nej, et ord der jo sigter på alt mekanisk og reduktivt og ikke-metafysisk surt, og så kan man jo bare håbe på at den – min ide om poesi – er blevet vildt og grådigt udfordret – eller fulgt – af de digte vi siden hen har publiceret. Ja. Det vil vise sig: for nu vil jeg se hvad vi har bragt.

I nr. 63 lige ved siden af min klumme er to digte: Ordet og Regnbuens Kald, men hvad galere er, ja, det er vores rubrik over de to digte, ve, dér står nemlig Poetik hvad der jo ikke betyder digtning (poesi), men om digtning, om dets væsen, udtryksformer og hvordan man skriver. Altså får vi en udsøgt meta-vej ind til det første digt: Ordet, der på sin vis er et vidt forgrenet udtryk for underordnede ledsætninger, som retorisk følger indledningens søgende jeg, der tænker – galt nok: ”Formulerende spørgsmål”, ja, som vist nok, skal stilles til ”Mathias, hvis / Udspekuleret grimasse alt andet / End afslører ordet, der er / fastspændt i hukommelsens hjørne / mens vildledningen spind – kreativt / graver”.

I det andet digt: Regnbuens Kald finder vi et jeg, der ”mærker brødet / grave i min mave”, og i næste afsnit ”tænker på min onkel / den flittige tryllekunstner / brødet / skovler grønt kød væk / fra bunden af min mave”. Det hele ender kompositorisk ud i tredje afsnits drøm om en tiger, der er ”smuk, men har onde øjne”, og jeget ”råber om hjælp”, jo: samtidig skal også nævnes sidens nederste illustrative del – en collage af vores fantastiske Sidse Zille.

Uden at jeg vil skamride de to digtes bibetydninger er det interessant som den tilsyneladende fejlagtige grammatik komplet og rart undergraver digtenes tematik. Og udfordrer den ellers flittigt brugte patos. Desuden ”brødet” i Regnbuedigtet, der vel først må puttes ind i en art normal mad-kategori, om end, det graver sært, mens det senere henviser tilbage til onklen, den flittige tryllekunstner: der altså er et stort Brød (for at sige det lige ud metaforisk).

Mens nr. 64 fandtes uden indsendt lyrik, ja, så rykker sidste januars farveglade nr. 65 helt op i det poetisk-rød-gule felt: Kulsukker – ja! – KULSUKKER er poesisiden nu navngivet, og det inspireret af digteren Sophus Claussens digt ”Sorte Blomst”. Her finder vi to korte digte uden titler, der udfordrer både det regelrette sproglig-grammatiske, og den læser som søger efter sammenhæng: hvad fanden er det for noget?! –

Begge digte synes at tematisere mødet mellem mennesker. Det første indledes: ”Fredagens tro på bager kom forbi” – jo – og på sær vis synes hele den sætning at blive identisk med ”En afdankede sjus”. Sku det ik være nok taler digtet også om ”En vellystende dame som blev udnyttede her”, og det hele ender ud i en hermetisk-kringlet konstatering, ja, eller måske et (retorisk) spørgsmål uden spørgsmålstegn: ”Hvad er værtshusene når der er flere”.

Vi skynder os videre til de næste numre – nej! – hvad ser vi: ingenting. Foråret 2009 var åbenbart ikke en poetisk periode – eller sommeren for den sags skyld – for hverken nr. 67 eller nr. 68 indeholder traditionelle lyriske indslag. Men det poetiske kan dog findes i smug, ja, fx Anne Marie Raffertys ”TOTAL FED”-artikel om Poetry-Slam fra maj, og Boye Haures altid veloplagte, ja, spektakulære prosa, der aldrig er uden poetisk umulighed: ”Der er noget med Arnes mave. Han forklarer: Den gør forfærdelig ondt, og er i konstant kaos”.

Ja, sådan indledes en artikel i august, sublimt, men vi fyrer hastigt videre til oktober og nr. 69 hvor vi igen finder et digt. Men. Uden rubrikken Kulsukker, ja, kun digtet selv har en titel – en fatalistisk en af slagsen: Skæbnen.

Her benyttes i konsekvent metrisk stil – parrim – i firelinjede strofer, men digtet er samtidig ikke uden talesprogsimiterende oprør med autoriteterne: ”De sir’ jeg er psykotisk, jeg er så vred / skal blive på dette her dumme sted / Politiet de kom hjem, for at hente mig / sagde: vi er kommet for at hjælpe dig”. Ja, psykoser og tårer og det ikke kroppen, der er syg, men ”sjælen”, der ”har fået, skrammer og sår” – og digtet slutter resignationspræget: ”man bliver ikke tilbudt noget terapi / næh tvangs medicin er Dansk psykiatri”.

Ja, sådan lyder poesiens historie i Outsiderens regi. Digtene er mentalhistorie om psykiatribrugernes tanker og ideer; digtene udtrykker sjælelige konflikter; digtene tematiserer opgør med autoriteter som fx overlæger, opgør, der underbygges af digtenes sprængte grammatik, form, retorik, ja, denne eksplosion, der samtidig fuldstændig undergraver digtenes egen patos. Digtene er således også en historie om at skrive digte: i sig selv uforenelige med sig selv.

De er momenter af koncentreret psykisk liv. Det hele er ikke uden usikkerhed, men heller ikke uden talent. Og i hvert fald: præget af fuldstændig nødvendighed, ja, fuld af rasende, sørgmodige, melankolske jeger, der alle vil! og ikke altid lykkes, men i disse digteriske øjeblikke prøver – og det er det skønne.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 71 /  Af Jakob Bittner

Jacob Bittner bor i København og er midt i tyverne. Han lever for at skrive, foretrækker litteratur på originalsproget, har familie i såvel storbyer som øde bjergegne, og er fast klummeskribent i Outsideren.

Men så længe vi sidder indendøre i varmen er det smukt og helhvidt.

Hvidt som en erstatning for solen, ja hvornår kommer solen, alle pakker sig ind og det er glat på gader og stræder.

Og foråret hvor bliver det af? Sol og varme, men det bliver en lang streng vinter sne til slut i Marts.

Og dog, lyset vender mere og mere tilbage, og snart kan vi vel se anemoner, vintergækker & solsortefløjt for alt dette dukker jo frem af den frosne jord.

Og indimellem gemmer vi os derinde i hulen, vi er gået i vinterhi, og vinterdepressionerne florerer.

Selv kønnene er gået i hver sin is-hytte.I små lune sofaer, med lys i alle stager, drømmen om foråret rykker tætteret på.

Og lyset bliver stærkere og stærkere. Fuglene fodrer vi mens vi spiser lune retter.Tv’et kører med betjente med hunde, godt gættet det er mandag aften, kaffen nydes og det er ulvetid.

Hvornår kommer det valg…

____

Af Joan Remil

Skrevet med bærbar computer og trådløst net, dialysestuen, Herlev Hospital.

Boganmeldelse af bogen “Vi behandler de forkerte. Vores problem er de normale”
af Julie Feilberg

Manfred Lutz formål er at afmystificere psykiske sygdomme og han giver en indføring for lægpersoner i de forskellige diagnoser og hvordan man behandler dem.

Den lidt provokerende titel sigter på de tyngende normalitetsbegreber der hersker i vores samfund – og at folk der er anderledes eller ”sære” bliver stemplet og udsondret fra den almindelige befolkning.

Manfred Lutz deler folk op i kategorierne: normale vanvitttige, vanvittigt normale, normale tåbelige og tåbeligt normale.

Bogen er et argument for at de normale, udgør en langt større fare for omverdenen end en skizofrens harmløse tosserier.

Fx var Hitler, Stalin, Mao mm. skrækkeligt normale. Hvis de havde været psykisk syge, kunne de ikke have opnået sådan en magt over andre, endsige begået massemord eller ført verden ud i krig.

Nok var de psykopater, men det er alt sammen helt normalt.

Derfor er der heller ingen undskyldning for deres gerninger (kunne man måske have reddet verden ved at sende Hitler til en hjernesnedker?)

Nyere tids hjerneforsking peger ganske vist på at vi ikke selv er skyld i de grusomheder, vi kunne finde på, de er signalstofferne i hjernen der spiller os et puds, derfor skulle man afskaffe domstolene og fængselsstraffe og oprette dressuranstalter i stedet for. Men det er vanvid, siger Lutz. At skyde skylden for alting på hjernens kemi, ville betyde enden på al civilisation.

Men hvem skal man så behandle og hvorfor?

En vigtig pointe hos Lutz er at i tilfælde af tvivl, skal patienten altid opfattes som rask. Ellers bliver psykiatrien til et diktatur. Folk der har usædvanlige oplevelser, som at høre befalende stemmer, eller støder an mod det borgelige samfund, med deres ideer eller påfund, kan man ikke bare putte ned i diagnostiske skuffer, fordi mange synes de er underlige. En virkelig behandlingskrævende person er kendetegnet derved, at han faktisk lider under sine hallucinationer og indtryk, at han er socialt hæmmet og trækker sig ind i sin egen lille verden, at han ikke kan fungere på jobbet og i hjemmet. Et sådant menneske er det rigtigt at hjælpe. Men behandlingen skal altid foregå på patientens præmisser, i hvert fald så længe lægen kan stå inde for den behandlingsform patienten har valgt. Det er nemlig meget vigtigt at respektere patientens grundlæggende frihed og menneskeværd. Ved sindslidelser eller misbrugsproblemer er hans valgfrihed dog betydeligt indskrænket. Og det er det kildne ved det. Patienten skal have sine plagsomme symptomer lindret så han igen er i stand til at træffe sine egne valg her i livet.

Hvad skal man angive som begrundelse for at der overhovedet findes sygdomme og psykiatri?

Op gennem historien er psykisk syge slet ikke blevet opfattet som sådan, fordi psykiatrien slet ikke var opfundet. Det skete først for ca. 200 år siden. Indtil da havde de syge levet i samfund som ekcentrikere. Og psykiatrien er kommet langt, siden man lagde de gale i lænker på lukkede anstalter. I dag er der mange forskellige behandlingstilbud, og teorier om hvad sindslidelser skyldes.

Fx det biologiske perspektiv, hvor sygdomme ofte er arvelige og hvor hjernens kemi ligger til grund. Og psykoanalytikerne vil hellere lægge vægten på vores tidlige barndomsoplevelser. En traumatisk barndom kan altså udløse psykiske forstyrrelser i voksenlivet. Eller det sociologiske aspekt, hvor samfundets indretning er skyld i vores dårligdomme.

Men, påpeger Lutz, psykiatri er ingen sandhedslære, og derfor er diagnoser aldrig sande. En diagnose er kun et redskab til at finde frem til den rigtige behandling. Og hvad man skal angive som årsag til problemet, kan være meget forskelligt altefter den enkeltes situation. Hvis man pludselig bliver dybt depressiv, midt i et ellers godt liv, vil det være fornuftigt at diagnostisticere en biologisk årsag, Det er ingens skyld, det er bare hjernens kemi. Er man voldelig overfor andre må man finde en helt anden årsag end serotonin osv….

Jeg synes, at Manfred Lutz giver et forfriskende anderledes syn på psykisk syge, nemlig som mennesker med deres egne egenskaber, og ikke bare psykiatriske tilfælde. Alle usædvanlige mennesker, modsat de normale, hvadenten de er syge eller ej, kan bibringe samfundet noget positivt og nyttigt, netop fordi de er lidt skæve i forhold til den grå masse. Vi må ikke skabe et samfund hvor alting skal ensrettes, vi skal inddrage de syge og de usædvanlige i det offentlige liv. Netop de psykisk syge, der senere får det godt, har nogle fantastiske erfaringer at dele med andre. De har engang stirret ned i livets afgrund og er forandret for altid.

Det kommer de færreste normale nogensinde i nærheden af.

___

Julie Feilberg er fast skribent på Outsideren og har læst denne bog på originalsproget, tysk. Det vides ikke om Manfred Lutz’ bog udkommer på dansk.

Hvor er reptilerne og øglernes ørlen
Vov wow pow wow
Aggressor ich bin du bist er sie est
Dårskabens promiskuøse skøge

Grundigt spredende vanvidets frø i
Ørkenens sand, sand blomst, den sandede blomstring
Rodfæstet i cool- anticoolness

Evige rødder, et evigt rod
Tåbens tablau, et enkelt spring ud i en verden i

Galskabens ustyrlige universer
Applauderende det hysteriske overmod,
Legende køterens kuede leg, kuede overleg
Tilforladeligt overjeg, uden jeg, uden selvets

Muskuløse forståelse for selvets følelse af
ensomhed i en by af smadret liv,
nænsomt søgende nænsomhedsgunst,
narrator wrote the lonesome life
erobrende det modsatte, giv mismodet
styrke, for
kæres den der kæres bør, ÆR den gale i den gales galskab,
evigt søgende den eksisterende kærlighed,

Vov aldrig at krænke de gales orangerøde lidenskab,
arranger aldrig et farvel til dem, favn dem
nu, for de har brug for dig, deres
viisdom står mejslet i deres ansigter
insisterende på eksistens i deres væren,
tilforladeligt er deres offer til dig ikke,
tidligere forstod du ikke deres frygt, da du ikke turde din egen,
irriteres du mon nu over frygten ?
Godt nok, for så mener jeg at du tænker den
tanke der gør at galskabens blomst aldrig defloreres.

Hvor man bare gerne vil ligge lidt længer i sengen og under en varm dyne. Registrere at dagen idag næsten ligner den igår men at tiden er tiltaget med 2 timer og 16 minuter. Så uden at lægge mærke til det går vi lyse tider i møde.

Jeg skriver fra Hulen hvor jeg er frosset fast til sofaen og overlever af indmaden som smager af ULD. Kattene sover vinterhi  igennem, i sengen,  i alt det bløde.

Så er det snart international kvinde kamp dag d. 8 marts.

Det går fremragende godt med sindstemningen og humøret det er helt i top. Jeg har smidt halvdelen af  min medicin….zeldox – imozop- truxal- nitrazepam …væk. Det er rigtigt godt. Det lykkes selvom der er nogle omveje og dage hvor jeg bare skal ligge i min seng og kokse ud. Se slappe helt af.

Jeg vil her lige reklamere for bladet og sige at der kommer en mindre lille historie om TID  af undertegnede så ……

Måske jeg skulle tage mig lidt mere tid til at blogge igen

Vi ses ligepludselig

venligst fra Sidse Zille

At psykisk sårbare kan komme sig af deres sindslidelse, er gået fra at være en stille revolution til hverdag i psykiatrien.

Recovery betyder at komme sig, og fænomenet opstod blandt sindslidende, der selv fandt nye veje til at få et bedre liv

I dette særnummer kan du læse indlæg fra brugere, terapeuter, folk der har nørdet på det og en af de frustrerede recovery-guruer Ron Coleman.

Du kan læse særnummeret her (og printe det så meget du vil, men vær sød at fortælle hvor det kommer fra!)

… Eller også kan du/I bestille en stak eksemplarer ved at kontakte os, se vores adresse ude til højre.

Særnummeret henvender sig til alle der vil vide mere om recovery, både menneskeligt og fagligt.

Indhold…

• Skæbnen har ført mig helt frem på scenen – En brugers tanker og erfaringer med recovery / Af Klavs Serup Rasmussen
• Recovery er kommet for at blive – Et opgør med kronicitet og undersøgelserne der understøtter det / af Pernille Jensen
• Er det realistisk? Et besøg på bostedet Sundbygård / Af Julie Feilberg
• Solen skinner – Christian Martin har ikke nogen diagnose… længere / Af Klavs Serup Rasmussen
• Er der kærlighed tilbage i Holger Pedersen? Læs selv… / Af Holger Pedersen
• Tyveriet af recovery – om psykiatriens omklamring af brugernes kamp /Af Ron Coleman
• Det skal ske på din måde – Erfaringer & tanker fra projekt Vendepunkter /Af Klavs Serup Rasmussen

Skriv gerne om dine egne erfaringer med recovery nederst på denne side

Vi har modtaget dette indlæg fra en læser som tager hul på debatten:

Gentager historien sig ?

Herluf Dalhof, tidligere praktiserende læge og nuværende medlem af LAP, kommenterer artiklen ”Tyveriet af recovery” af Ron Coleman:

Hvem kan gøre recovery til en fuser?

Først, i 1980`erne, opstod diskussionen om formynderiet. Men den debat blev af psykiaterne vendt om, så det alligevel blev dem, der beholdt magten.

I 1990`erne diskuterede man ligeværdige samarbejdsprincipper. Også her greb psykiaterne ind og fik udvirket, at nok blev brugerne repræsenteret i forskellige udvalg, men altid så de var i mindretal og dermed uden reel indflydelse.

Nu er så recovery-bølgen over os. Også her ser Ron Coleman tegn på, at psykiaterne igen er ved at omdefinere og udvande begrebet, så det efterhånden mister sin betydning.

Jeg har to kommentarer til det:

A. Recovery er udtryk for et håb og en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at blive rask igen efter en psykisk sygdom. Det håb, som det gennem de sidste 20 år næsten er lykkedes psykiaterne at eliminere. Hvis sindslidelser kun er genetisk betingede biokemiske uregelmæssigheder i hjernen, er der ikke megen udsigt til helbredelse. Heldigvis ved vi fra utallige kilder, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Både fra undersøgelser og enkeltberetninger, som Arnhild Lauveng, forfatter af bogen ”I morgen var jeg altid en Løve”. Det kan psykiaterne aldrig igen tage fra os.

B. Indefra er der imidlertid også en trussel, hvis brugerne begynder at glemme den egentlig betydning af ordet recovery: At komme sig. Altså den aktive proces, hvor man arbejder med sig selv for at blive rask. For i sidste instans er der kun én person der kan gøre én rask, nemlig én selv. Jeg synes der er en tendens til at dreje recovery-begrebet mod det omgivende samfund, så det nu er samfundet, der skal komme sig og ikke én selv. Det hjælper alt sammen intet, hvis man ikke selv vil yde en indsats.

Så om vi bestandig holder os den egentlige betydning af ordet recovery for øje, er afgørende for, om recovery-tanken bliver en ynkelig fuser, eller om den vil ryge til vejrs og eksplodere i et flot stjerneskud på psykiatribrugernes himmel.

Herluf Dalhof, Binderup Strand, 2009

Indlægget er forkortet af Outsideren – med tilladelse fra Herluf Dalholf

____

Om sig selv skriver Herluf Dalhof:

Jeg er tidligere praktiserende læge, og har i forbindelse med min skilsmisse haft en depression, som jeg dog mener art være kommet ud af. Jeg har i mange år været frustreret over den måde, psykisk syge bliver behandlet på i dagens Danmark.

Jeg er medlem af LAP, og har skrevet flere artikler i Kristeligt Dagblad, bl.a. om “Psykiatriens fallit”, “Det store bedrag om Elektrochok” og “Den kemiske frontrale lobotomi“.

Mine tanker er altid, ved de mennesker der er indlagte på længevarende ophold i den psykiatriske virkelighed, hospitaler, og bostederne.
Og ikke hos de små søde og nuttede mennesker der har ressoucerne til at forklare mig at de i løbet af relativt kort tid har fået deres vendepunkt.
Jeg har personligt kendskab til mennesker i 50- 60- 70 års alderen som glæder sig til at få deres personlige vendepunkt, efter at have overlevet i psykiatrivirkeligheden i både 30-40- og 50 år.

Men sådan er det jo, de kan få det som der bliver ladt tilbage fra de få, er det okay.

Citat fra digtsamlingen.: Kiosk, med udrag fra politiken.

(Det begynder med et spørgsmål: hvad var der inden i det jordiske hylster? Psyken, siger psykologerne. Sjælen, siger sjælesørgerne. Digtet fortsætter med en stribe af den slags tilnærmelser:

Og desforuden anima, imagoet, dæmonen, identiteten, jeg’et, id’et og overjeg’et.

Og så kommer digtets eget svar:

Den sommerfugl, der skal svæve ud af denne trængsel, tilhører en art, vi intet kender til. )

Med rigtige mange knus
Tom Fastrup Steffens
Tågehornet

Det er mest sandsynligt at du modtager Outsideren med posten, hvis du abonnerer

Vi leder især efter personlige beretninger om at have ligget i bælte, fordi det er en oplevelse de færreste glemmer, men som for nogen var godt, og andre evigt forfærdeligt.

Send hvad du har ind til os, vi garanterer det bliver læst!

redaktion@outsideren.dk

Det lyder jo helt rigtigt.

Det med at alle pårørende tidligt skal inddrages i forløbet, at der kun tales om patienten, når han eller hun er til stede, og at der ikke må tages beslutninger om familien, uden at den er til stede og med til at bestemme.

Men jeg har alligevel et problem med Laplandsmodellen. For den bygger på den antagelse, at ”alle har en familie”, som pioneren Jaakko Seikkulas udtrykker det.  Og er det nu også rigtigt? Og er det altid gavnligt at inddrage den?

Jeg vil her fortælle en historie om en mand, der er uden for den laplandske rækkevidde. Det mener han i hvert fald selv. Og jeg er nok enig.

Det handler om Højsen – en fantasifigur, som for mange år siden blev skabt af én, der som barn var socialt isoleret på grund af omstændighederne.

Skaberen af Højsen, herefter kaldet H, er Karl Bjarke Hansen, herefter kaldet KB. For at forstå H, skal man først forstå KB.  Og jeg har mødt KB. Han ringede til mig en mandag først i november i år, og vi mødtes dagen efter på mit kontor.

KB fortalte, hvordan han blev psykisk syg allerede som lille barn, da han sammen med sine forældre og storebror boede på en stor herregård langt ude på landet. Det er næsten 50 år siden. Faderen knoklede i døgndrift med landbruget og KB husker, at han kun så ham ved spisetiderne. Moderen knoklede i køkkenet, og måtte også tage del i landbrugsarbejdet. Ellers kunne de ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Allerede dengang var herregårde ikke, hvad de har været.

Storebroderen var syv år ældre end KB, og gad kun sjældent lege med ham. Og der var ikke andre legekammerater i miles omkreds. Derfor var han meget ensom.

I dag har KB ikke nogen familie. Hans mor og far er døde, og storebroderen rejst til USA. De to brødre har stort ingen kontakt med hinanden. Storebroderen synes, KB er mærkelig.

KB er ugift og barnløs. Han kender mange mennesker, men synes selv, at han ikke har nære venner overhovedet. Han holder næsten altid jul, påske og nytår helt alene.

Hvordan har du overlevet sådan et liv?

KB svarer: ”Mens jeg boede på gården, opfandt jeg en kammaerat, jeg kaldte Højsen. Han blev en min bedste ven. Vi snakkede om grisene, køerne og markerne. Vi gemte os i laden, hvor der lå korn. Jeg kunne jo også godt lege sjovt med hunden Vapse, men den var ikke et rigtigt menneske”

Men Højsen var ren fantasi?

”Nej, nej, han findes skam i virkeligheden nu. Det var mig, der lavede ham” replicerer KB. ”Lige nu siger han for eksempel, at jeg skal tage mig sammen og ikke gå til bunds. Vil du høre med?”.

Hvad mener du…?

”Jeg kan godt tale højt og det kan Højsen også. Skal vi…?”

Jeg nikker, og nu begyndte KB på en engageret samtale med en person i lokalet, som kun han kunne se.

KB: – Jeg går ikke i hundene, H, jeg har bare nogle perioder, hvor jeg ikke gider noget.

H (fremført af KB): – Men du skal også tage dig sammen. Du kan ikke give samfundet og din barndom

skylden for at du er syg.

KB: – Er det hele måske min egen skyld!?

H: – Nej, ikke det hele, men du har et ansvar først og fremmest for dig selv og dine nærmeste.

KB: – Jeg har ikke nogle ”nærmeste”. Hvem skulle det være?

H: – Øh, altså noget familie har du vel, og venner?

KB: – Du ved udmærket godt, at mine bedsteforældre og far og mor er døde for længst. Siden 2001 har jeg ikke haft sådan nogle.

H: – Og din bror? Hvad med ham? Han er da rigtig familie?

KB: – Nej, din torsk, han er en idiot, jeg ikke har set i hundrede år Sidst jeg fik en sms fra

ham, der skrev han, at hvis jeg rejste til USA på ferie, så kunne jeg i hvert fald ikke bo hos ham og hans kone, fordi jeg har en blamerende opførsel, ryger cigaretter osv. Han er kun ude på at hævde sig selv. Faktisk er han syg i hovedet. Lidt af en psykopat, selvom ingen andre end mig har opdaget det endnu. Han er ikke familie. Han gør mere skade end gavn. Han har altid sagt, at han elsker mig, men dagen efter siger han, at jeg er en klovn. Jeg hader ham.

H: – Så, så, roligt. Men hvad med vennerne og kollegaerne? Du skal have kontakt til nogle. Det er vigtigt, at du har et netværk, som det hedder nu til dags. Det er det altså.

KB: – Jeg har sgu´ ingen rigtige venner. Og hvad siger du! Kollegaer? Hvem skulle det være? Siden jeg sagde mit job op, har jeg levet af kontanthjælp. Sådan er det. Okay, jeg hjælper Folkekirkens Nødhjælp med noget. M

en jeg er for syg til at være sammen med andre i ret langt tid af gangen.

Hvilke diagnoser har du egentligt?

KB: – H siger at jeg både er manisk depressiv og skizofren…

Har du drømme?

KB: – Jeg drømmer om at kunne være i fred.

Såvidt Karl Bjarke og Højsen, men de fik mig til at tænke:

Når ideen er, at store netværk omkring psykisk syge skal inddrages, er det så ikke en umulig d

røm? Og hvor ender man henne? Er det overhovedet sådan et samfund, vi ønsker os? Målet kan nærmest se ud, som om alle skal være med, at alle i et eller andet omfang skal behandles.? En artikel i sidste nummer af dette blad havde overskriften: ”Og psykiatrien vil opsluge verden…”. Er det virkelig hvad, vi ønsker os? Er det Laplandsmodellens langsigtede mål? Et totalitært samfund? Så kan man lige så godt gennem tvang-screene alle for psykisk sygdom!

Og mon ikke Karl Bjarke og Højsen er fuldkommen enige med mig. Nok er vi i mindretal. Men vi kan godt have ret alligevel.

Efterskrift: Outsiderens redaktion har Boye Haure mistænkt for at have benyttet sig af fiktion i overstående kommentar, men da vi ikke har kunnet bevise noget, valgte vi at offentliggøre dette alligevel. Red.