Præsten havde kort forinden i sin tale været inde på retfærdighed, og Dorthes pludselige og uforklarlige død, for lidt over en uge siden, satte gang i en hel del eftertanke hos undertegnede om livets skrøbelighed.

foto: Jette Nielsen

Dorthe var en aktiv del af Outsiderens redaktion næsten fra dag 1, da bladet under beskedne former havde sin spæde start i 1996. Gennem årene bidrog hun jævnligt med artikler på trods af et sårbart sind og til tider hård medicinering. For godt et år siden valgte hun af forskellige årsager at sige stop på redaktionen, og helligede sig sporten i Idrættens Hus og Kæmperne af 1998. Derudover tog hun ud og optrådte med Recovery Stand up, og nogle foredrag blev det også til i ny og næ.

Inden dette bliver for meget en tung nekrolog, vil jeg gerne have lov at skifte spor.

Jeg mødte første gang Dorthe i 2000 på Højskolen en bro til livet, som på daværende tidspunkt holdt til på Brogården ved Middelfart. Det var tydeligt at se, at hun fik en del medicin, men hun havde alligevel overskud til at tage på højskole og udfordre sig selv. En dag jeg var på vej til købmanden, mødte jeg hende i løbedress. Det gik vitterlig ikke ret stærkt, men hun kæmpede sig igennem en daglig løbetur, og vi kom denne dag i snak. Venskabet udviklede sig de næste par år til, at vi i sommeren 2002 under endnu et højskoleophold blev kærester. Jeg kendte godt til Outsideren, men hun tog mig med til et redaktionsmøde, som førte til at jeg blev tilknyttet bladet, og har siden da, fra tid til anden skrevet en artikel, når der er noget jeg brænder for.

Dorthe boede på den store boinstitution Sundbygård på Amager, og de gange jeg besøgte hende der, fik jeg et tydeligt indtryk af en ung kvinde, der havde drømme og mål, og ville mere med sit liv, end blot sidde passiv på en psykiatrisk institution.

Vore veje skiltes for en tid, men vi holdt stadig kontakt, og mødtes en gang imellem til et redaktionsmøde på Outsideren. Og Dorthe kom videre! For fire, fem år siden fik hun sin egen lejlighed i et opgangsfællesskab i Bispebjerg. Min kone og jeg besøgte hende der, og vi havde en hyggelig eftermiddag og aften på Nørrebro Bryghus i muntert selskab med hinanden og noget godt øl og mad.

Siden fortalte hun med megen glæde i stemmen at hun havde mødt én. Lars var kommet ind i hendes liv, og jeg har lige siddet med et postkort i hånden, som jeg fik af Dorthe i vinteren 2008, hvor hun var på en dejlig skiferie i Norditalien med Lars. Det varmede mig virkelig at mærke, at hun havde fået det godt og levede.

Men nu er hun død, og de oplysninger jeg har, siger at hun blev fundet livløs i sin seng. Som sagt ved jeg at hun, mens jeg var tæt på hende fik virkelig meget medicin, og hvorvidt det var medicinen, der slog hende ihjel, er det ikke sikkert, vi nogensinde får vished om.

Lavt sat sker der hvert år i DK omkring 150 uforklarlige dødsfald blandt psykiatribrugere, der er i medicinsk behandling med psykofarmaka. Jeg tror at det ville være i Dorthes ånd, at der blev sat seriøst fokus på denne meget alvorlige problemstilling. Dorthe kæmpede bravt, og på trods af meget hårde odds, fik hun et aktivt og indholdsrigt liv.

Vi ses måske igen……