Ifølge sundhedsstyrelsen er medicinen så vanedannende, at den hurtigst muligt bør fjernes fra markede, og derfor har landets læger fået ordre på at skære drastisk ned på udskrivningen af benzo`er. Derudover bliver patienter, der ikke vil undvære deres piller, truet med at få frataget kørekortet med henvisning til medicinens trætheds-fremkaldende virkning.

I artiklen på de næste sider bliver det diskuteret, hvad der fagligt set er op og ned i denne sag, der har haft store konsekvenser for titusinder af mennesker, men alligevel næsten ikke er blevet diskuteret i den brede offentlighed.

Forfatteren til artiklen stiftede første gang bekendtskab med psykofarmaka som 17-årig og har i løbet af de påfølgende seks år været i behandling med ikke mindre end 20 forskellige psykofarmaka. For indeværende er han dagligt i behandling med fem forskellige psykofarmaka for at opnå en vis grad af indre ligevægt.

Han er 23 år, har tre psykiatriske diagnoser, er bosat på Nørrebro i København og lever af overførselsindkomst. Han har ønsket at være anonym, men hans navn er redaktionen bekendt.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 73 / Af anonym

Jeg lægger to tabletter á 0,5 mg på tungen, og den let bitre smag når lige smagscentret i hjernen, inden jeg skyller dem ned med et glas vand. Jeg visualiserer den farmakokinetiske proces i organismen, der først opløser de runde, ferskenfarvede tabletter og dernæst absorberer det aktive stof i mave-tarmkanalen, hvorefter det via blodkredsløbet til sidst passerer blod-hjerne-barrieren og den angstdæmpende virkning indtræffer.

“Drop vanedannende nerve- og sovemedicin”¹, står der på en plakat ophængt i venteværelset hos lægen. Jeg kigger på den røde advarselstrekant og de røde bogstaver på plakaten. Et eksplicit imperativ adresseret til de faste brugere af benzodiazepiner, hvoraf jeg selv er én ud af ca. 100.000 i Danmark.  Trods den offentlige konsensus i Danmark om, at benzodiazepinforbruget er for udbredt, er det en uomgængelig kendsgerning, at benzodiazepinerne er en særdeles virksom lægemiddelgruppe.   I skrivende stund er det lidt over et halvt århundrede siden, at kemikeren Leo Sternbach, der arbejdede for medicinalvirksomheden Hoffmann-La Roche, revolutionerede psykofarmakologien, da han syntetiserede det første benzodiazepin, chlordiazepoxid (Risolid/Librium). Librium lanceredes i 1960 og efterfulgtes i 1963 af diazepam (Stesolid/Valium) (Valenstein, 2002).  Benzodiazepinerne blev alment tilgængelige i 1960′erne og er i løbet af de seneste årtier blevet ordineret til hundrede millioner af mennesker (Rosenbaum, 2005). I “Dynamisk psykiatri” skriver Jørgen Nystrup: “Det var et stort fremskridt, da det første benzodiazepin blev syntetiseret i 1957. […] Vi står i dag med mange gode muligheder for angstdæmpning med denne stofgruppe.” (Nystrup, 1999).

Illustration: Karen Hjermind

Tyve gange så potent
I modsætning til barbituraterne (f.eks. fenobarbital (Fenemal)) og meprobamat (Equanil), der indtil da havde været anvendt i angstbehandlingen (Valenstein, 2002), er benzodiazepinerne relativt atoksiske og har et bredere terapeutisk indeks (ratioen mellem den terapeutiske dosis og den letale dosis) (Gossel & Bricker, 2001). “Benzodiazepines are among the most effective and safest antianxiety agents.” (Dubovsky, 2005).
Desuden er benzodiazepinernes biokemiske virkningsmekanisme blandt de bedst forståede farmakologiske interventioner, og der er ingen kendte irreversible bivirkninger forbundet med langtidsbehandling. (Rosenbaum, 2005).
I årenes løb er der blevet syntetiseret adskillige benzodiazepiner (heriblandt Alopam, Frisium, Tafil, Temesta m.fl.) af forskellige medicinalvirksomheder. De respektive benzodiazepiner er næsten identiske hvad angår deres terapeutiske effekt og bivirkningsprofil (Rosenberg, 2010). De besidder alle anxiolytisk (angstdæmpende), sedativ (beroligende), antikonvulsiv (krampestillende) og muskelrelakserende (muskelafslappende) virkning (Rosenbaum, 2005). Forskellene ligger i, hvordan de optages og udskilles i kroppen (Gerlach & Vestergaard, 2010), hvilket dog også har klinisk relevans:
“Hvis man ønsker en kortvarig angstdæmpende eller søvnfremkaldende virkning, er det mest hensigtsmæssigt at anvende et præparat med en relativt kort halveringstid […] Er der derimod tale om en længerevarende behandling af en kronisk svær angstpatient, psykotisk eller ikke-psykotisk, er et præparat med en lang halveringstid et bedre valg.” (Gerlach & Vestergaard, 2010)

Clonazepam (Rivotril), tyve gange så potent som Valium og ligeledes syntetiseret af Leo Sternbach for Hoffmann-La Roche, blev patenteret i 1964 og lanceret i 1975 (Shorter, 2005) som et antiepileptikum. I december 1997 blev indikationen i USA dog udvidet til også at omfatte panikangst med eller uden agorafobi (Chouinard, 2006), hvorimod indikationen i Danmark fortsat udelukkende er epilepsi, om end opgørelser viser, at størstedelen af ordinationerne på Rivotril kommer fra speciallæger i psykiatri (Institut for Rationel Farmakoterapi, 2010).

Hurtig virkning
Jeg lærte selv Rivotril at kende under en to måneder lang indlæggelse på en lukket afdeling for snart to år siden. Jeg led på det tidspunkt af tankeforstyrrelser og vrangforestillinger, var ængstelig, urolig, forpint, forstemt og plaget af påtrængende selvmordstanker.
Jeg blev sat i antipsykotisk behandling og sideløbende med denne iværksattes intensiv beroligende behandling med Rivotril 2 mg fem gange dagligt. I modsætning til andre psykofarmaka, der som regel er uger til måneder om at virke, giver Rivotril en næsten momentan symptomatisk lindring af angst og uro både over for de psykiske og de fysiske komponenter.
I bogen “Helvedes Malstrøm” skriver forfatteren og journalisten Andrew Solomon: “Jeg er en stor tilhænger af benzodiazepiner, fordi jeg er overbevist om, at Tafil reddede mit liv ved at dæmpe min vanvittige angst.” (Solomon, 2006). 
Imidlertid indskærper Sundhedsstyrelsen i “Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler” fra 2008 i tråd med den førnævnte plakat i lægens venteværelse, at: “Benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler er afhængighedsskabende, og indtagelse vil efter længere tid ofte føre til toleransudvikling, samt udvikling af abstinenssymptomer ved seponering. […] Patienten skal nøje informeres om bivirkningerne ved behandlingen, især de langvarige med tilvænning, reboundfænomener, påvirkning af de kognitive funktioner, øget faldtendens og psykiske ændringer.” (Sundhedsstyrelsen, 2008)  
Og på denne baggrund er Sundhedsstyrelsens anbefaling: “For så vidt angår benzodiazepiner som angstdæmpende behandling, skal man tilstræbe en behandlingsperiode på 4 uger.[…] Langvarig behandling skal undgås.” (Sundhedsstyrelsen, 2008).  

Rationel terapi
I vejledningen “Benzodiazepiner i almen praksis. Ordination og nedtrapning – en praktisk vejledning” fra 2004 fastslås det, at: “Brugen (af benzodiazepiner, red.) bør begrænses til akutte, forbigående tilstande med svære symptomer. Vedvarende angsttilstande som led i generaliseret angst, panikangst og angst i forbindelse med psykoser bør i stedet primært behandles med andre psykofarmaka (SSRI), men benzodiazepiner kan dog i kortere perioder være et nødvendigt supplement til behandlingen.” (Audit Projekt Odense og Institut for Rationel Farmakoterapi, 2004). Fire år efter i 2008 øgede Institut for Rationel Farmakoterapi indsatsen over for forbruget af benzodiazepiner og benzodiazepinlignende midler og udarbejdede en række brochurer om nedtrapning samt nedtrapningsskemaer til brug i almen praksis.  
I “Grundbog i Psykiatri” skriver Anders Fink-Jensen og Erik Simonsen: “Disse præparater (benzodiazepinerne, red.) er i nogen grad kommet i miskredit pga. risikoen for toleransudvikling og fysisk afhængighed. Præparaterne er meget effektive, når man ønsker en hurtig angstreduktion.” (Fink-Jensen & Simonsen, 2010). Dog understreges det i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsen og Institut for Rationel Farmakoterapi: “Præparaterne bør ikke anvendes ud over fire uger og kun i tilfælde, hvor der er en udtalt social dysfunktion på grund af angstsymptomerne.” (Fink-Jensen & Simonsen, 2010).
Indsatsen virker tilsyneladende efter hensigten: “Antallet af personer, der får benzodiazepiner er faldende, og faldet er størst blandt brugere af de langtidsvirkende benzodiazepiner fx nitrazepam.” (Institut for Rationel Farmakoterapi, 2010). “Forbruget af benzodiazepiner er halveret siden 1980’erne, men er stadig meget stort med ca. 100.000 personer i fast behandling med disse præparater.” (Ege, 2010).

Meninger om forbrug
Hvad er grunden til ovennævnte så ihærdige bestræbelser på at nedbringe benzodiazepinforbruget?
Benzodiazepinerne er i tidens løb i vidt omfang ukritisk blevet anvendt til at overkomme “hverdagens små belastninger” (Valenstein, 2002) og almenmenneskelige frustrationer og som Steven L. Dubovsky, M.D. skriver: “Benzodiazepines can reinforce passive approach to illness and desire for immediate relief from a pill.” (Dubovsky, 2005).
Sundhedsstyrelsen fremhæver benzodiazepinernes afhængighedsskabende egenskaber og nævner derudover en række bivirkninger. I “Dynamisk Psykiatri” skriver Jørgen Nystrup: “Bagsiden af medaljen er den psykiske afhængighed, stofferne (benzodiazepinerne, red.) hurtigt giver, med overforbrug og dårligere og mere uspecifik virkning til følge.” (Nystrup, 1999).
Og i bogen “Hjernen som syndebuk” skriver Elliot S. Valenstein: “Samtidig med at de (benzodiazepinerne, red.) ofte havde held til at formindske angst, var de vanedannende, og ifølge et skøn var der omkring 10 millioner valiummisbrugere i USA.” (Valenstein, 2002).
Skønt undersøgelser i 1990′erne konkluderede, at misbrug af benzodiazepiner generelt er et sjældent forekommende fænomen i angstbehandlingen (dog bortset fra hos patienter med en præeksisterende misbrugsproblematik (alkohol, medicin, narkotika, m.m.)), forbliver anvendelse af benzodiazepiner associeret med afhængighed, overforbrug og misbrug. (Rosenbaum, 2005).
Andrew Solomon skriver: “… frygten for afhængighed har imidlertid ført til, at benzodiazepinerne anvendes i al for ringe udstrækning.” (Solomon, 2006).

Og Elliot S. Valenstein skriver videre: “Nogle forskere mener nu, at man kan have overdrevet risikoen for misbrug af Valium og de andre benzodiazepiner.” (Valenstein, 2002).

Især er det langtidsbehandling med benzodiazepiner, der er kontroversielt bl.a. på grund af den vidtgående bekymring for toleransudvikling med aftagende effekt til følge og behovet for løbende at optrappe dosis for at opretholde den anxiolytiske effekt. Imidlertid har opfølgningsstudier ikke tydet på et betydeligt tab af anxiolytisk effekt over tid og ej heller tydet på nødvendigheden af løbende dosisoptrapning for at opretholde effekten (Stevens & Pollack, 2005). Tolerans over for den anxiolytiske effekt af benzodiazepiner forekommer sjældent (Rosenbaum, 2005) og Steven L. Dubovsky, M.D. skriver: “Tolerance develops to sedative effects of benzodiazepines but not to anxiolytic effect” (Dubovsky, 2005).
I 1999 anbefalede en international gruppe af eksperter ligefrem brugen af benzodiazepiner imod angst og vel at mærke også som langtidsbehandling (Rosenbaum, 2005).

Unik virkning
At benzodiazepinerne fortsat finder anvendelse i praksis i dag er formentlig blot en afspejling af deres unikke effektivitet, hurtigt indsættende anxiolytiske effekt og generelt gode tolerabilitet (Stevens & Pollack, 2005) samt deres lave toksicitet og favorable bivirkningsprofil i sammenligning med øvrige psykofarmaka (Rosenbaum, 2005).
For tiden tager jeg fast 3 mg Rivotril dagligt fordelt på tre doser morgen, middag og aften og har herudover 1 mg to gange dagligt efter behov. Er jeg afhængig af Rivotril? Ja, efter næsten to år i fast behandling er jeg nok både psykologisk og fysiologisk afhængig. Vigtigst er det dog, at jeg fortsat er godt hjulpet af Rivotril. Så længe benzodiazepinerne ikke bare anvendes blindt, har de fortsat deres berettigelse: “Benzodiazepinerne er og bliver dog et meget effektivt angstdæmpende middel i psykiatrien både til de lettere psykiatriske angsttilstande og som supplerende angstdæmpende middel i psykosebehandlingen.” (Nystrup, 1999).

————————————————–

Anmærkning fra forfatteren: En del af denne artikel er baseret på artiklen “Attitudes Toward Benzodiazepines Over the Years” af Dr. Jerrold F. Rosenbaum, M.D., leder af Department of Psychiatry, Massachusetts General Hospital og professor i psykiatri ved Harvard Medical School.

Andre kilder:

Audit Projekt Odense og Institut for Rationel Farmakoterapi. (2004). Benzodiazepiner i almen praksis. Ordination og nedtrapning – en praktisk vejledning.

Chouinard, G. (2006). The Search for New Off-Label Indications for Antidepressant, Antianxiety, Antipsychotic and Anticonvulsant Drugs. Journal of Psychiatry and Neuroscience 31 (3) .

Dubovsky, S. L. (2005). Clinical Guide to Psychotropic Medications. W. W. Norton.

Ege, P. (2010). Stofmisbrug. I E. Simonsen, & B. Møhl, Grundbog i Psykiatri (s. 269-286). Hans Reitzels Forlag.

Fink-Jensen, A., & Simonsen, E. (2010). Psykofarmakologi. I E. Simonsen, & B. Møhl, Grundbog i Psykiatri (s. 567-593). Hans Reitzels Forlag.

Gerlach, J., & Vestergaard, P. (2010). Psykofarmaka. Psykiatrifondens Forlag.

Gossel, T. A., & Bricker, J. D. (2001). Principles of clinical toxicology. Taylor & Francis.

Institut for Rationel Farmakoterapi. (2010). Status på benzodiazepinindsatsen. www.irf.dk.

Nystrup, J. (1999). Psykofarmaka. I J. Cullberg, Dynamisk psykiatri i teori og praksis (s. 187-203). Hans Reitzels Forlag.

Rosenbaum, J. F. (2005). Attitudes Toward Benzodiazepines Over the Years. The Journal of Clinical Psychiatry. Volume 66, Supplement 2; Utilizing Benzodiazepines in Clinical Practice: An Evidence-Based Discussion .

Rosenberg, R. (2010). Benzodiazepiner. www.medicin.dk.

Shorter, E. (2005). A Historical Dictionary of Psychiatry. Oxford University Press.

Solomon, A. (2006). Helvedes Malstrøm – En bog om depressionens anatomi. Gyldendal.

Stevens, J. C., & Pollack, M. H. (2005). Benzodiazepines in Clinical Practice: Consideration of Their Long-Term Use and Alternative Agents. The Journal of Clinical Psychiatry. Volume 66, Supplement 2; Utilizing Benzodiazepines in Clinical Practice: An Evidence-Based Discussion .

Sundhedsstyrelsen. (2008). Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Vejledning nr. 38 af 18. juni 2008. Sundhedsstyrelsen.

Valenstein, E. S. (2002). Hjernen som syndebuk. Hans Reitzels Forlag.

Foto: Jette Nielsen

”Jeg vidste, at de ville komme ind på mit værelse og holde mig ned på sengen og give mig en sprøjte. Så jeg ringede til en ven og sagde, at jeg måtte væk, her og nu…”

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 73 / Personlig beretning af Eisa Hunø Swierkosz

Juni, 2010: Der er nu gået otte år, men jeg husker stadigvæk alt. Kunne noget være gjort anderledes dengang? Tjah, jeg var jo virkelig selvdestruktiv og  man kan jo for fanden ikke gå og få hjerneskader af at slå hovedet ind i ting. Men, på den anden side, så fik jeg det i  dagene efter flugten hurtigt meget bedre. Der var lidt hovedbanken, men ikke meget og ikke mere end mine venner kunne klare det. Jeg var omgivet af kærlighed, det sted jeg var. Det var alt, der skulle til. Men mere end psykiatrisk kunne klare.

Hvornår var det begyndt? Måske i foråret 2002, hvor jeg mistede et menneske, der stod mig meget nær. For mig havde hun været et levende bevis på, at verden ikke kun var afs lave. Og at voksne ikke kun var dumme og onde. Selvfølgelig er jeg selv voksen nu, men sådan følte jeg mig ikke dengang. Jeg tænker på folk på min mors alder. Men netop min veninde var faktisk en, der var fornuftig. Som ikke var voldelig og ødelagde mig og alt det der. Hun var død, og jeg var fuldstændig svøbt og viklet ind i sorg. Så jeg henvendte mig på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg og blev indlagt på  afdeling  E9, et lukket afsnit. Jeg var mega-selvdestruktiv.  Ikke om dagen, der havde jeg det faktisk okay, men om natten kastede jeg mig ned på gulvet og slog mit hoved imod væggen. Det var en fantastisk lindring at slå hovedet mod væggen.  Jeg vil ikke sige, at det kan anbefales, men det var nu meget virksomt for mig på det tidspunkt. Men selvfølgelig også pissefarligt, og personalet skulle jo gøre et eller andet, så det endte med tumult, bæltefiksering og et par beroligende sprøjter

Sprøjte bagi

På et tidspunkt må lægen og personalet været blevet enige om, at de ikke gad det show med mig længere. De havde hele tiden tilbudt mig medicin, men jeg havde sagt nej tak til al deres gift. Lægen må have besluttet sig for en tvangsmedicinering, for pludselig kom der ti-tyve personaler ind på mit værelse. Måske var der ikke hele tyve, men der var mange, og lægen havde en pille med, som hun spurgte, om jeg ville have. Det sagde jeg nej til, for jeg troede jo, at medicin ville ændre mig og ødelægge min hjerne. Jeg sagde altså nej, og så kastede de mig ned på sengen, holdt mig fast, gav mig en sprøjte i røven, og så gik de. Jeg havde aldrig, aldrig følt mig så alene. De havde invaderet og ultimativt overskredet mine grænser, og så lod de mig bare sidde der alene på sengen i mit værelse. Jeg havde fået sprøjter i dagene forinden, men det var ligesom sket i kampens hede, når jeg slog hovedet mod gulvet eller væggen, og personalet ville stoppe mig. I de situationer fik jeg rivotril eller serenase . En af de andre ting, der forstærkede følelsen af ensomhed, var at personalet havde taget alle mine personlige ejendele. Min dagbog havde jeg fået lov at beholde, men ellers måtte jeg gå i hospitalets tøj, bruge deres dårlige, små tandbørster, små stykker sæbe, medicinbægre og små tuber tandpasta. På den måde mister man en del af sin personlighed, og end ikke min seng var rigtig min egen.

På flugt

Jeg vidste, jeg ville blive udsat for tvangsmedicinering igen. Ti personaler ville komme ind på mit værelse og holde mig ned på sengen, og så ville jeg få en sprøjte, hvis jeg ikke sagde ja til tage medicinen frivilligt. Jeg tænkte, at det her ville ødelægge mig. Så jeg ringede til en ven og sagde, at det bare ikke gik, og at jeg ville væk fra hospitalet, og at det skulle være nu. Hun gik så i gang med at lægge en flugtplan, som kom til at inddrage tre andre. Selve flugten forløb således: Til den lukkede afdeling, hvor jeg var indlagt, var der en have, som man kunne få lov at gå ud i, med et to meter højt hegn omkring. Det var afgørende at jeg havde udgang til haven, for det var ved at kravle over hegnet, at jeg skulle slippe væk. Jeg fik besøg af en ven, der skulle hjælpe mig over hegnet, hvis jeg var alt for dopet af medicin, til selv at kunne klare det. Hvis det blev nødvendigt, skulle min ven holde personalet hen under flugten, men de opdagede ikke noget, og der var ingen problemer med at komme over hegnet.

På den anden side af hegnet havde mine venner placeret en pæn dame, hvilket vil sige en af mine veninder med et løst tørklæde om halsen og et eller andet dameblad i hånden, så hun så normal og uskyldig ud. Hun eskorterede mig og min ven hen til en bil, som de i anledning af flugten havde sat falske nummerplader på. I bilen sad en chauffør, og vi kørte alle fire væk fra Bispebjerg Psykiatriske Hospital, uden nogen lod mærke til det. I de næste fjorten dage boede jeg hos en veninde. Jeg ville ikke bo hjemme hos mig selv, for så ville politiet finde mig, og jeg ville blive indlagt igen. Det ville jeg aldrig kunne have holdt til. Så ville mit liv være gået helt i opløsning.

Skær og snak

Inden denne indlæggelse på Bispebjergs lukkede afdeling, havde jeg haft to, måske tre indlæggelser. Det kan jeg ikke huske, for det var tilbage i 2002. Men jeg havde allerede rigtigt dårlige oplevelser med det psykiatriske behandlersystem. Især fordi jeg ikke ville tage medicin, og samarbejdet imellem patient og læger og sygeplejersker begynder først, når man accepterer at tage alle deres piller. På den måde fik jeg bekræftet alle mine værste fordomme, om at de bare ser mennesket som en maskine, man fylder medicin på. Så jeg var meget oppe på barrikaderne dengang. Men jeg kom jo selv og henvendte mig på Bispebjerg med snitsår og meget andet, selvom jeg vidste det var et skidt sted. Jeg spørger stadig mig selv hvorfor? Svaret er jo nok, at der ikke er nogen alternativer.

Når man kaster med ting, skærer i sig selv og slår hovedet mod gulvet eller væggen, så har man ikke andre muligheder end psykiatrisk afdeling. Jeg har ikke nogen ideer til, hvad samfundet ellers skulle tilbyde, som det er nu. Det handler jo også om hvordan du bliver mødt, når du er indlagt.  Personalet på de psykiatriske afdelinger kunne godt bruge mere tid på dialog og samtale. For eksempel kunne de have talt med mig om, hvor frygtelig ked af det jeg var, fordi nogen, jeg holdt af, var død, i stedet for at sygeliggøre det. Men med de ressourcer, der er til rådighed både dengang i 2002 og nu, er der slet ikke tid til samtale. Det er visionsløst, synes jeg.  Hvis man så patienten som et helt menneske og ikke bare som en hjerne, der skulle justeres, så ville manges psykiatri -historier ville have været anderledes. Det tror jeg.

Valgte et filter

Men der var jo undtagelser, som for eksempel psykiateren Alice Madsen.  Som jeg havde ambulante samtaler med. Vi snakkede, men jeg ville stadig ikke tage medicin. Men en dag spurgte hun, om jeg havde tænkt på, at medicinen kunne give mig en form for filter? Det spekulerede jeg længe over. Det kunne da være meget praktisk med et filter, for jeg kunne slet ikke gå på gaden, hvor der var støj og alt bare trængte ind. Og så nåede jeg efter nogen tid frem til, at jeg gerne ville have et filter. Så tog jeg medicinen frivilligt, og så startede samarbejdet. Men via min psykiaters input nåede jeg selv frem til, at jeg ville prøve at tage medicin. Og det er jo sådan, det skal foregå. Du kan ikke forcere den proces og proppe medicin i folk, der ikke vil have det. På et tidspunkt forklarede en psykolog mig, at incestramte overlevere som mig  som regel ikke bryder sig om at have depotmedicin inde i kroppen. Jeg forstod med det samme præcist, hvad hun mente. Det er slemt nok for alle at blive tvangsmedicineret, men når man har været udsat for incest, er det fuldstændigt utilgiveligt at få overskredet sine fysiske og psykiske grænser, som det sker under en tvangsmedicinering. Og så med en sprøjte. Det var simpelthen så ubehageligt.

Plejer, plejer bøj dig i mit støv

Jeg er både støv og aske

Det er mig, der ligger bomben i din taske

Du bliver ikke glemt

Kærlig hilsen din paranoia-patient

Jeg har altid rejst meget. For mig har sommer altid været ensbetydende med at rejse ud og opleve verden.

Men for to år siden fik min sindslidelse overtaget og jeg blev langtids-sygemeldt og røg på kontanthjælp. Til dem der ikke ved det, er det ikke tilladt at forlade landet, når man lever af kontanthjælp. Og det er heller ikke let at få råd til en rejse med det beløb, der kommer fra kommunen.

Fra Outsideren nr. 73′s sommertema / Af Katrine Fokdal

Til mit sidste møde med kommunen var jeg så heldig at finde ud af, at hvis man befinder sig inden for det der hedder F2 (psykose-spektret) har man faktisk lov til at rejse ud af landet i fire uger om året, hvis ens kontaktperson ellers mener det er forsvarligt.

Dette gjorde mig enormt glad. For mig ville det være en meget positiv ting for min sygdom at komme ud og opleve noget, når man som mig er født med en udforsker i maven. Men der er stadig det økonomiske problem.

Jeg er så heldigt stillet, at jeg har en meget rejseglad familie, som også er utrolig gavmild og gerne inviterer. Men ikke alle er så heldige.

I år bliver jeg dog hjemme og vil bruge tiden på den dejlige by, jeg bor i. Jeg synes, hovedstaden har meget at tilbyde. Specielt er jeg glad for jazz-festivalen. En uge, hvor byen fyldes med musik, kan næsten opfylde mit behov for at rejse ud.

Ud over det har jeg også en fast sommertradition med at tage en uge på højskole i Jylland på et musikkursus. Et kursus, jeg har besøgt de sidste 10 år. Det er måske en lidt atypisk sommerbeskæftigelse, fordi man er enormt meget på en hel uge i træk. Men jeg elsker det og det er klart et af årets højdepunker for mig. Jeg kan dog godt mærke, at min sygdom påvirker mig meget også der. Min medicin gør, at jeg er meget træt, og sidste år måtte jeg op og sove hver gang, der var en lidt længere pause i musikken, lige som jeg heller ikke kunne feste natten lang, men måtte passe min skønhedssøvn i stedet.

Alligevel giver kurset mig en selvtillid, som jeg ikke ville undvære for noget.

Derfor er dette en ferieplan, som jeg varmt kan anbefale. Der findes så mange fede tilbud på de mange danske højskoler. Ikke kun musik. Der er noget for enhver smag. Det er et godt alternativ, når man ikke kan rejse ud og ikke har råd til det.

Så – min sommer består af musik og så håber jeg, at det danske sommervejr vil være med mig.

Selvportræt af Katrine

”Til de, der ikke ved det, så er det ikke tilladt at forlade landet, når man lever af kontanthjælp.”

Katrine Fokdal er midt i tyverne og kreativ på mange områder, bl.a illustrerer hun på Go-cards og underviser i dans. Hun er netop flyttet til en lejlighed på Nørrebro med bedre plads til at male. Flere af hendes værker kan ses på gallerifokdal.dk.

Foto: Karolina Zapolska

”Først fire år efter fandt min nye psykiater ud af, at Litium ingen virkning havde overhovedet, fordi det slet ikke blev brugt til at behandle sindslidelser som min…”

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Niels Gjern Johansen

1997, fra vinter til sommer: Cipramil, middel dosis. De første to måneder med Cipramil følte jeg en enorm kedsomhed og ville hellere være deprimeret igen, så jeg slap for tomheden og i det mindste følte et eller andet. Derefter virkede Cipramil ikke det store. Men det var stor lettelse, at min psykiater kunne fortælle, hvorfor jeg havde haft det så dårligt i mange år. Jeg havde jo troet, det var mig, der var noget galt med, den måde jeg levede og tænkte på. Og så var det bare nogle kemiske balancer i hjernen, som kunne rettes op med medicin. Hvilken befrielse!

1997 sommer til 2000 vinter: Efexor, høj dosis. Medicinen virkede udmærket, men den gav mig en voldsom kvalme. Det betød blandt andet, at jeg kun skulle drikke små mængder alkohol, før jeg kastede op. Det gik godt med at tage Efexor, men efter to et halvt år fik jeg leverbetændelse og var i to måneder så svag, at jeg højst kunne gå hundrede meter uden pause. Det var leverens allergiske reaktion på medicinen, og lægerne sagde, at jeg ville dø, hvis jeg fortsatte med at tage Efexor. Udover leverbetændelsen fik jeg også en stor psykisk nedtur, fordi jeg ikke kunne tage medicin af nogen art.

2000 forår til 2004 efterår: Zoloft, stor dosis. Denne medicin havde en god virkning, som dog blev ødelagt i mindst en uge af selv meget små mængder alkohol. I samme periode tog jeg Litium i en lav dosis. Først fire år efter fandt min nye psykiater ud af, at Litium ingen virkning havde overhovedet, fordi det slet ikke blev brugt til at behandle sindslidelser som min.

2004-05 vinter og forår: En ny nedtur begyndte, og i løbet af denne vinter prøvede jeg fem-seks forskellige slags medicin, som jeg ikke kan huske navnene på. Men det kan også lige meget, for de virkede ikke nogen af dem, og jeg fik det stadig værre.

2005 sommer: Abilify, middel dosis. Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling for første og indtil nu eneste gang, og efter få dage med Abilify fik jeg smerter i hele kroppen, som om jeg havde kraftig influenza. Selv når jeg lå ned, gjorde det ondt. Desuden fik jeg problemer med at gå, på grund af smerterne, og fordi medicinen gjorde, at man fik problemer med at koordinere sine to bens bevægelser. Jeg fik en ny slags medicin, der skulle dæmpe de alvorlige bivirkninger, men den hjalp kun lidt. Men Abilify var en ny type medicin på markedet, så psykiaterne gav den til alle, for ligesom at få testet den, og i mit tilfælde faldt resultatet altså ikke godt ud. Jeg tog kun Abilify i få uger. Samtidig begyndte jeg at tage de to typer beroligende medicin Truxal og Oxazepam, som ikke virkede, selvom jeg nogle dage i det skjulte tog det tredobbelte af den højeste dosis. Oxazepam hjalp dog imod tømmermænd, fandt jeg ud af.

2005 efterår: Seroquel, høj dosis. Denne medicin gjorde mig meget søvnig, så jeg tog det hele, inden jeg gik i seng.  Det viste sig efterhånden at virke, men dog først efter at jeg havde taget det over et halvt år.   I 2009 begyndte jeg langsomt at trappe ned med Seroquel, uden at det gav problemer.

2006 forår: Cymbalta i højeste dosis. Når Seroquel først begyndte at virke efter et halvt år, som jeg noterede ovenfor, så kan det hænge sammen med, at jeg samtidig begyndte med Cymbalta, som jeg stadig tager i højeste dosis. Og eftersom det ikke giver problemer at trappe ned på Seroquel, kunne det være, at fremskridtet skyldtes den store dosis Cymbalta. Men jeg er ikke sikker, for jeg har jo mange erfaringer at trække på, og det overordnede billede er, at man aldrig ved, hvordan den næste slags medicin virker!

Fra Outsiderens temanummer om medicin

Niels Gjern, 31 år, er uddannet i Public Relations Management på RUC og næsten færdig med at skrive en bog om Søren Krarup. Niels Gjern ryger merskumspibe og har efter eget udsagn to forbrydere som genboer, der høfligt leverer de ting tilbage, de stjæler… hvis de ikke virker eller ikke kan få dem solgt. Niels Gjern er just trådt ind på arbejdsmarkedet og glæder sig til fremtidens udfordringer.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Sharma Tai Christensen

Mange, ligesom jeg, har jo fået psykiatrisk behandling med medicin igennem tiderne. Jeg har prøvet mange præparater i min psykiatriske karriere. For mig har den karriere været livslang. Rekordforsøget begrunder jeg med den kendsgerning, at jeg allerede som tre-årig fik min første angstdæmpende medicin! Det var mine forældres indsats, fordi de synes, at jeg var et uroligt barn. Hvilket livligt 3-årigt barn er ikke det? Jeg fik min medicin, og så blev jeg ellers lukket inde på et lille bitte toilet, indtil jeg var holdt op med at græde. Der var jeg, til jeg ikke havde mere stemme og flere tårer. Datidens, og specielt husets, omtågede omsorg og grundlæggende pædagogik.

Hvordan kan jeg huske det, når jeg er super dårlig til at huske? I dag er det dog kun korttidshukommelsen, jeg har problemer med. Sagen er, at lige inden min mor døde af kræft, var jeg på besøg hos hende. Her fortalte hun mig en masse om min barndom. Noget vidste jeg og kunne stadig mærke det på egen krop. Men hun indrømmede, at de ikke havde behandlet mig, som de skulle. Ingen kærlighed osv. Omsorgssvigt hedder det i dag. Den fortrolige samtale plejer jeg at kalde “Min mors angertale”. Hun kunne ikke gå i døden, uden jeg vidste. hvad der var sket dengang.

Ellers har mit liv været i medicinens tjeneste. Jeg nævner i flæng: Fluanxol. Restenil. Saroten Retard. Rivotril. Fontex. Lamictal. Lexotan. Zyprexa. Litarex. Zoloft. Cipramil. Flere kan jeg ikke huske, og slet ikke rækkefølgen. Men det er jo medicinens egen skyld, godt fulgt på vej af fjorten elektrochock. Flere af medikamenterne har jeg selvfølgelig også fået som cocktails. Som kombinationer. Lidt angstdæmpende. Så en lille en til stabilisering af grundstemningen og som dessert en decideret antidepressiv ting. Velbekomme!

Det hele veldisponeret og uden det mindste besvær. Frit leveret til døren. Dosispakket fra Dalgas Apotek. Trukket over PBS. Mærket med dato og en pose til morgen, middag, aften og så en til natten. Sorgløst og uden brug af værktøj. Tror de jeg er tosset? En rulle til fjorten dages forbrug. Herefter forlænges  det gode liv med en ny rulle… Og en ny rulle…    Bivirkningerne siger næsten sig selv, dem vil jeg ikke dvæle meget ved. Jeg føler mig i det hele taget som én stor bivirkning. Men selv det kan man, trods alt, få medicin for… Tror I jeg har en chance fremover? Jeg mener altså det med rekordbogen!

Sharma Tai Christensen er 60 år og skribent i flere blade samt forfatter, maler mv. På det seneste har han tilføjet Outsideren til sin stak af aktiviteter.

Foto: Jette Nielsen

Det lyder jo helt rigtigt.

Det med at alle pårørende tidligt skal inddrages i forløbet, at der kun tales om patienten, når han eller hun er til stede, og at der ikke må tages beslutninger om familien, uden at den er til stede og med til at bestemme.

Men jeg har alligevel et problem med Laplandsmodellen. For den bygger på den antagelse, at ”alle har en familie”, som pioneren Jaakko Seikkulas udtrykker det.  Og er det nu også rigtigt? Og er det altid gavnligt at inddrage den?

Jeg vil her fortælle en historie om en mand, der er uden for den laplandske rækkevidde. Det mener han i hvert fald selv. Og jeg er nok enig.

Det handler om Højsen – en fantasifigur, som for mange år siden blev skabt af én, der som barn var socialt isoleret på grund af omstændighederne.

Skaberen af Højsen, herefter kaldet H, er Karl Bjarke Hansen, herefter kaldet KB. For at forstå H, skal man først forstå KB.  Og jeg har mødt KB. Han ringede til mig en mandag først i november i år, og vi mødtes dagen efter på mit kontor.

KB fortalte, hvordan han blev psykisk syg allerede som lille barn, da han sammen med sine forældre og storebror boede på en stor herregård langt ude på landet. Det er næsten 50 år siden. Faderen knoklede i døgndrift med landbruget og KB husker, at han kun så ham ved spisetiderne. Moderen knoklede i køkkenet, og måtte også tage del i landbrugsarbejdet. Ellers kunne de ikke få det til at hænge sammen økonomisk. Allerede dengang var herregårde ikke, hvad de har været.

Storebroderen var syv år ældre end KB, og gad kun sjældent lege med ham. Og der var ikke andre legekammerater i miles omkreds. Derfor var han meget ensom.

I dag har KB ikke nogen familie. Hans mor og far er døde, og storebroderen rejst til USA. De to brødre har stort ingen kontakt med hinanden. Storebroderen synes, KB er mærkelig.

KB er ugift og barnløs. Han kender mange mennesker, men synes selv, at han ikke har nære venner overhovedet. Han holder næsten altid jul, påske og nytår helt alene.

Hvordan har du overlevet sådan et liv?

KB svarer: ”Mens jeg boede på gården, opfandt jeg en kammaerat, jeg kaldte Højsen. Han blev en min bedste ven. Vi snakkede om grisene, køerne og markerne. Vi gemte os i laden, hvor der lå korn. Jeg kunne jo også godt lege sjovt med hunden Vapse, men den var ikke et rigtigt menneske”

Men Højsen var ren fantasi?

”Nej, nej, han findes skam i virkeligheden nu. Det var mig, der lavede ham” replicerer KB. ”Lige nu siger han for eksempel, at jeg skal tage mig sammen og ikke gå til bunds. Vil du høre med?”.

Hvad mener du…?

”Jeg kan godt tale højt og det kan Højsen også. Skal vi…?”

Jeg nikker, og nu begyndte KB på en engageret samtale med en person i lokalet, som kun han kunne se.

KB: – Jeg går ikke i hundene, H, jeg har bare nogle perioder, hvor jeg ikke gider noget.

H (fremført af KB): – Men du skal også tage dig sammen. Du kan ikke give samfundet og din barndom

skylden for at du er syg.

KB: – Er det hele måske min egen skyld!?

H: – Nej, ikke det hele, men du har et ansvar først og fremmest for dig selv og dine nærmeste.

KB: – Jeg har ikke nogle ”nærmeste”. Hvem skulle det være?

H: – Øh, altså noget familie har du vel, og venner?

KB: – Du ved udmærket godt, at mine bedsteforældre og far og mor er døde for længst. Siden 2001 har jeg ikke haft sådan nogle.

H: – Og din bror? Hvad med ham? Han er da rigtig familie?

KB: – Nej, din torsk, han er en idiot, jeg ikke har set i hundrede år Sidst jeg fik en sms fra

ham, der skrev han, at hvis jeg rejste til USA på ferie, så kunne jeg i hvert fald ikke bo hos ham og hans kone, fordi jeg har en blamerende opførsel, ryger cigaretter osv. Han er kun ude på at hævde sig selv. Faktisk er han syg i hovedet. Lidt af en psykopat, selvom ingen andre end mig har opdaget det endnu. Han er ikke familie. Han gør mere skade end gavn. Han har altid sagt, at han elsker mig, men dagen efter siger han, at jeg er en klovn. Jeg hader ham.

H: – Så, så, roligt. Men hvad med vennerne og kollegaerne? Du skal have kontakt til nogle. Det er vigtigt, at du har et netværk, som det hedder nu til dags. Det er det altså.

KB: – Jeg har sgu´ ingen rigtige venner. Og hvad siger du! Kollegaer? Hvem skulle det være? Siden jeg sagde mit job op, har jeg levet af kontanthjælp. Sådan er det. Okay, jeg hjælper Folkekirkens Nødhjælp med noget. M

en jeg er for syg til at være sammen med andre i ret langt tid af gangen.

Hvilke diagnoser har du egentligt?

KB: – H siger at jeg både er manisk depressiv og skizofren…

Har du drømme?

KB: – Jeg drømmer om at kunne være i fred.

Såvidt Karl Bjarke og Højsen, men de fik mig til at tænke:

Når ideen er, at store netværk omkring psykisk syge skal inddrages, er det så ikke en umulig d

røm? Og hvor ender man henne? Er det overhovedet sådan et samfund, vi ønsker os? Målet kan nærmest se ud, som om alle skal være med, at alle i et eller andet omfang skal behandles.? En artikel i sidste nummer af dette blad havde overskriften: ”Og psykiatrien vil opsluge verden…”. Er det virkelig hvad, vi ønsker os? Er det Laplandsmodellens langsigtede mål? Et totalitært samfund? Så kan man lige så godt gennem tvang-screene alle for psykisk sygdom!

Og mon ikke Karl Bjarke og Højsen er fuldkommen enige med mig. Nok er vi i mindretal. Men vi kan godt have ret alligevel.

Efterskrift: Outsiderens redaktion har Boye Haure mistænkt for at have benyttet sig af fiktion i overstående kommentar, men da vi ikke har kunnet bevise noget, valgte vi at offentliggøre dette alligevel. Red.

Formålet med planerne er naturligvis at få sugerøret ned i statskassen.

Og ja, det lyder enkelt – men er mere end det.

For om planerne også reelt kan skabe et bedre liv for sindslidende, er  ikke det vigtigste i disse uger, hvor finansloven kan skimtes i det fjerne. Lige nu handler det simpelthen om at få den første dans. Og her har Danske Regioner skrevet sig øverst på regeringens balkort med planen, de har kaldt intet mindre end – ”En psykiatri i Verdensklasse”…

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 69 / Af Klavs Serup Rasmussen

-Hvad synes du om Regionernes plan for psykiatrien?

Spurgte Outsideren en psykiater på et Distriktspsykiatrisk Center på Amager.

- Jeg beskæftiger mig ikke med politik, var svaret.

Måske er der kun en håndfuld mennesker i Danmark, der er fuldstændig klar over, hvad forskellen er på regionernes og kommunernes opgaver. Og de fleste af dem, der ved det, er sandsynligvis embedsmænd i kommuner og regioner.

Indenfor psykiatrien er forskellen på kommune og region, groft sagt, at regionerne driver de psykiatriske centre og de tilknyttede distriktspsykiatriske centre. Kommunerne står for botilbud, støtte- og kontaktperson ordningen, socialcentrene og alt det, der kaldes socialpsykiatrien.

Der er mange diskussioner frem og tilbage mellem kommuner og regioner, om hvem der bærer ansvaret, når det brænder sammen for en psykisk syg borger. Og det brænder ofte sammen. På Psykiatrisk Center Amager er 85% af indlæggelserne således genindlæggelser.

Men for embedsmænd er to ting vigtige, uanset om de er ansat i kommune eller region. Den ene er at have en klar politisk instruks, om hvad der skal sættes i gang, og den anden er, om der er penge nok i kassen.

Og måden hvorpå pengene kommer i kassen, udgør den største forskel på kommune og region. For kommunerne kan opkræve skat. Det kan regionerne ikke, og regionerne er derfor i sidste ende afhængige af politisk velvilje, når den næste finanslov skal vedtages. Lige nu forhandles der finanslov for 2010.

Derfor er regionerne altid nødt til at være på tæerne rent politisk. Især hvis de vil have flere penge og større indflydelse. Så sent som til de konservatives landsmøde i september, ønskede flere af de delegerede at nedlægge regionerne. Hver dag er altså en kamp på liv og død, når man er region.

Der har i de seneste år været stor opmærksomhed i medierne omkring psykisk syge, der er gået amok, eller psykisk syge der har dræbt nogen eller er blevet dræbt under voldsomme omstændigheder.

De anklagende fingre har bl.a peget på sundhedsminister Jacob Axel Nielsen, og presset på ministeren har gødet jorden for at kræve flere penge til psykiatrien. Som resultat er der det seneste halve år kommet psykiatriplaner ud af skufferne hos Danske Regioner, Socialdemokraterne, SF og Bedre Psykiatri. Sundhedsstyrelsen har lavet en national strategi for psykiatrien. Kun Kommunerne halter lidt bagefter.

Kampen om at sikre sig psykiatrikronerne, bliver ført ved at fremlægge den mest slagkraftige plan for, hvad pengene skal bruges til. En god plan skaber både opmærksomhed om psykiatrien og om sig selv.

Og Danske Regioner kom først. De var ganske enkelt hurtigst ude med en plan. Og derfor kan ingen efterfølgende sige noget om psykiatrien, uden også at nævne Danske Regioner.

Om at sætte sig på en debat

Danske Regioner fremlagde i marts planen ”En psykiatri i Verdensklasse,” der sidenhen er blevet gransket og diskuteret af alle, der er involverede i psykiatrien. Behandlere, brugere, pårørende og politikere.

At bringe psykiatrien i Danmark op i verdensklasse er tilsyneladende en nem sag. Med otte visioner og en ønskeliste til to milliarder kroner, beskriver Danske Regioner, hvordan det kan gøres.

Men det ville være en fejltagelse udelukkende at læse ”En psykiatri i verdensklasse” som en håndbog i at udvikle og optimere psykiatrien og forholdene for psykiatribrugerne.

- Planen er vores forsøg på at sætte en politisk dagsorden. Den skal skabe helhed imellem alle de ting, der arbejdes med i psykiatrien, og det mener jeg der er behov for. Men først og fremmest går planen ud på at få Folketinget til at forholde sig til den måde, man fordeler pengene i sundhedsvæsenet lige nu, siger Bent Hansen, socialdemokrat og formand for Danske Regioner.

Og Bent Hansen har stærke kort på hånden lige for tiden. Ikke bare er der farverige historier i medierne om de farlige psykisk syge. Han har også en stak tørre tal på sin side.

I perioden 2000 til 2008 er pengeposen til den del af sundhedsvæsenet, der behandler sygdomme i kroppen, altså de somatiske sygdomme, vokset med 33%. I samme periode har psykiatrien kun fået 7% mere.

Psykiatrien sakker altså bagud, mens problemerne på området har gjort det til et godt tidspunkt at klemme foden i døren hos regeringen og pænt bede om flere penge.

Derfor er den uforståelig

Siden Danske Regioner fremlagde deres otte visioner for at bringe psykiatrien op i verdensklasse, har tidsskriftet Outsideren forsøgt at finde de steder, hvor visionerne tager fat på det, som psykiatribrugere normalt brokker sig over i hospitalspsykiatrien: At der gives for meget medicin, og ikke er nogen nedtrapningsplan. At man bliver udskrevet for hurtigt eller slet ikke kan få lov til at blive indlagt. At bivirkningerne fylder for meget. Eller at der er så lidt behandling, at indlæggelserne mest minder om opbevaring, at…

Spørgsmålet er om det overhovedet har Danske Regioners interesse lige nu.

- Bent Hansen, hvad synes du om, at det kan være svært at forstå prioriteterne i og formålet med ”En psykiatri i Verdensklasse”?

- Det er jeg jo lidt ked af. Men planen er skrevet med henblik på at lægge pres på Folketinget, og komme i dialog med de faglige selskaber, der skal sige god for planens faglige indhold. Ellers bliver den bare skudt ned og så er den ubrugelig. Jeg ved godt, at man som bruger kan sige: nå, de kører en debat deroppe, som det er svært at se formålet med. Og det gab kan selvfølgelig blive et problem, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner:

– Men så må sådan nogen som mig ud og forklare, hvad det betyder i hverdagen.

Kampen om at sætte dagsordenen, er først og fremmest en kamp om at pege højlydt på sig selv, i god tid før regeringen beslutter sig for at bruge flere penge på psykiatrien. Men det politiske spil har konsekvenser.

Der er mange planer for psykiatrien i øjeblikket

- Regionernes psykiatriplan er et meget godt billede på psykiatrien. Alle laver deres eget uden at tale sammen. Derfor vil den heller ikke på nogen måde løse problemerne, for der er ingen koordination mellem de enkelte planer og heller ikke mellem områderne i psykiatrien. Jeg kan ikke få øje på helhedstænkningen, og det er psykiatriens kerneproblem: De enkelte systemer taler forbi hinanden, siger Özlem Sara Cekic, der er SF’s psykiatriordfører.

Så længe psykiatrien er delt op i områder, der tænker på hver sin måde – og laver hver sin plan – er der langt til den helhedsorienterede indsats, som alle er enige om at sindslidende har behov for. Men fordelingen af opgaverne mellem regioner og kommuner – to systemer, der har meget svært ved at blive enige – er ikke den eneste sten på vejen.

- Regionernes og Sundhedsstyrelsens planer handler kun om sundhedsdelen. De tager slet ikke fat på  de sociale problematikker. Der er heller ikke noget i sol og måne, der tyder på, at regeringen har ambitioner om at lave en psykiatriplan, der går på tværs – og så er vi jo lige vidt, siger Knud Kristensen, næstformand i Sind og medforfatter til ”Håndbog for psykiatribrugere.”

Samme kritik høres fra kommunerne. I stedet for en helhedsorienteret indsats, er det de lægefaglige anbefalinger, der fylder på den politiske dagsorden.

Özlem Sara Cekic ser ikke ”En psykiatri i Verdensklasse” som et overbevisende skridt i den rigtige retning.

- Det der sker i retspsykiatrien lige nu, viser tydeligt at det eneste man laver er lappeløsninger. Det er ren symptombehandling, når man ikke forsøger at gøre noget ved de årsager, der fører til at flere sindslidende ender i retspsykiatrien, siger Özlem Sara Cekic – Jeg synes, at flere af visionerne er gode, men planen er slet ikke konkret nok. Der står ikke noget konkret om hvad man vil gøre ved brugen af tvang eller hvordan pårørende skal inddrages. Der er vigtigt at være opmærksom på alt det, regionerne ikke taler om. Mange af de ting man ved virker, er slet ikke taget med.

Özlem Sara Cekic er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på flere forskellige psykiatriske afdelinger. Hun deltog tilfældigvis i det forberedende arbejde til regionernes plan. Det var da hun arbejdede på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.

Der tegner sig et billede af, at de politiske hensyn vejer mindst lige så tungt, som hensynet til psykiatrien i regionernes plan. Og sandsynligvis også i alle andre planer, der er fremlagt på det seneste. Det politiske spil skal spilles før man kan beslutte sig for, hvad der skal gøres for mennesker med en psykisk sygdom. Sagt på en anden måde. Der skal penge i kassen først. Det er det vigtigste.

De otte visioner i ”En psykiatri i Verdensklasse,” er derfor også otte gode grunde til at give flere penge til netop det behandlingsapparat, som regionerne driver. Sygehusene. Psykiaterne. Forskningen. Informationskampagner iværksat af regionerne.

- Det er klart at visionerne handler om de ting regionerne laver i forvejen. Desuden ville de også få på puklen, hvis de gav sig til at lave visioner på vegne af kommunerne, siger næstformand i Sind, Knud Kristensen

Men formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, tager gerne chancen.

- Vi tager ikke så meget udgangspunkt i, om det er os eller kommunerne der skal udføre opgaven. I det danske sundhedsvæsen, er vi gode til kun at kigge på den ene ting der foregår lige foran os, men det, der er afgørende for borgeren, er ikke om mit personale er effektivt på afdelingen. Det er helheden der er vigtig. Altså både den akutte hjælp når jeg bliver syg, men også hvad der sker bagefter. Det skal hænge sammen, og så tror jeg, at borgeren er ret ligeglad med, om det er den regionale eller kommunale kasse der betaler, siger Bent Hansen.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at Danske Regioner på intet tidspunkt har sat sig ned og drøftet med kommunerne, hvordan man skaber en helhedsorienteret indsats overfor borgere med sindslidelser.  Bent Hansens projekt er hovedsagligt at skabe troværdighed omkring ”En psykiatri i Verdensklasse,” overfor dem der i sidste ende bestemmer det hele. Regeringen, der laver finansloven.

- Vi, der stiller de daglige rammer til rådighed, skal have regeringen til at holde fast i, at dem skal der investeres i, siger Bent Hansen.

Der er ingen der ved, hvornår regeringens psykiatriplan bliver offentliggjort. Men for hver sag i aviserne om en psykisk syg, der kaprer et tog og kræver forhandlinger med FBI, øges presset på Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen. Og når det skal gå stærkt, er det rart, at der står så mange klar med løsninger på problemet.

Historien gentager sig altid

Den finske psykolog Jaakko Seikkula, der er en af hovedkræfterne bag Laplandsmodellen, har den teori, at uden en samlende vision, risikerer psykiatrien i et samfund at ende i en spiral af mere tvang og mere kontrol.

- Bent Hansen, i ”En psykiatri i verdensklasse” er en af de få konkrete ting der er nævnt, ønsket om at oprette 50 flere retspsykiatriske sengepladser. Ville det ikke være mere visionært, at skrive at man ønsker 50 færre retspsykiatriske senge?

- Jo. Men problemet, er at hvis du går ind i vores fængsler, sidder der for mange, der ville have det meget bedre, hvis de fik psykiatrisk behandling. Som det er nu, får de ikke behandlet det, som det drejer sig om. Nemlig at de har et problem, siger Bent Hansen.

Men måske er der en alternativ forklaring på den eksplosive vækst i antallet af retspsykiatriske patienter.

Outsideren har i længere tid fulgt udviklingen, og er undervejs stødt på flere psykiatribrugere, der har oplevet det som en fordel, at få en retspsykiatrisk dom. Før dommen bestod den psykiatriske behandling i alt for korte indlæggelser og alt for tidlige udskrivelser. Efter dommen, begyndte den egentlige behandling.

- Det jeg hører fra psykiatribrugere er, at hvis man vil have ordentlig psykiatrisk behandling i dag, så  er det en fordel at have en retspsykiatrisk dom, for så er der endelig god tid til behandlingen?

- Det skal jeg ikke afvise, siger Bent Hansen.

Den store udflytning fra sindssygehospitalerne begyndte i slutningen af halvfjerdserne. De sindslidende skulle ud og bo i samfundet i stedet for at være gemt væk på store hospitaler. Distriktspsykiatrien blev oprettet og næsten 5000 hospitalssengepladser nedlagt.

Men desværre kom det aldrig til at fungere så godt, som mange havde håbet på.

Da de sindslidende var flyttet tilbage i samfundet, begyndte problemerne at melde sig. Sidenhen er antallet af retspsykiatriske patienter femdoblet, og nødløsninger som ambulant tvang – hvor sindslidende kan hentes i deres hjem og tvangsmedicineres – ligner efterhånden en politisk realitet.

Der er lige nu noget, der ligner en bevægelse tilbage mod de gamle lukkede hospitaler. Og det hedder retspsykiatrien. Nu er det bare ikke hovedporten der er lukket, som på de gamle sindssygeanstalter. I stedet er der hegn rundt om hver afdeling og rundt om boldbanerne. Græsplænerne er øde, for ingen må gå ud.

- Bent Hansen. Kender du den teori, der siger at antallet af institutionspladser er konstant?

- Ja, jeg har hørt om den, siger Bent Hansen og griner.

Hvorvidt det er konsekvensen af at udflytningen fra hospitalerne blev tilrettelagt forkert, eller om det skyldes, at vanetænkningen indenfor psykiatrien altid fører til det samme, altså sindssygeanstalten, er ikke til at sige. Som psykiatribrugere er det vigtige hvor man kan få en god behandling, og tilsyneladende er det sjældent nok at sige man har et problem. Man skal også være et problem.

Det har vist sig overordentligt svært for samfundet, at genoptage de sindslidende der er vendt tilbage til lokalsamfundet. Det store spørgsmål er derfor nu, om samfundet er klar til at ofre flere penge på psykiatrien. Og hvor mange politiske handler, regionerne er villige til at indgå undervejs.

- Alt i alt synes jeg, at regionernes plan er et sobert og flot stykke arbejde. Min alvorligste kritik går på, at Danske Regioner den ene dag kommer med så flot udspil og så den næste dag uden at kny accepterer en økonomiaftale, der intet giver til psykiatrien, siger Knud Kristensen, næstformand i Sind.

Måske vil jeg sove dagen væk

foto: Karolina Zapolska

Et liv som det, der beskrives på disse sider, bliver næppe nogensinde omdrejningspunktet for en storfilm fra Hollywood.

Ikke desto mindre er det en eksistens, der kræver en hel ekstraordinær viljestyrke, ukuelighed og moral.

Sidse Zille Hansen er 38 år, førtids-pensionist og bor i haveforening i København SV. Under overskriften ”Dagbog fra Hulen” skriver hun her om sin tilværelse, fra midten af august og ind i det tidlige efterår. Om tanker og gøremål i hverdagen – om trangen til at sove, behovet for at dele, lysten til at leve…

Læs det nye nummer – spørg på dit bibliotek hvis du ikke selv har råd til et abonnement

Læs også om:

Jeg var slet ikke forberedt

Historien om et bæltefix

Magtspil i verdensklasse

Om region, psykiatriplan og timing

Superstar fra det høje nord

Han vil revolutionere psykiatrien

Erotik og sex, nej tak

Om ikke at ville i bukserne på noget som helst

Hvem vil være millionær?

Gæt hvad en psykiater tjener

foto: Jette Nielsen

Vi mødtes i Vanløse. Til sidst fik jeg lyst til at høre hans historie. Fint nok.

Fra tidsskriftet Outsideren nr. 68 /Af Boye Haure

Der er noget med Arnes mave. Han forklarer: ”Den gør forfærdeligt ondt, og er i konstant kaos. Det er meget smertefuldt, og jeg har forstoppelse hele tiden”.

Det drejer sig om: Arnes fornemmelse for medicin. Den fornemmelse er opbygget gennem mange års erfaring med kraftig medicinering. Han har fået mindst et dusin forskellige slags piller igennem årene. Arne forklarer: ”Jeg mener at medicinen har ødelagt min mave, men lægerne foreslår blot endnu mere medicin! Nemlig mod forstoppelse.”

Jeg har mødt Arne flere gange på værestedet ”Flinten”. Til sidst fik jeg lyst til at høre hans historie. Det var han med på, men han skulle have lov til at læse historien, før den blev trykt. Så ville jeg til gengæld modtage en skriftlig erklæring med tilladelse til at offentliggøre artiklen.

Arne er 56 år. Han er 1,83 høj, og vejer 90 kg, så han er altså på ingen måde blevet fed af medicinen.  Han fortæller:

”Mit liv gik nogenlunde i starten – omend besværligt. Jeg tog en almindelig 10. klasse, og kom i arbejde og under uddannelse. Først i malerlære og siden teknisk tegner. Jeg var dygtig til mit arbejde”. Men så skete der noget: ”Jeg blev syg for 37 år siden, og kom på førtidspension for 25 år siden”.

Arne: ”Jeg har fået psykofarmaka i forskellige doser siden 1972, og har været indlagt i perioder. Det vil sige et par gange om året i cirka en måneds tid. Men én gang i et halvt år for 9 år siden. Jeg var helt rundt på gulvet, og sådan noget. . . psykotisk”. Arne lægger vægt på, at vi skriver følgende: ”Jeg har aldrig været underlagt tvang, andet end at en overlæge engang sagde, at hvis jeg ikke tog medicinen, så blev jeg udskrevet”.

Alvoren understreges af denne barske erindring: ”Den sidste psykose oplevede jeg for 4 år siden. Jeg prøvede at trappe ud af medicinen, og fik det dårligt og så´ n, og så´ n. En aften krakelerede jeg. Jeg troede at nogle sendte hemmelige signaler til mig gennem tekst-tv, og jeg var overbevist om, at nogle ville likvidere mig. Jeg så mystiske mænd nede i gården, som jeg mente ville slå mig ihjel. Så ringede jeg til politiet, og fortalte dem om det. De kørte mig til en psykiatrisk skadestue, og derefter blev jeg indlagt på en åben afdeling, hvor jeg fik neuroleptika”.

Baggrunden for Arnes voldsomme medicinering, forklarer han således: ”Da jeg startede med medicin, var der ikke så meget at vælge imellem. Men der kommer hele tiden nye præparater til. Jeg skiftede også medicin, fordi jeg fik nye diagnoser. Forskellige læger havde hele tiden forskellige opfattelser”.

”Først troede de, at jeg var skizofren. Så hed det personlighedsforstyrrelser og grænsepsykotisk. De har også sagt, at jeg var skizotypisk. Nu kalder de det paranoid skizofren”.

Arnes mave er i dag hårdt ramt. ”Det kan ikke komme ud” fortæller han. En ekstrem forstoppelse. Han er blevet undersøgt i hoved og r..! ”Lægerne påstår at jeg ikke fejler noget somatisk, men det er jeg helt uenig med dem i. Jeg måtte forklare dem, at somatik og psyke hænger sammen”.

”Igennem snart 40 år er min mave blevet udsat for: trilafon, saroten, emipramin, anafralin, truxal, oxazepam, floransol, rispadal, dogmatil, tekratoll og noget mere, som jeg ikke lige kan huske”! Vi drøfter stavemåderne på disse elleve præparater, og bliver enige om, at vi bare staver dem, som vi gætter på, og som de sædvanligvis udtales – det er ikke afgørende for historien.

Arne tænker tilbage: ”Omkring 1980 skete der noget. Maven blev træg. Jeg tog ”Husk”, ja, det hedder det virkeligt. Jeg købte det selv. Det virkede en smule mod problemerne med maven”. Eksperten Arne udtaler: ”Jeg kan konkludere, at der i nogle tilfælde kan være alvorlige bivirkninger. Jeg har læst mig til at bivirkningerne, ved det jeg har fået, kan være hjerteproblemer – i værste fald med døden til følge – samt overvægt der giver livsstilssygdomme. Jeg har selv fået konstateret hormonforstyrrelser, og oplevet svimmelhed, kvalme, sløvhed, og jeg savler i perioder – altså udover maveproblemerne”! Også det har jeg læst mig til, kan hænge sammen med brug af psykofarmaka”.

Arne redegør for forholdet mellem hans mave og læger: ”Jeg har haft problemer med maven igennem årene, men for nylig blev det rigtigt slemt., og så gik jeg til lægen. Hun undersøgte mig bagi, og skrev en henvisning til Bispebjerg Hospital til nærmere udredning. Jeg blev indlagt i fire dage, fordi det var så problematisk, at den udrensningskur jeg fik, og som er det stærkeste på markedet, ikke virkede på mig. Derfor havde de svært ved at undersøge mig i tyktarmen.

Personalet sagde at det var psykofarmakaen, der er årsag til, at udrensningen ikke virkede på mig. Det var en ubehagelig og smertefuld undersøgelse, som stod på i tre dage i træk, hvor jeg blandt andet fik et smertestillende præparat intervenøst i forbindelse med undersøgelsen. Resultatet var at der sådan set ikke var noget alvorligt galt med min tyktarm. Men problmet var ikke løst. De kan jo ikke måle smerterne i maven og den forringede livskvalitet.

Jeg har overvejet en sag ved Patientklagenævnet med krav om erstatning, men jeg orker det ikke. Der var ellers en sygeplejerske ved distriktet, der til bød at hjælpe med at udfærdige en klage. Men det bliver nok ikke til noget”.

Arne er blevet træt af at kæmpe mod systemet. Det er opslidende, og i sig selv en psykisk belastning, der bare er for meget.

Han indtager nu denne holdning: ”Jeg ønsker bare at leve et stille og roligt liv – uden at blive indlagt mere og uden vrøvl med maven”.

Arne har fremtidsplaner: ”Jeg forventer de næste år, at jeg drosler ned i medicin. Jeg vurderer at jeg vil få det bedre. Reelt har jeg forhandlet med lægerne om psykofarmaka igennem 35 år. Jeg har en interesse, der hedder læsning, og det er bredt. Dermed har jeg fået indsigt i psykofarmakas bivirkninger”. Arne er autodidakt mediciner, og han har prøvet medikamenterne på egen krop, hvad de færreste læger har.

Midt under interviewet på værestedet blander ”Olsen” sig. Han fortæller: ”Undskyld, men må jeg lige sige, at jeg har fået injektioner hver 14. dag igennem 32 år. Nu er jeg 60 år. Jeg har oplevet en kraftigt svulmende medicinmave i den periode, hvor jeg er gået fra at veje 65 kg til 153 kg!”. Men ”Olsen” vil ikke interviewes.

Arne fortsætter:

”Det handler meget om medicin. Man bliver fastholdt i sygdomsrolle og sådan noget, og det er svært at komme udenom. Hvordan kommer man videre?”

”Da jeg for første gang var indlagt på en somatisk afdeling med maven, oplevede jeg det helt anderledes end på en psykiatrisk afdeling. Man måtte gøre, hvad man havde lyst til. Ikke noget med at man bliver lagt i seng på et bestemt tidspunkt og sådan noget. Mens en psykiatrisk afdeling, kan nogle gange opleves som kæft, trit og retning!”

Arne har et sidste forslag: ”Det er skruen uden ende, at patienter stopper med medicinen, når de er ude, at de indlægges og medicineres igen, kommer ud og stopper, osv. Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne blive indlagt til at få hjælp til at blive medicinfri.”

Arnes hukommelse og mavefornemmelse svigter ham ikke. Men tilbage står spørgsmålet: Hvad har ødelagt Arnes mave?

———————————————————-

Efterskrift: Kort før deadline ringede Arne, fordi han var kommet i tanke om endnu et præparat, han har fået – altså udover trilafon, saroten, emipramin, anafralin, truxal, oxazepam, floransol, rispadal, dogmatil og tekratoll, som allerede er nævnt i artiklen – nemlig: Revotril.

Du kan læse om lægemidler i online-kataloget medicin.dk

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 68 / Af Jens Rønn

Katrine Woel læner sig ind over bordet i sin lejlighed, der ligger klods op af en jernbanebro.

Måske for at understrege sin pointe eller også bare for at overdøve larmen fra godstoget, der høres igennem den åbne altandør.

Ordene går i hvert fald klart igennem.

- Der er så mange psykisk syge, der har virkelig mange fordomme om dem, som ikke er psykisk syge, siger hun med eftertryk. – Det mener jeg helt seriøst. De tror virkelig, at hvis de kommer et sted og siger at de er psykisk syge, så er de dømt på forhånd.

Katrine Woel er selv psykisk syg, men i modsætning til andre har hun valgt at være fuldstændig åben om sig selv. Eksempelvis kender alle hendes medstuderende på Københavns Universitet til hendes sygdom.

- Jeg har aldrig mødt en, der har mobbet mig eller gjort nar af mig på grund af min psykiske sygdom. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor psykisk syge har så mange negative forestillinger om mennesker udenfor psykiatrien. For mig er det ekstremt fordomsfuldt over alle de gode mennesker, der har mødt mig.

Medicin i smug på toilettet

foto: Jette Nielsen

Katrine Woel er i dag 32 år gammel og lægger ikke skjul på meget. Men dengang for 12 år siden, hvor hun første gang blev rigtig syg og indlagt på psykiatrisk afdeling, da anede hun ikke, hvad hun skulle sige til omgivelserrne.

-Jeg havde fået diagnosen akut paranoid angstpsykose og det lyder jo drabeligt, så mine klassekammerater på Handelsskolen spurgte om jeg var farlig. Og jeg kunne ikke rigtig finde ord for hvad jeg fejlede, fordi det hele var så nyt for mig. Jeg fattede ikke, hvad der var sket med mig og hvorfor jeg tog medicin, så jeg greb derfor i luften efter en forklaring og forklarede, at jeg led af angst. Det accepterede de så.

Heller ikke overfor den mand, der var dukket op i hendes liv, kunne hun finde de rigtige ord.

- Jeg kunne egentlig godt lide ham. Men jeg vidste at han ville afkræve mig nogle svar. Jeg valgte så at skjule det for ham og tage min medicin i smug på toilettet. Han er det eneste menneske i hele mit liv, jeg nogensinde har løjet for. Ikke fordi jeg var bange for hans reaktion, men fordi jeg skammede mig over ikke at kunne forklare, hvad jeg fejlede.

Outsideren: – Hvordan kom du så frem til at være åben omkring…?

Katrine Woel: – Med tiden fik jeg en lang større forståelse af, hvad jeg fejler, og det har sat mig i stand til åbent og direkte at fortælle omgivelserne om min sygdom. Det handler om at sige noget på en måde, så folk ikke bliver bange for en. Folk udenfor psykiatrien vil gerne have noget meget overordnet, sådan at de lige kan håndtere det.  I dag er jeg i stand til at forklare, hvad mine vrangforestillinger handler om og hvordan de opstår, såfremt folk ønsker en forklaring. Til andre siger jeg måske bare, at jeg lider af angst og nogen gange burer jeg mig inde. Og alle har jo et eller andet forhold til angst. Så derfor er reaktionen lidt: Nå, er det ikke andet. OK, det kan vi godt forstå.

- I de perioder hvor jeg har det allerdårligst og hvor sygdommen fylder rigtig meget, så trækker jeg mig mere tilbage og bruger kun de mennesker, der har psyken til at håndtere det. Men stadig er det en fordel åbent at melde ud til alle, at jeg har det skidt, sådan at folk omkring mig bedre kan forstå, hvorfor jeg slet ikke giver lyd fra mig i en periode. Hvis de ikke vidste noget, så ville de måske føle sig svigtet. Nu ved de, at Katrine bare har det dårligt og har brug for lidt plads i øjeblikket.

Åbne kort i restauranten

Som studerende har Katrine Woel undertiden haft brug for et job til at spæde økonomien op med lidt ekstra penge. Men hvad siger man til en arbejdsgiver, når man lider af en psykisk sygdom, der gør at man har det meget svært med personlige konflikter og intriger på arbejdspladsen? Og at man af og til gange går helt ned med flaget?

Ikke netop en arbejdsgivers drøm om den rigtige jobansøger. Eller hvad?

Men også her valgte Katrine Woel at spille med åbne kort:

- Jeg havde skrevet i min ansøgning til et afløserjob som tjener, at fordi jeg var psykisk syg, så var jeg meget interesseret i kosten. Arbejdsstedet var en økologisk restaurant, der gik meget op i kost og økologi og miljø, og så kom jeg til jobsamtale, hvor vi sad og talte en time om hvordan maden kunne påvirke kroppen og være med til at bygge hjernen op og så videre.

-Så…det endte med at jeg fik  stillingen…

- Det lyder næsten for nemt til at være sandt – man skal bare være åben og sig selv, så går det derudaf…?

Katrine Woel: – Nej, det er ikke i sig selv er nok at være ærlig. Selvfølgelig skal man ikke sige noget der skræmmer arbejdsgiveren væk.  Det handler om at tage ansvar overfor arbejdsgiveren og derfor kan man kan ikke tillade sig at sige sådan overordnet at sige at man ikke er stabil.  Man skal derimod gøre det helt klart hvor mange dage man forventer at være væk. Jeg kan for eksempel mærke det på min krop, når jeg vil gå ned om et par uger, og det har jeg så advaret mine forskellige arbejdsgivere om, så de har kunnet tage højde for det i deres planlægning.

- Hvad siger du til parolen: Vi som samfund har et socialt ansvar overfor de stakkels skrøbelige psykisk syge mennesker, der ikke kan følge med i det hæsblæsende tempo ude i samfundet?

- Tjah…der er da blevet taget specielle hensyn til mig de steder jeg har arbejdet,  på den måde at jeg nogle gange har fået lov til at få fri til at gå til lægen. Hvis der er konflikter, så har jeg også gerne ville have at chefen prøver at løse dem for mig.  Men modsat, så mener jeg at jeg har et større æresbegreb end mine kolleger. Det ser jeg som en styrke. Jeg tør nok også lidt mere end mange andre og er mindre fordomsfulde overfor nye opgaver.

Katrine Woel er sikker på, at hendes tilstedeværelse tit har gjort en forskel.

- Det at jeg er åben, gør også at mine kolleger begynder at tale om deres. Alle mennesker har jo noget, de går rundt og gemmer på…så har min kollegas bror måske lige haft en motorcykel-ulykke eller også er der en anden, der er blevet skilt, og så videre. Mennesker vokser, når de tør være åbne omkring hvad der går dem på. Det gør det lettere at støtte hinanden og tage over for andre, når de har brug for det.

Om at grine af selvmordsforsøg

Når Katrine Woel kigger tilbage over perioden siden hun blev syg i starten af tyverne, så har hun kun positive ting at sige om de mennesker, hun har mødt på sin vej. Alle har i en eller anden udstrækning været gode til at støtte hende, når hun havde behov for det.

- Der må være nogen der har taget afstand fra dig?

- Det er egentligt først nu på det seneste, at jeg har tænkt tanken: Gad vide hvad folk har ment om mig, når jeg har åbnet munden. Men hvis der har været nogen, der har haft fordomme og har syntes, at jeg var syg og retarderet og sær, så har de folk holdt sig væk eller også har de været så langt ude i periferien, at jeg ikke har opdaget dem.

Der er dog noget, Katrine Woel ikke kan opnå blandt sine medstuderende på Københavns Universitet eller kollegerne på arbejdspladsen – og det er en virkelig forståelse af, hvad det vil sige at være psykisk syg. Den kan hun kun finde blandt andre psykisk syge.

- Når jeg er sammen med de andre brugere af psykiatrien så kan vi sidde og tale frit om, at der har været tre selvmordsforsøg i sidste uge.  Eller vi kan sidde og dele erfaringer om det at vågne op efter to dage efter en overdosis af piller. Den slags kan man kun sidde og tale om med andre psykisk syge, fordi kun vi kan forstå, hvordan man har kunnet komme så langt ud, at man tog så mange piller. Andre folk synes jo det er dybt alvorligt og dybt kriminelt og hvad ved jeg. Men vi kan sidde og grine af den slags, fordi vi bare synes at det er en del af livet.

Siger Katrine Woel, mens endnu et tog støjer forbi udenfor lejligheden. Hvor altandøren står åben – naturligvis.