Mange psykisk syge oplever at de sover overordentlig meget – nogen endda helt op til 12 timer – før de føler sig udhvilede. For mange er det frustrerende at søvnen fylder så meget, men hvad der mere nøjagtigt sker når man indtager psykofarmaka og lukker øjnene, har jeg talt med søvnforsker og psykiater Gordon Wildschiøtz om.

I oktober 99 blev jeg af min egen læge henvist til behandling for depression hos en psykiater under noget der hed Dansk Psykoanalytisk Selskab (psykoanalyse my ass!). Efter den første session hvor jeg snakkede lidt om mine umiddelbare følelsesmæssige problemer, fik jeg stukket en pjece i hånden som skulle give et overblik over depressionssygdommen.

Her tidligere på dagen lå jeg i min seng som så ofte før og kiggede op i loftet, mens jeg blæste tyggegummibobler. Jeg tænkte: jeg klarer ikke at leve det her liv længere, det kan være fuldstændig ligegyldigt nu. Sådan har jeg tænkt så mange gange før, men idag var jeg fuldstændig desperat. Nu gør jeg det sgu, tænkte jeg.

I New York Times kunne man for nylig læse om ny forskning i genetikken bag skizofreni og autisme. Man har endnu ikke kunne kortlægge arveligheden bag psykiske lidelser, og derfor er det umuligt at påvise arveanlæg for psykiske lidelser hos gravide kvinder, så hun kan abortere en baby, der har anlæg for skizofreni eller autisme.

I fredags kunne man læse i politiken at omkring halvdelen af de pårørende til skizofrene er fornærmede over at de ikke kan få indblik i behandlingen eller diagnosticering af deres sindssyge slægtninge, og at de ikke for deres egne behov opfyldt fordi de bliver holdt ude i mørket.

I dag kan man læse i Politiken at visse patienter på Sct. Hans har ventet i over 6 år, efter at de er færdigbehandlet, fordi der ikke er nogle passende botilbud for dem, der ikke kan klare sig i en selvstændig bolig. 6 år!!! Problemet med at være indlagt så længe er at man fuldstændig mister forbindelsen til virkeligheden.

 Kan psykiaterne gøre mere skade end gavn, når det handler om de håbløse tilfælde? Jeg har set utallige patienter, navnlig på Sundbygård, som bliver ved med at være lige tossede uanset hvor mange forskellige slags medicin de får. Nogen bliver endda ved med at være psykotiske selv på høje doser Leponex.