Præsten havde kort forinden i sin tale været inde på retfærdighed, og Dorthes pludselige og uforklarlige død, for lidt over en uge siden, satte gang i en hel del eftertanke hos undertegnede om livets skrøbelighed.

foto: Jette Nielsen

Dorthe var en aktiv del af Outsiderens redaktion næsten fra dag 1, da bladet under beskedne former havde sin spæde start i 1996. Gennem årene bidrog hun jævnligt med artikler på trods af et sårbart sind og til tider hård medicinering. For godt et år siden valgte hun af forskellige årsager at sige stop på redaktionen, og helligede sig sporten i Idrættens Hus og Kæmperne af 1998. Derudover tog hun ud og optrådte med Recovery Stand up, og nogle foredrag blev det også til i ny og næ.

Inden dette bliver for meget en tung nekrolog, vil jeg gerne have lov at skifte spor.

Jeg mødte første gang Dorthe i 2000 på Højskolen en bro til livet, som på daværende tidspunkt holdt til på Brogården ved Middelfart. Det var tydeligt at se, at hun fik en del medicin, men hun havde alligevel overskud til at tage på højskole og udfordre sig selv. En dag jeg var på vej til købmanden, mødte jeg hende i løbedress. Det gik vitterlig ikke ret stærkt, men hun kæmpede sig igennem en daglig løbetur, og vi kom denne dag i snak. Venskabet udviklede sig de næste par år til, at vi i sommeren 2002 under endnu et højskoleophold blev kærester. Jeg kendte godt til Outsideren, men hun tog mig med til et redaktionsmøde, som førte til at jeg blev tilknyttet bladet, og har siden da, fra tid til anden skrevet en artikel, når der er noget jeg brænder for.

Dorthe boede på den store boinstitution Sundbygård på Amager, og de gange jeg besøgte hende der, fik jeg et tydeligt indtryk af en ung kvinde, der havde drømme og mål, og ville mere med sit liv, end blot sidde passiv på en psykiatrisk institution.

Vore veje skiltes for en tid, men vi holdt stadig kontakt, og mødtes en gang imellem til et redaktionsmøde på Outsideren. Og Dorthe kom videre! For fire, fem år siden fik hun sin egen lejlighed i et opgangsfællesskab i Bispebjerg. Min kone og jeg besøgte hende der, og vi havde en hyggelig eftermiddag og aften på Nørrebro Bryghus i muntert selskab med hinanden og noget godt øl og mad.

Siden fortalte hun med megen glæde i stemmen at hun havde mødt én. Lars var kommet ind i hendes liv, og jeg har lige siddet med et postkort i hånden, som jeg fik af Dorthe i vinteren 2008, hvor hun var på en dejlig skiferie i Norditalien med Lars. Det varmede mig virkelig at mærke, at hun havde fået det godt og levede.

Men nu er hun død, og de oplysninger jeg har, siger at hun blev fundet livløs i sin seng. Som sagt ved jeg at hun, mens jeg var tæt på hende fik virkelig meget medicin, og hvorvidt det var medicinen, der slog hende ihjel, er det ikke sikkert, vi nogensinde får vished om.

Lavt sat sker der hvert år i DK omkring 150 uforklarlige dødsfald blandt psykiatribrugere, der er i medicinsk behandling med psykofarmaka. Jeg tror at det ville være i Dorthes ånd, at der blev sat seriøst fokus på denne meget alvorlige problemstilling. Dorthe kæmpede bravt, og på trods af meget hårde odds, fik hun et aktivt og indholdsrigt liv.

Vi ses måske igen……

Jeg fik selv lyst til at finde ud af, hvad systemet egentlig kan tilbyde af støtte, hvis man får mod på lidt mere end de gængse socialpsykiatriske reservater/fristeder. Sidste sommer begyndte jeg i en alder af 46 at tage kørekort, efter igennem nogle år at have samlet mod til det.

Jeg vidste at det ville blive hårdt, og den antagelse kom i høj grad til at holde stik. Efter 34 køretimer og efter to gange at have skiftet kørerlærer, lykkedes det i januar i tredje forsøg at bestå køreprøven. Det var en stor dag at stå med det midlertidige førerbevis i hånden, og det gav forståeligt nok mod på mere her i tilværelsen.

Jeg har siden 1995 kommet i Aktivitetshuset her i Odense, og i lange perioder været glad for det, men nu syntes jeg ærlig talt, at tiden var inde til at prøve kræfter med nogle nye udfordringer. Det første jeg gjorde var at sende en mail til en nøgleperson i socialpsykiatrien, som jeg kendte ret godt, og hun satte mig i forbindelse med Rehabiliteringsteamet. Jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente, men tog med åbent sind til den første samtale. Det var dog noget af en skuffelse, da medarbejderen fortalte, at jeg kunne komme i forskellige grupper så som: social færdighedstræning, kognitiv terapigruppe eller i en livshistoriegruppe.

Jeg syntes helt ærligt ikke, at det var sådanne tiltag jeg havde brug for, men mere noget afklaring omkring hvad jeg skulle. Skulle det være uddannelse, skåne/flexjob eller noget helt tredje. Nu har jeg haft en fire – fem samtaler henover foråret og frem til sommerferien, og er så afklaret med, hvad jeg vil, at jeg i morgen(04.08.09) skal til samtale på et plejecenter med henblik på at komme i praktik der.

Om de kan bruge mig på plececentret, har jeg ingen anelse om. Mit CV er ikke just imponerende. Reelt set, har jeg aldrig, siden jeg i en alder af 17 år kom ind i psykiatrien, bestredet et almindeligt fuldtidsjob, så det er en stor mundfuld. Uanset hvordan det går i morgen, er jeg meget fokuseret på at få en almindelig sundhedsfaglig uddannelse, og måske på sigt komme af med min pension og blive selvforsørgende.

Mit forløb med rehabilitering her i år, har selvfølgelig ført til, at jeg har gjort mig nogle tanker om begrebet. Rehabilitering og recovery er beslægtede, og hvis man skæver til definitioner på de to begreber er rehabilitering mere et målrettet, tidsafgrænset forløb hvor fagpersoner er med inde over.

Hvor recovery for mig at se, mere er brugerens egen unikke rejse frem mod at blive herre i eget liv. Rehabilitering kan virke lidt som systemets måde at styre og overtage brugernes recovery. Jeg tror så heller ikke på, at recovery kan planlægges, styres og forceres frem. Det vil altid være en uforudsigelig, ukontrollabel og vildtvoksende udvikling hos den enkelte hen mod at komme sig, gerne med støtte fra venner, kæreste, familie og såmænd også fra professionelle.

Har du erfaringer med rehabilitering eller mere styrede recoveryforløb?

Lige pt er jeg selv udsat for en hel del stress. Der har været nogle problemer, der hvor jeg bor med nogle meget larmende overboer, som vi klagede over, og efterfølgende blev udsat for et voldeligt overfald. Nu er de heldigvis flyttet, da boligforeningen smed dem ud, og det har givet noget ro. Men samtidig har jeg kastet mig ud det vovelige projekt at tage kørekort i en alder af 46 år. Og jeg skulle hilse og sige at det er ikke så nemt at erhverve et kørekort idag i forhold til tidligere. Men jeg har mod på det, og det kunne virkelig være stort at stå med det kort i hånden. Det ville der være noget empowerment i.