Sindssyg eller gal? Psykiatriske behandlingsmetoder i historisk perspektiv

Her gennemgår Anne-Mette Knudsen en række historiske forhold, der har haft betydning for psykiatriens udvikling – og især for patienterne.

At have en psykisk lidelse, eller –  som det engang kaldtes – at være sindssyg eller gal, har aldrig været sjovt for dem, der led af sygdommene. Ingen vidste, hvor sindssyge stammede fra, og man var desuden bange for sygdommen. Måske fordi de syge af og til gik bersærk og derfor måtte behandles temmelig hårdhændet.

af Anne-Mette Knudsen

Tvangsbehandling af den slags mennesker, som tidligere ikke engang blev kaldt for patienter, bygger altså på en lang historisk tradition, og når man i dag læser om de forskellige kure og behandlingsmetoder, som de syge blev udsat for, får man kuldegysninger ved tanken om de ydmygelser og mishandlinger, som de syge måtte gennemgå.

Generelt set var lægernes viden om sygdomsbehandling i middelalderen og renæssancen begrænset, og lægerne nød ikke den samme autoritet og tillid som kirkens mænd, der i vid udstrækning støttede sig til Guds hjælp og vilje, når det gjaldt sygdom. Og lægernes evner  til at kurere sygdomme var heller ikke været ret stor. Desuden var det dyrt at lade sig behandle af en læge, så de fleste klarede sig, som de bedst kunne. Eventuelt med hjælp fra kloge mænd og koner

Helt frem til 1700-tallet og oplysningstiden bestod behandlingen af sygdomme i hjernen i en kombination af tvangskure, urtemedicin, bønner og religiøse ritualer samt magiske formler. Både læger og kloge folk tilsluttede sig denne form for behandling i forsøget på at behandle sygdommen: En slags djævleuddrivelse.

1600– og 1700-tallets læger og videnskabsmænd tog afstand fra fortidens forklaringer og accepterede i stedet for mange af tidens nye teorier og opdagelser om mennesket. Ulempen ved dette var, at patienten blev glemt i denne sammenhæng. Lægerne og forskerne var ivrige efter at gøre nye opdagelser og foretage målinger, at det vigtigste formål med lægevidenskaben gled i baggrunden: At behandle patienterne.

Helt op til midten af 1800-tallet var holdningen blandt læger, at masturbation kunne have skrækkelige følger. Denne form for sexuel aktivitet kunne således medføre rygmarvsbrok, sindssyge samt mange andre sygdomme eller tidlig død.

Selv om man et godt stykke  op i 1800-tallet stort set intet rigtigt vidste om sindssyge, er der i tidens løb blevet skrevet meget om det – helt tilbage fra oldtiden. Det gjaldt både herhjemme og i udlandet. Der er således skrevet lægebøger om sindslidelser, som på asyler og andre hjem blev efterprøvet.

Men en slags reform og bevægelse tog fat med William Battie (1704-1776) i England. Han mente, at der burde opføres særlige institutioner for de fattige og syge sindssyge. Tidligere havde nogle af de sindslidende været anbragt på arbejdsanstalter, hvor de i deres anfald blev bundet til pæle. Andre skrækhistorier var, at man gravede et hul i jorden til den syge og anbragte ham der, hvor han ikke kunne røre sig, og det endte da til sidst også med, at han som regel døde af denne behandling.

I Frankrig gjorde en anden betydelig person sig gældende med en lærebog fra 1801. Det var J. E. D. Esquirol (1772-1840),  men også han måtte konstatere, at forholdene for de syge i byerne var elendige og umenneskelige. Han blev imidlertid inden for psykiatrien og skrev endnu en lærebog  i 1838, hvor sindssygdomme beskrives som somatiske hjernelidelser. Det vil sige legemlige sygdomme, og dermed afskrev han altså teorien om , at de syge var besat af djævlen eller måske udsat for Guds straf eller lignende.

E. Esquirol: Des maladies mentales. Paris 1888

En betydningsfuld opdagelse inden for hjerneforskning blev gjort af den tyske psykiater Hans Berger (1873-1941). I 1929 fandt han ud af, at  man kan aflede elektriske signaler fra hjernen ved hjælp af elektroder, der var sat fast på hovedbunden. Det var begyndelsen til elektroencefalografi, EEG. Men Hans Berger havde ikke iværksat sin undersøgelse for at gavne epilepsiforskningen, men for at tilgodese psykiatrien, fordi han havde håbet, at EEG kunne give en større forståelse af, hvordan samspillet var mellem legeme og sjæl, men det mål blev ikke nået  med EEG.

Fordomme, fattigdom og forsørgelse
Den store uvidenhed om, hvad sindssyge var, og hvordan den kunne eller skulle behandles medførte usikkerhed og utryghed hos mange mennesker. Selv lægerne har i tidens løb haft teorier om sindssyge og årsagerne til sygdommen, som gjorde tilværelsen besværlig og til tider helt umulig for patienterne. Deres afhængighed af både læger, familie og andre mennesker gjorde dem til lette ofre for fejlbehandlinger, fordomme og social udstødelse.
Op gennem middelalderen blev teorien om sygdom som en besættelse mere almindelig, og da sindssyge var en uforklarlig sygdom, måtte det ses som djævelens eller andre dæmoners værk. Alternativt kunne sindslidelser ses som Guds straf for en eller flere synder, den syge havde begået.

Med den holdning til syge mennesker og mere specielt til sindslidende var der ikke langt fra mistro til de syge og dermed måske også en angst for, at sygdommen skulle smitte. Denne angst og uvidenhed blev omsat til handling ved at begrænsede sindslidendes tilværelse og i nogle tilfælde fordrive dem fra landsbyerne.  Dermed var der kun klostrenes barmhjertighed tilbage og senere måske fattiggårdene eller en eller anden fængselslignende anstalt, hvor de syge førte en elendig tilværelse og en hård kamp for at overleve hverdagen.

Behandlingsmetoder
Men hvordan var de så disse behandlingsmetoder som de sindslidende blev udsat for?
Beskrivelsen af forholdene for sindslidende patienter i 1800-tallet  giver enhver, der læser om dem, kuldegysninger. Den generelle teori bag de moralske/psykiske behandlingsmetoder var, at sindssygdommene var forårsaget ved overdrevne følelser og for voldsomme lidenskaber. Som følge heraf måtte kurens formål være at gennembryde patientens indre modstand og nedbryde lidenskaberne. Midlerne hertil var at skabe frygt. Lægens autoritet skulle ved hjælp af tvangsmidler føre til den syges totale underkastelse, hvorefter lægen gradvist kunne genopbygge den syges sind ved at befri patienten for tvangsmidlerne. Når vi i dag læser om disse behandlingsmetoder, forundres vi og spørger os selv: Hvordan kunne læger dog udsætte syge mennesker for dette og oven i købet mene, at disse kure kunne helbrede?

Og hvori bestod så disse kure i 1800-tallet:

-    Brækmidler, der fremkaldte vedvarende kvalme. Formålet var at gøre patienten tilbøjelig til mådehold
-    Sult, tørst og kulde
-    Udtrækning af hår
-    Indpodning af fnat, der gav kløe og betændelse
-    Påsætning af glødende jern på hovedbunden
-    Piskning med brændenælder
-    Isolering i mørke celler
-    Tvangsopstillinger. Efter 8-12 timer var patienten som regel medgørlig
-    Drejeseng, vandkure og gynger

Forholdene på datidens institutioner for sindslidende må ud fra ovennævnte, snarere beskrives som rædselskabinetter end behandlingssteder og kure for syge mennesker.

Men at der efterhånden blev indrettet  steder, der var direkte beregnede til de sindslidende var trods alt et fremskridt. Og på disse asyler søgte mange i 1800-tallet kommunen om lov til at få anbragt et af deres familiemedlemmer, hvis sygdommen blev for meget for familien. Problemet kunne dog imidlertid være, at der ikke var råd til selv at betale for et sådant ophold, og derfor ansøgte man som sagt kommunen om økonomisk hjælp til dette. Dette blev behandlet på byrådsmøderne.  Et eksempel på en sådan sag fremgår af et gammelt byrådsreferat fra 1868: 

Forespørgsel om Horsens Kjøbstad vilde yde Bidrag efter Ligningsforholdet til Udgifterne ved den Sindssyge Joachim Hansens Anbringelse i Daareanstalten Man fandt efter Omstændighederne intet derimod at indvende.

Kilder og litteratur:

Andersen, Lars Ole og Elisabeth Brade: Psykisk sygdom og psykiatri i historisk perspektiv. – Bd. 1-2. – Medicinsk-Historisk Museum, 1999

Duin, Nancy og Jenny sutcliffe: Medicinens historie . Fra forhistorisk tid til år 2020, 1992.

Fattigloven af 1891

Horsens Byraads Forhandlinger. – Horsens Kommune, 1868

Lov Nr. 67 af 9. April 1891 om det offentlige Fattigvæsen.

Reglement for Fattigvæsenets provisoriske Indretning og Bestyrelse i Danmarks Kiøbstæder/paa Landet. 1803

Shorter, Edward: Psykiatriens historie – fra asyl til Prozac, 1997