Laplandsmodellen – Alle skal være modige

En introduktion til Outsiderens tema-artikler om laplandsmodellen:

I Vest-Lapland gør de det anderledes.

I den psykiatri, der praktiseres deroppe, 3000 kilometer nord for Danmark, skal lægen kunne knappe sin hvide kittel op, familien sænke paraderne – og personen, der står midt i en rystende krise, tro på, at her handler det ikke om at gemme sig eller slå fra sig i desperat selvforsvar. Alle skal turde.

Det lyder umiddelbart som en næsten umulig udfordring. Alligevel bliver interessen for de usædvanlige metoder, de har taget i brug oppe nordpå, ved med at stige og stige.  Hvorfor kan måske bedst forklares ved at kigge på psykiatrien, som den er i store dele af verden. For eksempel i Danmark, hvor psykiatrien fungerer på den måde, at når en person kommer ind med et problem, er det op til andre at løse det.

Det er forræderisk bekvemt og kan ikke undgå at luske sig ind under huden på de fleste. Hvis behandlingen ikke virker, kan alle skyde skylden på nogen. Samfundet. Lægemiddelindustrien. Psykiaterne. Familien. Patienten. Politikerne. Der er allerede masser af undskyldninger i omløb, for psykiatrien er ikke speciel god til at forhindre psykisk sårbarhed i at ende med langvarige invaliderende sygdomsforløb.

Ingen ville tage Laplandsmodellen alvorligt, hvis ikke det var på grund af lige præcis dét: At psykisk sårbarhed meget sjældent bliver til en psykiatrisk karriere i netop denne mellemstore kommune i Nord-Finland. Og at 60 procent af patienterne ifølge kommunens egne opgørelser ikke behøver at tage medicin og er i stand til at blive i deres job eller forsætte deres uddannelse. Tallene fortæller også, at der stort set ikke kommer nye kroniske patienter til.

Det er kun resultaterne der gør, at verden tager Laplandsmodellen seriøst. For, som verden er i dag, kræver det mod at stille sig bag en tilgang til psykiske kriser, der ikke lægger al vægt på medicin og diagnoser, men i stedet koncentrerer sig om samtale og menneskelige relationer. Den traditionelle psykiatri er et helt andet sted, optaget af mere forskning, mere medicin og nærmest kirurgisk præcise diagnoser.

Laplandsmodellen bygger på forskningsresultater, der viser, at de fleste mennesker har et tæt netværk på tre til seks personer, hvilket gør det realistisk at inddrage dette netværk, når krisen opstår.  Dette er selve omdrejningspunktet i Laplandsmodellen. Samtidig lægges der vægt på at sætte ind, når problemet opstår. Det første behandlingsmøde skal foregå senest 24 timer efter henvendelsen. I Danmark findes der i øvrigt en lignende behandlingsret for mennesker i psykisk krise – den giver ret til et møde med en psykiater senest to måneder efter at problemet er opstået…

I disse år er der en voksende interesse for Laplandsmodellen herhjemme. I blandt andet Odsherred Kommune og Region Sjælland arbejdes der med metoder, inspireret af Laplandsmodellen. Region Syddanmark snuser til det for tiden og på det psykiatriske hospital Fjorden i Roskilde kører der også et forsøg.

En af disse artikler (gør jeg det nu rigtigt) handler om det altafgørende element i Laplandsmodellen – den åbne dialog. Ligesom flere og flere tager en uddannelse i recovery, er der også flere der uddanner sig i at vejlede åben dialog. Men er det at narre sig selv at tro, at et eksamensdiplom gør en forskel? Og er det spildte kræfter, hvis det menneske, der er i krise, alligevel tvivler godt og grundigt på sit netværk?

Foreløbigt er der skrevet følgende artikler om Laplandsmodellen:

Hellere psykotisk i Lapland end i Danmark

Et af de mest omtalte alternativer til den traditionelle psykiatri kommer fra det vestlige Finland. Det kaldes i folkemunde for Laplandsmodellen, og har siden sin begyndelse i 80’erne haft imponerende resultater.

Kun visionen mangler

Den legendariske Laplandsmodel, der lægger vægt på dialog og fører til medicinfri behandling, kunne uden problemer indføres i Danmark. Alt der kræves, er viljen til at ville det.

Det siger den finske psykolog Jaakko Seikkula, der mere end nogen anden er manden bag modellen, der har skabt uhørt gode resultater for psykisk syge i Finland.

Jaakko Seikkula advarer også om, at hvis ikke der skabes en samlet vision for psykiatriens fremtid, risikerer den at blive låst i en ond spiral af mere tvang og mere medicin.

Gør jeg det  nu rigtigt

Det plejer at være eksperter der behandler mennesker med et problem. Men erfaringerne i åben dialog har vist, at med de rigtige rammer kan de fleste mennesker selv være med til at finde en løsning på de problemer der er. Og hvem er så eksperten? Det er lige til at bide negle over. For alle skal være med før det virker, især behandlerne.

…