Galskabens gartnere

Boganmeldelse: Den franske professor i psykiatri og medicinsk psykologi på universitetet i Caen, Edouard Zarifian, skrev en debatbog om forholdene i psykiatrien i slutningen af 1980´erne. Den var tænkt til at gøre op med noget af den vanetænkning og de fordomme, der hersker i psykiatrien.

Af Julie Feilberg, Outsiderens udlandsredaktør

I bogen “Les jardiniers de la folie ” præsenterer og gennemgår Edouard Zarifian tre forskellige teorier eller skoler om grundene til psykiske lidelser. Mange af de problemstillinger der blev fremsat da bogen udkom i 80′erne er desværre lige så relevante 25 år senere, som de var dengang.

Det drejer sig blandt andet om debatten mellem neurobiologerne, der forsker i hjernens kemi og har haft stor indflydelse på den moderne forståelse af baggrunden for psykiatriske lidelser. De fleste hjerneforskere mente både dengang og nu, at sindslidelser skyldes en ubalance i hjernens signalstoffer. Det skyldes at man fandt frem til medicin mod psykiske lidelser.

Titlen galskabens gartnere henviser til dem, der så at sige ”dyrker” sindslidelser, ligesom man ville dyrke planter i et drivhus. Det er alle dem, der bevidst eller ubevidst prøver at fastholde en patient i et permanent sygdomsbillede, og  derved henviser ham til at leve uden for samfundet.

De første præparater af gruppen antipsykotisk og antidepressiv medicin, fandt man frem til ved et rent tilfælde i starten af 1950´erne. Et stof, der blev brugt til lokalbedøvelse omkring 1950, viste sig også at have en positiv effekt på psykotiske patienter og pludselig åbnede der sig en hel ny verden for psykiatrien. Utallige alvorligt syge patienter, der før var reduceret til at henslæbe deres liv på lukkede afdelinger og blive underkastet mere eller mindre ineffektive behandlingsmetoder, fik nu en mulighed for at komme mere ud i det normale samfund igen.

Men det var ikke hjerneforskerne og neurobiologerne, der ved at studere hjernens sammensætning og biokemiske processer vha. intensiv forskning og nyerhvervet viden om hjernens funktion, der fandt frem til medicin mod sindslidelser. Det skete ved et rent tilfælde at et smertestillende stof også viste sig af have en god effekt på psykotiske symptomer. Nyere hjerneforskning har siden ikke kunnet levere noget nyt indenfor psykofarmaka, de nyere præparater er ifølge Edouard Zarifian blot videreudviklinger og små variationer af de gamle og har stort set samme virkningsprofil.

Den anden skole af behandlere indenfor psykiatrien er psykoanalytikerne, som har deres rødder i Freuds lære om det ubevidste, og som udviklede sig forskellige retninger op igennem det 20. århundrede. De mener, at psykiske afvigelser skyldes fortrængte oplevelser i barndommen eller hemmelig tanker og ønsker, som man enten ikke er sig bevidst om eller prøver at fortrænge. Gennem samtaleterapi , prøver man at finde grunden til patientens uhensigtsmæssige adfærd eller tankemønstre og gøre ham bevidst om, hvad der er gået galt i hans psykiske og sociale udvikling. Derefter kan han reagere på det og forandre sig til det sundere og mere positive.

Der i dag forskellige typer psykoterapier udført af specialister med forskellig uddannelsesmæssig baggrund. Nogle er psykiatere og har en ekstra kvalifikation som psykoanalytikere, andre er psykologer og har altså ikke beføjelser til at behandle med medicin. Psykoanalyse er i vor tid trængt i baggrunden til fordel for den kognitive terapi, som normalt udføres af psykologer, og som forsøger at lære patienten et mere positivt tankemønster. Før i tiden havde man også rene psykoterapeuter, som hverken var uddannet  psykologer eller psykiatere, men nærmest var selvbestaltede. Bare man havde været igennem en analyse selv, kunne man slå sig op som psykoterapeut. I dag stilles der mere formelle krav til en psykoterapeuts kvalifikationer.Konklusionen er, at en terapi eller en psykoanalyse kan hjælpe et menneske gennem en vanskelig periode i hans liv, men har ikke mulighed for at behandle eller kurere en alvorlig sindslidelse i dybden.

En anden forklaringsmodel mht. sindslidelser er den sociologiske, at det er samspillet med omverdenen, omgangskredsen og samfundet, der er skyld i, at nogen mennesker mistrives og udvikler sig forkert i en sådan grad, at den fører til sindssygdom. Vi er alle sammen et produkt af det miljø, vi er vokset op i, og vores psykiske velvære er i meget høj grad afhængig af vores medmennesker. Dvs. først vores forældre, som tager sig af os i starten af vores liv, senere kommer familie, søskende, skolen med vores venner og bekendte, de lærere og pædagoger, der præger os i barndommen og puberteten og som voksne er det vores ægtefælle og vores kolleger på arbejdet. I et bredere perspektiv er der det nærområde vi lever i, kvarteret eller byen og det land og den kultur vi lever i. Samfundet kan altså skabe sindslidelser hos særligt sårbare eller anderledes tænkende mennesker, fordi nogle miljøer er dysfunktionelle og virker belastende og undertrykkende på enkelte individer. Forekomsten af sindssygdomme hos en mindre del af befolkningen skulle altså skyldes ydre påvirkninger, som man ville kunne afhjælpe ved at ændre den måde vi lever sammen på og forholder os til hinanden.

Der er dem der ikke giver den patient som er kommet sig muligheden for at vende tilbage til sit gamle liv, arbejde og omgangskreds, men i stedet stempler ham ved at sige: en gang syg, altid syg

Men hverken den neurobiologiske, psykoanalytiske eller sociologiske forklaringsmodel kan stå alene. Fordi menneskers tankevirksomhed er et samspil mellem hjernens biologi og de ydre påvirkninger. Vores individualitet, det der gør os til unikke individer, skyldes en blanding af vores arvemateriale og de oplevelser og påvirkninger vi er blevet udsat for i den tidlige barndom. Lige som det samfund og den kultur vi er vokset op i sætter sit præg. Det er fuldstændig umuligt at skille de ting ad, og sige fx at psykisk sygdom udelukkende skyldes en af sig selv opstået ubalance i hjernens kemi, som er den teori de fleste moderne psykiatere i dag hælder til. Alle faktorer i vores liv påvirker vores psyke, hvad der vejer tungest ved vi ikke.

Titlen galskabens gartnere henviser til dem, der så at sige ”dyrker” sindslidelser, ligesom man ville dyrke planter i et drivhus. Det er alle dem, der bevidst eller ubevidst prøver at fastholde en patient i et permanent sygdomsbillede, og  derved henviser ham til at leve uden for samfundet. Der er dem der ikke giver den patient som er kommet sig muligheden for at vende tilbage til sit gamle liv, arbejde og omgangskreds, men i stedet stempler ham ved at sige: en gang syg, altid syg.

Det er nødvendigt for et menneske, at være en integreret del af det omkringværende samfund og at blive anerkendt som andet og meget mere end en diagnose. Dem der fastholder folk med baggrund i psykiatrien i en varig patientrolle kan være både psykiatere, plejepersonale, det offentlige og også de pårørende. De er så bange for, at den ”syge” skal blive dårlig igen, at de går hen og bliver overbeskyttende og overformynderiske. Men enhver har brug for selvbestemmelsesret og for at have kontrollen over sit eget liv.

Ved at blive ved med at bekræfte en patient i at han er kronisk syg og skal have medicin og pleje resten af sit liv, ja så fungerer man som galskabens ”gartnere”.