Hvem er Oliver?

Oliver Williams kom ind på kontoret en dag. Med sig i rygsækken havde han stakkevis af offentlige dokumenter. Læser man dokumenterne, tegner der sig et billede af en psykotisk og til tider farlig person, der med god grund blev tvangsindlagt i årene 2008 til 2010.

Det eneste, Oliver Williams bad os om, var at gennemgå papirerne, og danne vores egen mening.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 / Af Klavs Serup Rasmussen

- Jeg er født i Portland på Jamaica. Min mor døde, da jeg var otte år gammel, så jeg måtte lære at klare mig på egen hånd derfra. Som 14-årig begyndte jeg at arbejde for turisterne. Jeg lavede morgenmad, var guide og arrangerede udflugter. Senere startede jeg et firma, der lejede motorcykler ud, og det gik godt for mig, fortæller Oliver Andrew Williams.

Oliver Williams er 38 år gammel. Han er sort som natten over Caribien, far til tre smukke piger, og har let til latter. I hans taske ligger der altid et par poser bolsjer, fordi – ifølge ham selv – slik er bedre end nogen form for medicin.

En dag i marts henvendte Oliver Williams sig til Outsiderens redaktion. I sin taske medbragte han fotokopier af protokoller, klagesager, breve fra byretten og dokumenter fra Statsforvaltningen i Hovedstaden.

Oliver Williams var frustreret over de voksende bunker af officielle papirer, der beskrev ham på måder, han ikke kunne genkende sig selv i. Det var ikke kun et spørgsmål om såret stolthed. I dokumenterne gik beskrivelsen af en utilregnelig og stærkt psykotisk person igen, og strømmen af notater, journaler og udtalelser, havde samlet set banet vejen for, at en behandlingsdom lå forude og truede.

Psykiatrien er fuld af skæbner som Oliver Williams. Mennesker, hvis historier er stort set umulige at undersøge. Historier, hvor det ikke er til at afgøre, hvad der er overdrivelser og hvad der er sandt. Og det skyldes typisk, at det eneste vidnesbyrd om afgørende begivenheder i disse menneskers liv, er notater i en række af myndighedernes dokumenter. Skrevet af hvem der nu end var på arbejde den dag, og oftest arkiveret bag forskellige mure af tavshedspligter.

Samtidig står Oliver Williams usædvanligt alene med sin version af begivenhederne under sine indlæggelser. Som tilflytter fra Jamaica, uden nær familie i Danmark, og uden kontakt til sin tidligere kone, er der ikke noget netværk til at bakke Olivers version af begivenhederne i sit liv op.

Outsideren har valgt, med et åbent sind, at gå i fodsporene på en stort set ukendt eksistens, Oliver Williams. En mand som myndighederne har stemplet utilregnelig. Men det er jo sådan, at myndigheder også kan tage fejl.

To steder på én gang

Når en patient bæltefikseres i Danmark, skal der føres en tvangsprotokol. Således er det for eksempel ført til protokols, at Oliver Williams lå bæltefikseret natten over mellem den 8. og 9. april 2010. Den 9. april kl. 07:25 er det endvidere noteret i journalen, at ”patienten har sovet siden i aftes omkring kl. 20.”

Samtidig, i et andet notat fra Region Hovedstadens Psykiatri, er det noteret, at Oliver Williams den 9. april 2010 kl. 01.05 blev bragt til en psykiatrisk afdeling af politiet, da han havde opført sig truende på gaden.

Selvfølgelig kan intet menneske både ligge i bælte og gå rundt på gaden samtidig, og derfor er de officielle dokumenter tydeligvis fejlbehæftede. Ikke desto mindre er det dokumenter som disse, der er afgørende for det officielle Danmarks holdning til alt, der vedrører Oliver Williams. Ovenstående fejl går for eksempel igen i en senere udskrift af dombogen fra Københavns Byret. Der er med andre ord ingen garanti for, at myndighederne nærlæser deres egne papirer om det, der ved første øjekast ligner en standardsag om en besværlig psykisk syg.

Det varme sand

Når et menneske bliver stemplet som ”psykisk syg,” sker der oftest det, at resten af den persons livshistorie falder bort. At diagnosen, og de efterfølgende begivenheder under den psykiatriske behandling, kommer til at fylde alt i fortællingen om det menneske.

For Oliver Andrew Williams kunne begivenhederne under hans indlæggelser, meget nemt være det eneste, verden nogensinde kendte til ham. Men hans historie begynder et helt andet sted. På en solbeskinnet strand i det Caribiske Hav.

- Jeg var 21 år gammel, og gik tur på stranden sammen med en ven fra Kingston. Vi var ude og lede efter nogle telte, der var blevet stjålet fra mig. Imens vi gik i det varme sand, kom vi forbi to piger, som vi faldt i snak med. En af pigerne spurgte, om hun måtte låne mine solbriller, og jeg spurgte hende om hun ville ud og køre en tur på min motorcykel.  Det ville hun, og om aftenen spiste vi sammen på en restaurant. Derefter var vi sammen på Jamaica i seks måneder, fortæller Oliver Andrew Williams.

”Efter at have mødt så mange turister, og hørt dem fortælle om deres lande, var jeg spændt på at se Danmark. Jeg ville gerne se sne og opleve verden udenfor Jamaica” – Oliver Williams, 38 år

Pigen Oliver havde mødt, var dansk. Efter de havde været kærester i et halvt år, inviterede hun Oliver til Danmark, så han kunne møde hendes familie.

- Efter at have mødt så mange turister, og hørt dem fortælle om deres lande, var jeg spændt på at se Danmark. Jeg ville gerne se sne og opleve verden udenfor Jamaica. Så jeg tog herover i 1994 sammen med min kæreste. Der gik ikke mere end to måneder, så havde jeg fået arbejde på La Buca, en italiensk restaurant, hvor jeg hjalp til i køkkenet. Når restauranten lukkede, tog jeg videre til Café Victor, hvor jeg ryddede borde og gjorde rent. Der var slet ikke tid til at lære dansk, og det var en fejl, kan jeg se nu. Men jeg arbejdede hele tiden. Det påvirkede selvfølgelig forholdet mellem mig og min kæreste, men det var alligevel en god tid og vi blev gift, siger Oliver Andrew Williams.

Omslaget

Efter tre år i Danmark, er ægteskabet slidt i stykker, fortæller Oliver Williams. Han bliver skilt fra sin kone, og flytter efter et stykke tid sammen med en ny kæreste i Jylland. Her begynder Oliver, at gå i skole.

- Men jeg kunne ikke koncentrere mig blandt så mange mennesker. Det talte jeg med en psykiater om, der i 2002 satte mig i behandling med Risperdal, et antipsykotisk middel. Den medicin kunne jeg ikke lide. Det smagte af sur sok og var virkelig ikke så godt. Jeg kunne hverken tale eller læse, siger Oliver Andrew Williams.

Forholdet med den jyske kvinder går også i stykker, og Oliver Williams flytter tilbage til København. Det er en tid i Oliver Williams liv, der ikke efterlader sig mange spor i form af venner, ansættelser eller uddannelse. Første gang Oliver Andrew Williams liv for alvor er til at følge med andres øjne, er den 24. oktober i 2008, hvor politiet kører ham til den psykiatriske afdeling på Bispebjerg. Her bliver han tvangsindlagt.

- Hvad skete der, den dag?

- Jeg havde været i bad og bagdøren stod åben for at lufte ud. Jeg skulle ud til affaldsskakten ude på fortrappen. Imens jeg stod ude på trappen, smækkede døren i bag mig, fordi der kom træk fra bagdøren. Jeg bankede på hos min nabo for at låne en nøgle, så jeg kunne gå over loftet til min bagdør. Men der på trappen, imens jeg ventede på, at min nabo svarede, kom der to politibetjente. Jeg troede de skulle op til min overbo, men de stoppede ved mig. Og der, på min trappe, puttede de mig i håndjern, imens de brugte peberspray på mig. Jeg råbte ”hjælp mig, hjælp mig,” men der var kun mig, og de to politibetjente, fortæller Oliver Andrew Williams.

”Jeg råbte ”hjælp mig, hjælp mig,” men der var kun mig, og de to politibetjente” – Oliver Williams

Politibetjentene tager Oliver Williams med sig. Pebersprayen har blændet ham, så han ved ikke om det er skadestuen eller en politistation, han bliver kørt til. Ved ankomsten tilses Oliver Williams af en kvindelig læge og lægges på en båre. Han fastspændes og trilles ind i en ambulance. Da han igen løsnes fra båren, er Oliver Williams på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling.

I myndighedernes papirer beskrives hændelsen som, ”du var fundet råbende og aggressiv i opgangen i ejendommen,” en beskrivelse Oliver Williams er uenig i. Hvorfor hans nabo tilkaldte politiet, ved Oliver ikke, men han gætter på, at det var fordi, naboen ikke kunne genkende ham.

Oliver Williams har været forbi redaktionen flere gange, med nye dokumenter om sit liv. I dem går beskrivelsen af en skizofren borger, det flere gange har været nødvendigt at tvangsindlægge, igen.  Ved hvert møde, har Oliver virket optimistisk og glad, og et godt stykke væk fra myndighedernes beskrivelse af ham. Men selv om Outsideren har bedt om at få lov til at besøge hans hjem, er det ikke lykkes at få en aftale i stand. Det har således heller ikke været muligt at spørge naboen, om det var ham, der tilkaldte politiet den 24. oktober – og i så fald, hvorfor.

Divergerende opfattelser

Oliver Williams køres til Bispebjerg Hospital (senere omdøbt til Psykiatrisk Center København).  Med magt lægges han i bælte, får fodremme på, og er bæltefikseret i seks dage. Oliver er nu tvangsindlagt.

Som alle andre borgere i Danmark, der udsættes for tvang under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, har Oliver Williams, mulighed for at klage til det psykiatriske patientklagenævn. Oliver vælger at klage, ligesom han klager over sine to senere indlæggelser i 2009 og 2010.

Klagen fra den 24. oktober 2008 består af fem punkter, der handler om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, frihedsberøvelse, bæltefiksering og anlæggelsen af håndremme.

I sagsakterne fra det psykiatriske patientklagenævn, beskrives Oliver Andrews opførsel den 24. oktober som ”… udadreagerende og voldsomt aggressiv. Du truede verbalt, samtidig med at du slog ud med armene.”

Spørger man Oliver Andrew, begyndte den dag, at gå rigtig skævt, allerede da politiet sprøjtede tåregas i øjnene på ham. Personalet på den psykiatriske afdeling, beskriver han som overdrevent hårdhændede. Ifølge Oliver Andrew har han kun strittet imod, når personalet har brugt magt overfor ham, og grundlæggende mener han slet ikke, at der var belæg for, at bringe ham til en psykiatrisk afdeling.

- Jeg sad bare på min trappe. Og så sker alt det her, og jeg ender med at være tvangsindlagt. Det har jeg svært ved at forstå, siger Oliver Andrew Williams.

Outsideren har i forbindelse med denne artikel, taget kontakt til en række af Sinds bisiddere. Bisiddernes rolle er at hjælpe til, så sindslidendes rettigheder respekteres, og sikre at den sindslidende bliver hørt ved møder med myndighederne.

Alle de bisiddere, som Outsideren har talt med, kender til det, der kaldes divergerende opfattelser. Altså at begivenheder opleves forskelligt, afhængig af hvem man er, for eksempel hvis man er personale eller patient. Flere af bisidderne påpeger samtidig, at selvom der forekommer divergerende opfattelser i mange sammenhænge, er det noget særligt, når det sker indenfor psykiatrien.

- At hændelser opleves forskelligt, kan skyldes så meget. At folk er kørt helt op, eller i affekt. Men især hvis det involverer et menneske, der er psykotisk, bliver der hurtigt meget store forskelle i, hvordan en situation opleves, siger Erik Christoffersen, bisidder og formand i Sind Hjørring.

Det psykiatriske patientklagenævn

Der er altså ikke noget underligt i, at Oliver Williams oplever brugen af tvang den dag i oktober helt anderledes end det, personalet skriver ned i journalen. Uanset om Oliver Williams var psykotisk eller ej. Bæltefikseringer er en voldsom oplevelse, og det bringer sandsynligvis de fleste i affekt, når en gruppe mennesker, beslutter sig for at anvende magt mod ens person.

For at udgå tvivl om, hvorvidt brugen af tvang på de psykiatriske afdelinger er berettiget, blev det psykiatriske patientklagenævn oprettet i 1989. Nævnet er en kontrolinstans, der skal sørge for, at brugen af tvang på de psykiatriske afdelinger ikke løber af sporet.

- Jeg synes at nævnet er meget vigtigt. Man kan sige at de holder øje med os, og når patientklagenævnet giver borgeren ret i en klage, er det noget de psykiatriske afdelinger lærer af, siger Kristen Kistrup, psykiater og chef for Psykiatrisk Center Frederiksberg.

Der er imidlertid noget der tyder på, at patienterne på de psykiatriske afdelinger, stadig oftere føler, at de bliver uretmæssigt udsat for tvang. På fem år er antallet af klager over tvang, steget med 47%, så der i 2010 var 453 klagesager i Region Hovedstaden, hvor Bispebjerg Hospital (Psykiatrisk Center København) hører til.

Samtidig er der iblandt mange sindslidende, temmelig stor usikkerhed omkring, hvad nævnet reelt betyder for patienterne.

- Sidst jeg klagede til det psykiatriske patientklagenævn, oplevede jeg det som en parodi, siger Karl Bach Jensen, udviklingskonsulent i LAP (Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere).

Karl Bach Jensen var under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Vejle, blevet fikseret med bælte, hånd og fodremme. Han klagede over det, og oplevede nævnet på egen hånd.

”Sidst jeg klagede til det psykiatriske patientklagenævn, oplevede jeg det som en parodi” – Karl Bach Jensen, LAP

- Det jeg oplevede, var at de gik meget op i, var om de formelle regler var overholdt. De var mindre interesserede i, om den situation der førte til, at der blev brugt tvang, overhovedet var rimelig. Men sådan er det jo. Nævnet skal holde sig til loven, og loven giver mulighed for at bruge tvang, så hvad kan de egentlig gøre, spørger Karl Bach Jensen – Desuden, så længe nævnets beslutninger støtter sig til hvad personalet vælger at skrive i journalen, er nævnet reelt ikke en uafhængig instans.

Karl Bach Nielsen ser det psykiatriske patientklagenævn som en slags bureaukratisk fejlsøgningsmekanisme, der går mere op i om afdelingerne følger loven, end i hvordan tvang indgår i hverdagen på de psykiatriske afdelinger.

- Da jeg blev bæltefikseret, var det ikke fordi jeg var farlig, men fordi jeg råbte og sagde ting, personalet ikke kunne lide. Da de ikke kunne få mig til at tie stille, brugte de tvang, selvom det ligger langt udenfor loven. Jeg tror, at tvang ofte bliver brugt som magtinstrument, fordi personalet er bange for at miste kontrollen på afdelingen, siger Karl Bach Jensen.

50-50

Karl Bach Jensen valgte at tilbagekalde sin klage, før den var færdigbehandlet. Det sker med 10% af alle klager. Ifølge Karl Bach selv, fordi han ikke kunne se formålet med at opretholde den. Men det har Oliver Williams ikke gjort. Adspurgt om hvorfor han så vedholdende klager, svarer Oliver Williams,

- Fordi jeg bliver sur, når jeg ikke kan finde den ægte forklaring. Når jeg ikke forstår hvad der foregår. Psykiatrien har været noget helt nyt for mig, og selvfølgelig er jeg blevet skuffet, når jeg ved der er sket fejl, siger Oliver Williams.

I sin klage til det psykiatriske patientklagenævn, får Oliver Andrew Williams medhold i, at han den 24. oktober 2008 er blevet ulovligt frihedsberøvet. Samtidig kan nævnet ikke godkende at han bliver indlagt samt anlæggelsen af håndremme. Omvendt finder nævnet, at betingelserne for tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og bæltefiksering er opfyldt.

Nævnet siger med andre ord, at en borger både kan være ulovligt indlagt, og samtidig være lovligt bæltefikseret. Det efterlader det indtryk, at ingen kan sige noget fornuftigt om den tvang Oliver Williams var udsat for på Bispebjerg Hospital den 24. oktober 2008. Andet end, at det var noget rod.

Og rodet fortsætter. Et par dage inde i indlæggelsen klager Oliver Andrew igen. Han er fortsat bæltefikseret, og mener, der er sket en fejl. I afgørelsen fra det psykiatriske patientklagenævn står der:

”Den vurdering, der skal foretages ved tvangsfiksering, der strækker sig over 48 timer… anses ikke for foretaget, da vurderingen ikke er foretaget af en ekstern overlæge. Den overlæge, der foretog vurderingen under sin ferie, var før og efter sin ferie ansvarlig overlæge på afsnittet.”

17 klager når det at blive til under Oliver Andrews i alt tre indlæggelser i årene 2008, 2009 og 2010. Det psykiatriske patientklagenævn giver ham medhold i otte, i ni tilfælde, godkender nævnet afdelingens brug af tvang. Det er godt halvdelen af Oliver Williams klager, der viser sig at være belæg for. Da hospitalet typisk får medhold i 85% af alle klager, er spørgsmålet, hvad der egentlig er foregået under Oliver Williams’ indlæggelser.

- Når nævnet siger 50-50, er det et fingerpeg om, at patienten har opført sig på en måde, der ikke passer til den måde, personalet gerne vil køre afdelingen på, siger Karl Bach Jensen, og kalder sådan en sag, et typisk eksempel på en magtkamp mellem patient og personale.

I forsøget på at vurdere, om der kan være andre muligheder, end – som det psykiatriens påstand – at Oliver Williams i perioder er til fare for andre mennesker, har Outsideren kun kunnet danne sig et indtryk af begivenhederne under Oliver Williams indlæggelser, gennem en lang række dokumenter – der endda til tider er indbyrdes selvmodsigende.

I den sammenhæng, er det vigtigt at holde sig for øje, at der skal stå bestemte ting i journalen, når der er enighed iblandt personalet om fx at bæltefiksere en patient. Men hvad skriver man i journalen, hvis en bæltefiksering handler om noget helt andet? Hvis en eller flere af de tilfælde af tvang, som Oliver Williams er udsat for, i virkeligheden handler om det, Karl Bach Jensen kalder forsøg på at bevare kontrollen på afdelingen?

At det står slemt til på de psykiatriske afdelinger, er der desværre ingen tvivl om. Interne referater fra lægerne selv, anvender udtryk som ”vanrøgt,” og så sent som i maj, kunne man på PsykiskSårbar.dk, læse to psykiatriske patienter udtale: ”Det hele er så dysfunktionelt på Bispebjergs afdeling 13 1A, at man tænker, det umuligt kan være et behandlingssted.”

I mindst to tilfælde er Oliver Williams blevet ulovligt fikseret på Bispebjerg Hospital. Men på trods af at det psykiatriske patientklagenævn, har underkendt fikseringerne, ændrer det ikke ved, at der i al tid og evighed vil findes journalbeskrivelser af Oliver Williams, som havende ”tendens til voldsom aggressiv og truende adfærd.”

Henning Lund-Sørensen har arbejdet i det psykiatriske patientklagenævns arbejde siden 1999, og derfra fulgt massevis af klagesager i psykiatrien. Som fungerende leder af sekretariatet for det psykiatriske patientklagenævn, er han ansvarlig for sekretariatets opgaver i hovedstadsområdet.

- kan en afgørelse fra nævnet betyde, at man går ind og ændrer i hvad, der er skrevet i journalen?

- Nej, det er ikke sådan det fungerer. Hvis en afdeling bæltefikserer en patient, med et notat i journalen, om at ’patienten er til fare for andre,’ og nævnet bagefter går imod bæltefikseringen, betyder det at patienten formelt anses for ikke at have været til fare for andre. Det er vores afgørelse der gælder, siger Henning Lund-Sørensen.

Ifølge Henning Lund-Sørensen, er der en tendens til, at der ikke står nok om hændelserne i journalen. Det gør det sværere at klarlægge, hvad der er foregået i forbindelse med brugen af tvang.

- Hvad med de tilfælde, hvor der bliver truet med tvang, hvis patienten ikke gør som personalet anviser?

- Det betragter jeg som en slags servicemeddelelse. Personalet må gerne true med tvang, hvis betingelserne for tvang er opfyldt, siger Henning Lund Sørensen og tilføjer – Men selvfølgelig må tvang ikke bruges disciplinerende eller forebyggende.

Over stregen

Set udefra er det umuligt at sige, hvad der skete da Oliver Williams mødte psykiatrien. Ved første øjekast kan det se ud som om, Oliver Williams er en tikkende bombe. Men samtidig tyder afgørelserne fra det psykiatriske patientklagenævn på, at de ting Oliver Williams har oplevet, er sket indenfor en helt speciel kultur på en psykiatrisk afdeling – hvor Bispebjerg Hospital ikke har været bleg for at gå over stregen. Så er beskrivelsen af Oliver Williams korrekt?

Problemet for Oliver Williams, og alle andre der oplever noget lignende, er at det eneste der bliver tilbage fra en indlæggelse, er det, som personalet noterer ned i journalen. Det, der står i journalen, bliver med tiden til sandheden om et menneske.

Samtidig peger problemstillingen omkring de divergerende opfattelser i retning af, at det der står i journalen, altid vil være personalets subjektive oplevelser af hændelser på afdelingen. Det er det, der kommer til at stå for eftertiden. Patientens egne oplevelser af begivenheden, eksisterer ikke, og derfor findes der ikke nogen objektiv måde at vide, hvad der egentlig foregår på de psykiatriske afdelinger. Man skal selv have været der, for at kunne sige det.

Tilbage står, at Oliver Williams sag handler om mere end blot forskellige opfattelser. Den handler om, at uanset hvad der er foregået på den psykiatriske afdeling, er det patienten – her Oliver Williams – der står tilbage med regningen.

______

Efterskrift:

Outsideren har mødt Oliver Williams mange gange. Hver gang er han blevet spurgt, om det er muligt at tale med nogen han kender. Venner eller bekendte, der kan bekræfte eller afkræfte det billede, psykiatrien tegner af ham. Men de mennesker Oliver Williams kender, passer ikke til hverdagen i Danmark. En af dem, Bent Kristensen, har boet på Jamaica i 43 år. Han plejede at hjælpe Oliver Williams med regnskaberne i Oliver Williams’ firma, der spændte over motorcykeludlejning, turistservices og anparter i en række restauranter. Bent Kristensen arbejder den dag i dag på Jamaica og blev kortvarigt verdensberømt, da hans båd Tico-Tico forliste i Stillehavet i 2004. Efter det vendte Bent Kristensen tilbage til Portland på Jamaica. Men heller ikke ham, har Outsideren kunne komme i kontakt med.

Oliver Williams har siden artiklen blev påbegyndt modtaget en behandlingsdom på fem år, blandt andet på baggrund af udtalelser fra Bispebjerg Hospital (Psykiatrisk Center København). Han er ved godt mod, og arbejder på en Café i det indre København. For Oliver Williams har det været vigtigt, at få fortalt sin historie, som han selv har oplevet den, da han ikke har kunnet genkende andres beskrivelser af hans forløb.

Se også:

1. En god cocktail: DMS/TTT-modellen og psykiatribrugere i nød. Denne artikel er en kommentar til artiklen “Hvem er Oliver?” fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78. Den er skrevet af psykolog...
2. Det nye nummer af Outsideren er i trykken Det nye nummer af Outsideren forventes at være ude hos vores abonnenter i uge 28. Læs – iblandt andre rigtig...