Hvornår kan man betegnes som psykisk syg?
I vore dage hører man ofte nogle omtalt som psykisk sårbare. Det synes jeg er totalt misvisende. Alle mennesker er jo psykisk sårbare, i mere eller mindre grad. Man kan sagtens være sårbar uden ligefrem at være psykisk syg. Jeg tror, at der er mange der stejler over at blive betragtet som syge eller afvigende, så de derfor finder på alle mulige eufemismer. Man må heller ikke kalde bocentrene for plejehjem selvom de er struktureret og drives stort set som ældreboliger. Går man et skridt videre og kalder dem for anstalter, er den helt gal. Ikke desto mindre har bocentrene efterhånden udviklet sig til opbevaringsanstalter for psykisk syge og mentalt retarderede misbrugere. Og kan man sidestille psykofarmaka med hjertemedicin og sukkersygemedicin. Der er jo verden til forskel på psykiske og somatiske sygdomme og hjertemedicin er nødvendigt for at overleve. Man dør jo ikke af en psykisk lidelse medmindre man ser på selvmordsrisikoen. Og andre typer medicin påvirker jo heller ikke tanker og følelser. Hvis udtryk bliver for brede mister de deres betydning.
Hvor syg skal man da være, før man må konstatere, at man faktisk er psykisk syg, og er man det altid? Det er der meget uenighed om, både blandt behandlere, personale og patienter. Man ville normalt aldrig sige, at nogen der led af en forbigående depression var psykisk syg, og i hvert fald slet ikke vanvittig. Alvorligt sindssyg er man først når man har mistet kontakten med virkeligheden, altså hallucinerer og har vrangforestillinger. Hvis man derimod ikke er psykotisk, men hvis man lider under sin sindstilstand, hvis den forhindrer en i et at passe sit arbejde, at klare sine dagligdags gøremål og at begå sig socialt eller hvis man opfører sig på en måde der går ud over en selv eller andre, er man så også psykisk syg? Det kommer an på sværhedsgraden. Lider man aktuelt af en af de alvorlige sygdomme (skizofreni og maniodepressivitet), må man i hvert fald i den akutte tilstand siges at være syg. Patienten har mistet realitetssansen og kan ikke nås med fornuft. Spørgsmålet om hvorvidt man er syg, opstår ved grænsepsykose eller i perioder med remission. Jeg har hørt at det er relativt få, der får stillet diagnosen skizotypi og borderline. De bliver måske ikke fanget ind i behandlersystemet, hvis ikke de selv opsøger hjælp. Og hvis man kan undgå at stikke så meget ud, at man bliver tvunget til behandling, er man så alligevel syg?
Der hersker mange fordomme og misforståelser om psykiske lidelser blandt den brede befolkning. Det er som om folk tror det er et enten/eller, at man enten er rablende vanvittig eller også fejler man ikke noget. Men sindssygdomme kan gradbøjes på samme måde som de fleste somatiske sygdomme. I gamle dage mente psykiaterne, at skizofreni var noget man havde eller ikke havde. Men der findes faktisk en del, der udgør en mellemting mellem skizofren og normal. Fordi der er mange gråzoner, er det svært at sætte fingeren på hvornår nogen er psykisk syg eller ej. Ikke alle psykiatere ville betegne en grænsepsykotisk tilstand som en egentlig sygdom.
Hvornår er man syg og når man en gang er det, er man så altid syg? Får man en gang stillet en diagnose, der bliver skrevet ind i ens journal, så er det næsten umuligt at undslippe den igen. Det er mit klare indtryk, at man meget nemt kan gå fra en mildere diagnose til en mere alvorlig en. Men det er meget svært at gå den modsatte vej endsige få slettet sin diagnose. Jeg gik fra depression til skizotypi til skizofreni. I starten af min tid i psykiatrien fik jeg at vide, at der ikke var nogen psykose, og det var endda dengang, at jeg havde det allerværst. Tre år senere skrev en klamphugger på Sundbygård i min journal, at jeg skulle tage medicin fremover for ikke at blive recidiv psykotisk. Hov, hvad var det lige, der gik galt der? Der er hvad der sker, når man ikke har en fast psykiater, der følger en gennem hele forløbet. Det er måske nok utopi, at beholde de samme behandlere under hele sin sygdomsperiode, men det er kraftedeme skrabet, at når man kommer et nyt sted hen, får den lokale psykiater kun tilsendt de sidste fire sider af journalen fra det gamle sted. De starter næsten fra bunden af, ved hver ny indlæggelse. Og jeg har for længst opdaget, at det er de færreste, der gør sig den ulejlighed at læse journalerne og kardex ordentligt igennem.
Der kan man se, hvordan selv en forkert diagnose kan forfølge en resten af livet. Mange skifter diagnoser med nogle måneders mellemrum også selvom de senere viser sig slet ikke at fejle noget. Derfor vil jeg råde folk til ikke at hænge sig i diagnoser og at holde op med slå sig selv oven i hovedet med at de er psykisk syge. For det er nogle meget løse og elastiske begreber, og det er altid et individuelt skøn fra lægens om man er psykisk syg eller hvilken form for sindslidelse det eventuelt er. I marts 2000 sagde min psykiater, at jeg slet ikke fejlede noget. To uger senere var jeg indlagt pga. et selvmordsforsøg, og de vurderede at jeg viste tegn på skizofreni. Det var den omvendte verden.
Af Julie Feilberg
Måske har du også lyst til at læse:
NYT PÅ OUTSIDEREN: Download en novelle
Her kan du downloade Egon Strongminders novelle "Om angst, depressioner og andre foreteelser". Strongminders mosaik af stemningsbilleder og livsreflektioner, placerer læseren i et både velkendt og forunderligt nyt univers. Nyd også novellens fantastiske illustrationer og layout, af Eva Toft og Caroline Svendsen.
Find os på facebook
Hej Julie
Som Sherlock ville have sagt,eller var det Watson…? Du har fat i noget helt elementært!!!
Alting er i virkeligheden meget enkelt,hvis nogen bare gider sætte sig ind i det – det gør du – mange tak for det.
Flekstøsen
“Hvornår kan man betegnes som psykisk syg?” Kort sagt, når man selv betegner sig som sådan.
I hans editorial “What should count as a mental disorder in DSM-V?” opstiller den amerikanske psykiater Ronald Pies en model, der beskriver vejen fra lidelse til sygdom i medicinsk forstand. Pies bemærker ganske korrekt, at psykiatriske diagnoser ikke helt opfylder de kriterier, hans model indeholder, og der også generelt danner grundlag for, hvilke lidelser der anerkendes som sygdom indenfor lægevidenskaben. Bortset fra, at jeg er lidt uenig med Pies i, hvorvidt “psykisk sygdom” opfylder kriterierne, kan jeg kun sige, så vidt, så godt. Men så bliver det “weird”. Fordi Pies mener, der helt klart må være grundlag for at anerkende i hvert fald visse former for eksistentiel lidelse som sygdom, i medicinsk forstand (og således medtage disse i DSM-V). Dvs. Ronald Pies indrømmer det ene øjeblik, at der ikke findes et lægevidenskabeligt grundlag for bare så meget som én enkel psykiatrisk diagnose, og i næste øjeblik påstår han, at nogle diagnoser må være berettigede, siden videnskaben sikkert en skøn dag vil finde frem til f.eks. entydige biomarkører. Så i hans ræsonnement er psykiatrisk ønsketænkning nok til at berettige psykiatriske diagnoser. Hm. Og hvor meget har ønsketænkning lige med videnskab at gøre?? Det forekommer mig, at Ronald Pies (og med ham den samlede psykiatri) har mistet lidt kontakten med virkeligheden, den lægevidenskabelige, i hans konklusion. Så, måske er han syg? “Psykotisk”??
Psykiatriske diagnoser er kulturelle konstrukter, og har intet med den læge-/videnskabelige virkelighed at gøre. Og når vi taler “virkelighed”, hvilken taler vi så egentligt? For, der findes jo flere. “Psykotisk” er man således, hvis man mister kontakten. ja, ikke med virkeligheden, men med konsensusvirkeligheden. Stor forskel. Og, for at spørge med Ron Unger, er der nogen her, der til enhver tid, uden undtagelse, er i kontakt med konsensusvirkeligheden?
Jeg hører alle Outsiderens medarbejdere og læserne her juble: “Jamen, så er vi jo slet ikke syge, svage, sårbare, whatever af den (diskriminerende) skuffe! Hurra! I morgen går vi alle samlet hen, og får dem til at fjerne vores diagnoser! Aldrig mere “skizofren”, “bipolar”, etc.! Aldrig mere tvang! Aldrig mere diskriminering ude i samfundet! (Og aldrig mere Outsideren, for så er der ikke længere nogen psykiatri, at se indefra.)” Men ak, jeg er vist lidt ude af kontakt med virkeligheden. Konsensusvirkeligheden, der tror på “psykisk sygdom”, ganske som de for nogle hundrede år siden troede på hekse og dæmonbesættelse.
“Psykisk syg” er man, når man ønsker at være det. Som i “ønsketænkning”, ja.
Spændende indlæg. Oplæg fra filosof d.7.oktober talte videre om emnet diagnoser.
Er pt på et it hursus på vuc. Jeg er blevet stærkere og ved ikke længere vedkende mig stemplet psykisk syg. Men det er svært. Folk er så forvirrede. Og er der et hul i ens selvtillid er de der straks. Men tager man det med ro og med Guds hjælp går det fremad.
Ja, Gunver. Mange er forvirrede. Jeg har kigget i bogen “Det hvide snit” af Jesper Vaczy Kragh. Den gennemgår psykokirugi og dansk psykiatri fra 1922 til 1983. Der er bagerst lister over diagnoser.
Det fremgår af bogen, at det forfærdelige hvide snit mest er blevet udført på kvinder på Sjælland med folkeskolebaggrund, og som er hjemmegående.
Personligt synes jeg, at det er godt, at der skete en medicinsk revolution i behandlingen af psykisk syge og sårbare i 1950-erne.
Snittet er en kompleks problemstillling. Det virker i dag som en ekstremt forældet metode grænsende til tortur. Det var skizofrene patienter, der blev behandlet. Iøvrigt er det ikke forfatteren, der er på forsiden. Billedet er fra 1942. Forfatteren er født i 1968 !
Til Julie
Det er fantastisk godt at læse, det du har skrevet om diagnoser. Jeg har taget det til mig, at man ikke skal slå sig selv oven i hovedet med diagnoser. Men vil jeg tilføje: Det er klogt at lære af sine erfaringer – og kun gøre en alvorlig fejl én gang i livet. Plus supplere det med selvdisciplin.
Med venlig hilsen
Nationaløkonomen
Ja Boye, det er virkeligt godt, at vi i dag har metoder, der opnår samme resultat, uden at nogen behøves, at få blod på hænderne, og hvor forvandlingen til lobotomeret foregår såpas langsomt, at de færreste overhovedet lægger mærke til, hvad der sker…
Kære Marian.
Det glæder mig, at vi tilsyneladende er enige. Det er et digert værk, jeg er gået i gang med at bearbejde. Det sjove er, at jeg kender forfatterens bror (Morten Vaczy Kragh) personligt. Flink fyr.
Tip Det, du siger på Twitter, kan blive vist verden over øjeblikket. Du er, hvad du Tweeter!
Man kan ikke blive sindssyg.
Har man vrangforestillinger kaldes man på dansk forrykt eller vanvittig.
Man kan nemlig sagtens forestille sig flere virkeligheder.
Tune
Er der overhovedet nogle normale mennesker her?
Det lader ligefrem til at psykiateres misforståelser strider groft imod virkeligheden.
Tune
Børn og unge under 15 år kan ej udvikle vrangforestillinger.