Fra Julies Verden – Derfor har jeg valgt børn fra

Ganske få, der er blevet psykisk syge i en ung alder, vælger at få børn. Langt de fleste vælger det fra. Og det er uhyre svært at kombinere moderskabet med at skulle håndtere end alvorlig sindslidelse.

Personligt har jeg for længst lagt tanken om at stifte familie bag mig. Det er der mange vidt forskellige grunde til, det er ikke kun fordi jeg er syg.

Jeg ved, at jeg aldrig kunne være en passende forælder. Alene tanken om at skulle bære et barn i min mave, er mig modbydelig, for slet ikke at tale om at skulle tage ansvaret for det de næste mange år. Jeg har lidt for meget, været for meget ondt igennem. Faktisk ville jeg foretrække at dø, frem for at skulle bringe et barn til verden. Hvis jeg fik et barn, der gik bare lidt af det igennem, jeg har været udsat for, ville jeg aldrig tilgive mig selv. Aldrig ville jeg have styrke eller overskud eller styrke til at have ansvaret for et lille barns skæbne. Jeg er Danmarks knudekvinde nummer et, jeg kan ikke rumme at lukke folk ind i mit liv, jeg er totalt enspænder og derfor ville jeg have en meget dårlig indflydelse på et barn, som netop skal socialiseres. Min sygdom gør at jeg knap nok  kan holde mig selv oppe i perioder, hvordan skulle jeg så kunne passe en nyfødt. Der står i min journal, at jeg er alkoholiker, så jeg ville risikere at de tog barnet fra mig 4 timer efter fødslen. Og jeg ville aldrig kunne overlade mit eget kød og blod til i fremmede menneskers varetægt. Det ville ikke røre mig det fjerneste af få en abort, men at mit barn skulle vokse op hos uvedkommende, det ville jeg aldrig tillade. Det må være nogle meget hårdhjertede kvinder, der får et barn bare for at bortadoptere det.

Jeg blev syg meget tidligt i mit liv og har derfor udviklet mig fuldstændig skævt. Hele mit voksne liv har jeg været afhængig af en ret massiv medicinering, som jeg ikke ville kunne undvære under graviditeten. Fosteret risikerer at tage skade af medicinen, og hvis jeg så holdt op med at tage den, ville jeg blive stjerneskør, med det resultat at barnet skulle anbringes i plejefamilie. Det problem deler jeg med de fleste psykisk syge kvinder. Derfor har jeg ladet mig henvise til sterilisation. Ikke fordi jeg regner med eller håber at finde manden i mit liv, men fordi jeg kun er 31 og ikke vil udelukke, at jeg en dag får et forhold til en mand. Sterilisation kan kun vanskeligt laves om, og jeg ser det derfor som en glimrende sikkerhedsforanstaltning. Så længe jeg ikke er neutraliseret, er jeg en omvandrende risikofaktor. Jeg vil ikke gå så vidt som til at anbefale alle sindslidende at blive steriliseret, folk er jo alle sammen forskellige, men jeg vil gerne være forvisset om, at mine arveanlæg dør med mig. Og man kan ikke forsvare sig imod at en siddende ekstremt højredrejet  regering kunne finde på at begrænse adgangen til abort. Så vil jeg gerne være forberedt.

At blive mor er i sig selv svært, men der opstår endnu flere problemer når man er syg. Der taler jeg ikke alene arvelighedsaspektet, inden for en overskuelig fremtid vil man kunne screene fostre for sindssygdomme, men en alvorlig lidelse kan gøre det enormt at have med at barn at gøre. Det kræver en meget stor rummelighed af forælderen, det kræver først og fremmest tid og overskud. De fleste psykisk syge er meget følsomme overfor stress og omvæltninger. Hvordan skulle de kunne håndtere de søvnløse nætter med en skrigende baby, der skal fodres og skiftes med tre timers mellemrum. Så man skal virkelig være forberedt og vide hvad man går ind til når man beslutter at få et barn. Når man først er mor, har man i mange år fremover givet afkald på sin frihed og selvstændighed og retten at sætte sine egne ønsker og behov i centrum. Barnets interesser vil altid gå forud for den voksnes, og det ville overvælde mange psykisk syge, som selv i nogle perioder har brug for ekstra støtte og omsorg. Derfor er det absolut nødvendigt at moderen har noget støtte i hjemmet og et godt netværk at pårørende der kan aflaste hende, når det brænder på. Det ville være bedst hvis ikke begge forældre er psykisk syge, så den ene kan fungere som sikkerhedsværn i de belastende perioder.

Jeg kan kun sige at beslutningen om at få børn eller ej er en privatsag, og at andre selvfølgelig ikke må presse nogle til at få et barn de ikke vil have, det ville være fuldstændig umenneskeligt, men man kan i et moderne samfund heller ikke forhindre folk i at reproducere sig, uanset hvor mange problemer der måtte være forbundet med det. Det er netop menneskets privilegium, at være frugtbar eller ej, alt efter hvad der passer ind i deres liv.

Af Julie Feilberg. Denne tekst er endnu en bid af Julies Verden, der kortlægger et liv, der, ifølge Julie selv, gik fuldstændig galt allerede i børnehaven.

Se også:

1. Fra Julies Verden: Vi behandler de forkerte. Vores problem er de normale Manfred Lutz deler folk op i kategorierne: normale vanvitttige, vanvittigt normale, normale tåbelige og tåbeligt normale. Bogen er et argument...
2. Kæmpe forskelle i indsatsen for psykisk syge børn Kommunerne overhører hospitalerne: Når et barn sendes videre til kommunen fra en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, peger hospitalet på hvilken...
3. Velkommen til Julies verden Kender I alle de stressede plejere, der kaster nervepiller efter belastende patieterne? Der må gøres noget for at stoppe den...
4. Jeg har valgt trætheden og livet For mange danskere er psykofarmaka et livsvilkår. Her er en af dem. Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 72 / Af Katrine...
5. Eksplosiv stigning i antallet af psykisk syge børn 25% af skoleeleverne har en psykiatrisk diagnose Kilde antv.dk / Inslaget er produceret af ANTV. Indslaget er fra det sociale...