For at komme videre, er man nødt til at miste håbet

Det er en mine dyreste erfaringer gennem mit lange liv med psykiske nedture.

Da jeg først blev indlagt for ti år siden, og skizofrenimistanken først blev luftet, var jeg langtfra parat til at lade mig slå ud, og jeg ville i hvert fald slet ikke acceptere at jeg overhovedet skulle være syg. Selv i løbet af min næste toårige indlæggelse og min årelange anbringelse på Sundbygård, ville jeg ikke slække på mine ambitioner. Jeg ville have det hele: lang videregående uddannelse, karriere, penge og prestige og med tiden også et godt ægteskab. Og efter en masse ihærdige forsøg på at komme videre havnede jeg hver gang i muddergrøften. Men efter jeg flyttede i egen lejlighed for 3-4 år siden, begyndte jeg ret hurtigt at lægge disse højtflyvende drømme fra mig. Jeg kunne ligeså se fakta i øjnene, sagde jeg til mig selv, jeg har for mange ulemper, dobbelt så mange ulemper nu fordi jeg ikke længere er ung. Jeg er dømt til at leve det her triste ikke-liv som kronisk syg, og jeg kunne lige så godt lære at leve med det. Dengang for 3 år siden gik det op for mig, at jeg aldrig ville få nogle af de ting jeg havde drømt om og at jeg altid ville være invalid. Ingen fremtid, ingen udvej, intet at se frem til. Jeg kunne allerhøjst forsøde min tilværelse lidt ved at drikke mig en kæp i øret.

Men efter jeg havde affundet mig med det totale nederlag, begyndte tingene at vende sig til min fordel. Objektivt set har mine omstændigheder ikke forbedret sig spor, men der ikke længere rigtig noget at være ked af. Jeg er ikke hele tiden på jagt efter noget bedre, græsset er ligesom ikke længere grønnere inde hos de andre. Jeg har lært at man skal acceptere sine givne vilkår, hvor dystre de end måtte føles. Først når accepten er der, kan man gøre sig noget håb om at få det bedre. Det generer mig ikke spor at være en social taber, det er ligefrem  blevet en identitet og en kilde til trøst. Livet er på mange måder nemmere, når man ikke skal leve op til nogens forventninger, ikke engang ens egne. Så kan man leve livet på sine egne præmisser uden at skulle tage hensyn til hvad andre tænker, og hvorfor skulle jeg også tænke på andres opfattelse af mig, omverdenen har jo aldrig gjort andet end at tryne mig lige fra jeg blev født.

I en alder af 31 føler jeg mig allerede som en oldsag, der kun venter på døden. For nu hvor jeg ikke længere tænker på selvmord, er jeg blevet meget bevidst om at mine dage er talte, selvom jeg i princippet kunne leve 60 år endnu. Når man er psykisk syg og tager medicin, forkortes ens liv betydeligt, selv når man ser bort fra selvmordsrisikoen. Jeg er blevet bevidst om min tilstand efter at jeg er ”stået af” og er indimellem angst for at dø. Det kan jo ske hvert øjeblik at jeg får en blodprop eller hjertestop, og når jeg lægger mig til at sove om natten, ved jeg at jeg måske aldrig vågner op igen. Det er den anden side af medaljen ved at få det bedre, at når man ikke længere er bange for at skulle leve videre, så bliver man bange for det modsatte. Alt disse kvababbelser har forstærket min tro på at man skal nyde det liv man har her og nu, og aldrig aldrig aldrig tænke flere år ud i fremtiden.

Man hører af og til folk gøre sig overvejelser om hvad meningen med livet er. Som om det er noget der er givet på forhånd eller noget som er ens for alle. Der er nemlig ingen mening med at leve, undtagen den man bilder sig ind, at man selv skaber sig. Jeg har nogle gange ønsket, at jeg havde en eller anden form for religiøs tro, det kunne måske give mig nogle pejlemærker, jeg kunne leve mit liv efter og give mig tiltro til at der er noget bedre i det hinsides. Men jeg mener på bunden af min sorte sjæl, at religiøs tro bare er en mere avanceret form for psykose, som der desværre ikke findes nogen medicin for. At tro at der findes en guddommelig vilje og magt er den koldeste og mest kyniske løgn, man kan forestille sig. Jeg ved at jeg kun er en biologisk mekanisme, på niveau med en amøbe, og når jeg er død så er jeg død, der bliver intet tilbage af mig, undtagen hvis Outsiderens blad og blog bliver bevaret for eftertiden.

Du, kære læser, vil nok spørge dig selv om sådan en fuldstændig unyttig taber som mig overhovedet har noget at leve for. Ork ja masser, vil jeg så svare, det er derfor jeg så ofte tænker på det uigenkaldelige ved et menneskeliv. For en gangs skyld nyder jeg at være til, at være til stede, at have fundet en plads i tilværelsen, undtagen når jeg er for omtåget af medicinen og bare har lyst til at lægge mig. Jeg hygger mig ganske godt i min lille hverdag, fordi jeg er førtidspensionist, har jeg det privilegium kun at beskæftige mig med de ting jeg har lyst til, uden, som det meste af den arbejdende befolkning, at skulle sidde på et kontor fra 9-5 hver dag eller skulle passe et studie og læse en masse tør faglitteratur og skrive tidskrævende opgaver. Jeg er fri til at sove til over middag (næsten) hver dag og se fjernsyn, høre fed musik, læse spændingsromaner alt efter hvad jeg gider, eller drikke mig en kæp i øret, hvis jeg pludselig bliver overvældet af kedsomhed og tomhed. Set fra mit eget synspunkt, har jeg det som blommen i et æg. Lad det være sagt på denne måde: jeg vil ikke ønske mig noget der er uden for min rækkevidde eller kræver en større indsats, derfor synes jeg, jeg har alt hvad hjertet kan begære. Det havde jeg i hvertfald ikke dengang, jeg stadig ønskede mig en hel masse for min fremtid.

Se også:

1. MIG OG ”DE NORMALE” – 9 sætninger til at skrive videre på, Sindslidende har lige så mange fordomme som alle andre. Men hvad er de mere præcist? I næste nummer af Outsideren,...
2. Sindssygt gode råd til at komme dig over finanskrisen ! Er du kommet dig over finanskrisen ? Ellers er der her 17 gode råd til fri afbenyttelse. I alt har...
3. Kost og Psyke – foreløbig Debatten omkring kost og psyke fortsætter. Her er samlet de foreløbige indlæg på bloggen. Der er mange kommentarer til indlæggene...
4. At være hel. Måske er kærlighed mig ikke beskåret. Hvis jeg er heldig kan mit liv blive trygt og jeg...