Fra Julies Verden: Vi behandler de forkerte. Vores problem er de normale

Manfred Lutz deler folk op i kategorierne: normale vanvitttige, vanvittigt normale, normale tåbelige og tåbeligt normale. Bogen er et argument for at de normale, udgør en langt større fare for omverdenen end en skizofrens harmløse tosserier.

Boganmeldelse af Julie Feilberg

“Vi behandler de forkerte. Vores problem er de normale,” sådan lyder titlen på den tyske psykiater Manfred Lutz debatbog om psykiatriske problemer.

 Manfred Lutz formål er at afmystificere psykiske sygdomme og han giver en indføring for lægpersoner i de forskellige diagnoser og hvordan man behandler dem.

Den lidt provokerende titel sigter på de tyngende normalitetsbegreber der hersker i vores samfund – og at folk der er anderledes eller ”sære” bliver stemplet og udsondret fra den almindelige befolkning.

Fx var Hitler, Stalin, Mao mm. skrækkeligt normale. Hvis de havde været psykisk syge, kunne de ikke have opnået sådan en magt over andre, endsige begået massemord eller ført verden ud i krig. Nok var de psykopater, men det er alt sammen helt normalt.

Derfor er der heller ingen undskyldning for deres gerninger (kunne man måske have reddet verden ved at sende Hitler til en hjernesnedker?)

Nyere tids hjerneforsking peger ganske vist på at vi ikke selv er skyld i de grusomheder, vi kunne finde på, de er signalstofferne i hjernen der spiller os et puds, derfor skulle man afskaffe domstolene og fængselsstraffe og oprette dressuranstalter i stedet for. Men det er vanvid, siger Lutz. At skyde skylden for alting på hjernens kemi, ville betyde enden på al civilisation.

Men hvem skal man så behandle og hvorfor?

En vigtig pointe hos Lutz er at i tilfælde af tvivl, skal patienten altid opfattes som rask. Ellers bliver psykiatrien til et diktatur.

Folk der har usædvanlige oplevelser, som at høre befalende stemmer, eller støder an mod det borgelige samfund, med deres ideer eller påfund, kan man ikke bare putte ned i diagnostiske skuffer, fordi mange synes de er underlige. En virkelig behandlingskrævende person er kendetegnet derved, at han faktisk lider under sine hallucinationer og indtryk, at han er socialt hæmmet og trækker sig ind i sin egen lille verden, at han ikke kan fungere på jobbet og i hjemmet. Et sådant menneske er det rigtigt at hjælpe. Men behandlingen skal altid foregå på patientens præmisser, i hvert fald så længe lægen kan stå inde for den behandlingsform patienten har valgt. Det er nemlig meget vigtigt at respektere patientens grundlæggende frihed og menneskeværd. Ved sindslidelser eller misbrugsproblemer er hans valgfrihed dog betydeligt indskrænket. Og det er det kildne ved det. Patienten skal have sine plagsomme symptomer lindret så han igen er i stand til at træffe sine egne valg her i livet.

Hvad skal man angive som begrundelse for at der overhovedet findes sygdomme og psykiatri?

Op gennem historien er psykisk syge slet ikke blevet opfattet som sådan, fordi psykiatrien slet ikke var opfundet. Det skete først for ca. 200 år siden. Indtil da havde de syge levet i samfund som ekcentrikere. Og psykiatrien er kommet langt, siden man lagde de gale i lænker på lukkede anstalter. I dag er der mange forskellige behandlingstilbud, og teorier om hvad sindslidelser skyldes.

Fx det biologiske perspektiv, hvor sygdomme ofte er arvelige og hvor hjernens kemi ligger til grund. Og psykoanalytikerne vil hellere lægge vægten på vores tidlige barndomsoplevelser. En traumatisk barndom kan altså udløse psykiske forstyrrelser i voksenlivet. Eller det sociologiske aspekt, hvor samfundets indretning er skyld i vores dårligdomme.

Men, påpeger Lutz, psykiatri er ingen sandhedslære, og derfor er diagnoser aldrig sande. En diagnose er kun et redskab til at finde frem til den rigtige behandling. Og hvad man skal angive som årsag til problemet, kan være meget forskelligt altefter den enkeltes situation. Hvis man pludselig bliver dybt depressiv, midt i et ellers godt liv, vil det være fornuftigt at diagnostisticere en biologisk årsag, Det er ingens skyld, det er bare hjernens kemi. Er man voldelig overfor andre må man finde en helt anden årsag end serotonin osv….

Jeg synes, at Manfred Lutz giver et forfriskende anderledes syn på psykisk syge, nemlig som mennesker med deres egne egenskaber, og ikke bare psykiatriske tilfælde. Alle usædvanlige mennesker, modsat de normale, hvadenten de er syge eller ej, kan bibringe samfundet noget positivt og nyttigt, netop fordi de er lidt skæve i forhold til den grå masse. Vi må ikke skabe et samfund hvor alting skal ensrettes, vi skal inddrage de syge og de usædvanlige i det offentlige liv. Netop de psykisk syge, der senere får det godt, har nogle fantastiske erfaringer at dele med andre. De har engang stirret ned i livets afgrund og er forandret for altid.

Det kommer de færreste normale nogensinde i nærheden af.

___

Julie Feilberg er fast skribent på Outsideren og har læst denne bog på originalsproget, tysk. Det vides ikke om Manfred Lutz’ bog udkommer på dansk.

Se også:

1. Normale er kedelige, men nødvendige Ny fast spalte i Outsideren: Hvad i alverden skal man mene om de normale?  Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 /...
2. Fra Julies Verden – Derfor har jeg valgt børn fra Ganske få, der er blevet psykisk syge i en ung alder, vælger at få børn. Langt de fleste vælger det...
3. Mig & De Normale Som svar på Outsiderens opfordring om at skrive om, hvad i alverden man skal mene om de normale, har Sabine...
4. MIG OG ”DE NORMALE” – 9 sætninger til at skrive videre på, Sindslidende har lige så mange fordomme som alle andre. Men hvad er de mere præcist? I næste nummer af Outsideren,...
5. Blachman sætter verden fri! Kun lige et enkelt passerende blink med øjet før min sidste frie tanke var ved at dø af tørst, kastede Thomas Blachman sig...