At psykisk sårbare kan komme sig af deres sindslidelse, er gået fra at være en stille revolution til hverdag i psykiatrien.
Recovery betyder at komme sig, og fænomenet opstod blandt sindslidende, der selv fandt nye veje til at få et bedre liv
I dette særnummer kan du læse indlæg fra brugere, terapeuter, folk der har nørdet på det og en af de frustrerede recovery-guruer Ron Coleman. Læs det her:
… Eller også kan du/I bestille en stak eksemplarer ved at kontakte os, se vores adresse ude til højre.
Særnummeret henvender sig til alle der vil vide mere om recovery, både menneskeligt og fagligt. Læs også “Making Recovery a Reality” fra Sainsbury Centre for Mental Health – her kan du læse om evidens, forskning og praksisudvikling i England, hvor psykiatrien og socialpsykiatrien stille og roligt bliver mere og mere recovery-orienteret.
Herluf Dalhof, tidligere praktiserende læge og nuværende medlem af LAP, kommenterer artiklen ”Tyveriet af recovery” af Ron Coleman:
Hvem kan gøre recovery til en fuser?
Først, i 1980`erne, opstod diskussionen om formynderiet. Men den debat blev af psykiaterne vendt om, så det alligevel blev dem, der beholdt magten.
I 1990`erne diskuterede man ligeværdige samarbejdsprincipper. Også her greb psykiaterne ind og fik udvirket, at nok blev brugerne repræsenteret i forskellige udvalg, men altid så de var i mindretal og dermed uden reel indflydelse.
Nu er så recovery-bølgen over os. Også her ser Ron Coleman tegn på, at psykiaterne igen er ved at omdefinere og udvande begrebet, så det efterhånden mister sin betydning.
Jeg har to kommentarer til det:
A. Recovery er udtryk for et håb og en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at blive rask igen efter en psykisk sygdom. Det håb, som det gennem de sidste 20 år næsten er lykkedes psykiaterne at eliminere. Hvis sindslidelser kun er genetisk betingede biokemiske uregelmæssigheder i hjernen, er der ikke megen udsigt til helbredelse. Heldigvis ved vi fra utallige kilder, at man kan komme sig fra en psykisk lidelse. Både fra undersøgelser og enkeltberetninger, som Arnhild Lauveng, forfatter af bogen ”I morgen var jeg altid en Løve”. Det kan psykiaterne aldrig igen tage fra os.
B. Indefra er der imidlertid også en trussel, hvis brugerne begynder at glemme den egentlig betydning af ordet recovery: At komme sig. Altså den aktive proces, hvor man arbejder med sig selv for at blive rask. For i sidste instans er der kun én person der kan gøre én rask, nemlig én selv. Jeg synes der er en tendens til at dreje recovery-begrebet mod det omgivende samfund, så det nu er samfundet, der skal komme sig og ikke én selv. Det hjælper alt sammen intet, hvis man ikke selv vil yde en indsats.
Så om vi bestandig holder os den egentlige betydning af ordet recovery for øje, er afgørende for, om recovery-tanken bliver en ynkelig fuser, eller om den vil ryge til vejrs og eksplodere i et flot stjerneskud på psykiatribrugernes himmel.
Herluf Dalhof, Binderup Strand, 2009
Indlægget er forkortet af Outsideren – med tilladelse fra Herluf Dalholf
____
Om sig selv skriver Herluf Dalhof:
Jeg er tidligere praktiserende læge, og har i forbindelse med min skilsmisse haft en depression, som jeg dog mener art være kommet ud af. Jeg har i mange år været frustreret over den måde, psykisk syge bliver behandlet på i dagens Danmark.
Jeg er medlem af LAP, og har skrevet flere artikler i Kristeligt Dagblad, bl.a. om “Psykiatriens fallit”, “Det store bedrag om Elektrochok” og “Den kemiske frontrale lobotomi“.
Se også:
Pingback: Sommerlæsning… imens du venter på apoteket | Outsideren
Naturligvis skal psykisk syge selv være indstillet på at gøre en indsats for at komme sig af sygsommen. HVIS DE KAN. Netop her synes jeg “Recovery” er et diffust begreb i psykiatrien. For mange folk kán ikke hjælpe sig selv med at helbrede sig selv. Dette kræver bla at den syge pløjer sig gennem selvhjælpsbøger, som mange meget syge psykiatratriske patienter slet ikke kan overskue.
Det kræver en stærk psyke at være psykisk syg, er min holdning. Psykoedukation vinder frem, udmærket. Men samtidigt skrives der utallige bøger om netop dette emne. Og alle bøgerne er bestemt ingen hjælp. De kan være en katastrofe for den syge, når bøgerne ikke er skrevet af dygtigt faglige personer.
Der findes et stort marked for klamhuggere, der gør sig kendte på at kunne hjælpe den syge med psydoedukation. Der findes utallige talkshows – især amerikanske – der er uhyggeligt underlødige. Ergo er det en jungle for den syge at komme frem i.
Men som nævnt i starten skál den syge selv være indstillet på at ville hjælpe sig selv. Hvis muligt.
Jane Deleuran - 6. december 2010
16:07
Pingback: Claus Bech Nielsen om recovery 31.3. på Outsideren | Outsideren
Pingback: Claus Bech Nielsen om recovery 31.3. på Outsideren | Outsideren
Pingback: Er det nu jeg kan kalde mig recovered? | Outsideren
Pingback: En dag på Støtte- og Kontaktcentret | Outsideren