En tur til Borgen – om psykiatri-politik
Fredag den 13. (uuuh, gys !!) i november måned 2009 var 7 af os fra Outsideren en tur på Christiansborg. Det blev en god tur for nogle. Ikke for alle – men det er en helt anden historie. For de 6 af os, der var med til rundvisning, gik det godt, synes jeg i hvert fald. Vi kom ind, fordi der var en aftale med Özlem Sara Cekic, MF for SF (herefter omtalt som MF-eren). Der ligger absolut ikke noget som helst partipolitisk i det. Det kunne i princippet have været én fra hvilket som helst parti. Outsideren er jo partipolitisk uafhængigt, men vi interesserer os (naturligvis) for politik.
Af Boye Haure
Vi gik rundt og kiggede på alle de spændende ting på borgen, og MF-eren fortalte om Folketingets måde at arbejde på. Jeg fortalte lidt om de forskellige historiske ting, malerier af gamle politikere, osv. Det emmer af historie. Ind imellem også af travlhed. Men den dag Outsideren var der, forekom det hele at foregå i et ret stille og roligt tempo.
Efter rundvisningen gik vi ind i samtaleværelset, og satte os omkring et antikt flot bord. Vi fik lejlighed til at spørge MF-eren om nogle politiske emner indenfor psykiatrien. Jeg har noteret et par meget overordnede spørgsmål, som jeg stillede, og MF-erens svar på dem:
Hvad mener du om brug af tvang?
Jeg er imod ambulant tvang. Det er SF og Enhedslisten. Socialdemokraterne og de radikale er skeptiske. Venstre, konservative og Dansk Folkeparti er for. Men loven er blevet strammet så meget – på grund af kritikken fra oppositionen, at den måske kun vil blive brugt 2 gange om året overfor meget farlige personer. Der er indført en forsøgsperiode på 4 år, og hver 3. måned skal der laves en opgørelse. Der er mange kriterier, der skal opfyldes, og andre muligheder skal være forsøgt, svarer MF-eren.
Det har åbenbart nyttet meget at kritisere det oprindelige lovforslag fra regeringen og dets støtteparti. Det er glædeligt, hvis du spørger mig. Der er masser af alternativer til tvang, og det var absurd, at en regering ledet af et liberalt parti ville indføre en masse tvang i eget hjem. Man skal være til fare for sig selv eller andre, for at det kan retfærdiggøres. Nu synes det oprindelige lovforslag at være smuldret til kun at omfatte meget få situationer. Det må vi i hvert fald håbe.
Herefter stillede jeg et helt bevidst ledende spørgsmål: Hvordan vil du skaffe flere penge til psykiatrien?
Man skal ikke nødvendigvis bare hælde flere penge i psykiatrien; man skal også omstrukturere. Man skal hellere bruge penge på distriktspsykiatrien end på flere sengepladser.
Så vil jeg foreslå, at man sætter de satser ned, som bestemmer, hvor meget de privatpraktiserende psykiatere kan tjene, og som regionerne betaler. Vi har skrevet om det i Outsideren. Hun får et eksemplar. (Artiklen hedder ”Indkomst som forløser” og blev bragt i nr. 69, side 32-33, og er også omtalt i indholdsfortegnelsen som ”Hvem vil være millionær?”). At sætte disse satser ned vil frigøre penge til at styrke andre områder, f.eks. psykologhjælp og bofællesskaber.
Det tror jeg også, siger MF-eren.
Vi fik at vide, at oppositionen ofte er ude for i sundhedsudvalget, at man kom med nogle forslag eller kritikpunkter i forhold til regeringens lovforslag, og så skete der det, at regeringens og Dansk Folkeparti medlemmer sagde: skal vi stemme om det? Derefter blev de bare stemt ned uden diskussion. I øvrigt bruger nogle medlemmer fra regeringsfløjen ofte udtrykket: Psykisk syge og andre kriminelle!
Vores ansvarshavende Klavs Serup supplerer med følgende pointer:
Medierne forstår ikke, at indenfor psykiatrien er patienterne også eksperterne i modsætning til, hvis man har kræft f.eks.
Vi kunne forestille os at lave et projekt om bæltefiksering. Det kunne gøres af nogle fleksjobbere til 100.000 om året, der kiggede på 100 cases, der beskrives og evalueres fra forskellige vinkler – fra dem der selv beder om det, til dem der protesterer voldsomt.
Vi fik sagt farvel og tak. Noget klogere på, hvad der sker på Christiansborg, og hvilke tanker Folketinget gør sig om psykiatri, samt med en yderligere viden i rygsækken om, hvordan de arbejder med lovforslagene.


Posts
Læg en kommentar