Om lidt bliver her stille…..
Orgelpiberne stemte i med disse kendte toner af Kim Larsen, da et stort følge med en fugtig kant ved øjet i lørdags d.28.november fulgte Dorthe Raffenbergs kiste ud af Grundvigskirken i København.
Præsten havde kort forinden i sin tale været inde på retfærdighed, og Dorthes pludselige og uforklarlige død, for lidt over en uge siden, satte gang i en hel del eftertanke hos undertegnede om livets skrøbelighed.
foto: Jette Nielsen
Dorthe var en aktiv del af Outsiderens redaktion næsten fra dag 1, da bladet under beskedne former havde sin spæde start i 1996. Gennem årene bidrog hun jævnligt med artikler på trods af et sårbart sind og til tider hård medicinering. For godt et år siden valgte hun af forskellige årsager at sige stop på redaktionen, og helligede sig sporten i Idrættens Hus og Kæmperne af 1998. Derudover tog hun ud og optrådte med Recovery Stand up, og nogle foredrag blev det også til i ny og næ.
Inden dette bliver for meget en tung nekrolog, vil jeg gerne have lov at skifte spor.
Jeg mødte første gang Dorthe i 2000 på Højskolen en bro til livet, som på daværende tidspunkt holdt til på Brogården ved Middelfart. Det var tydeligt at se, at hun fik en del medicin, men hun havde alligevel overskud til at tage på højskole og udfordre sig selv. En dag jeg var på vej til købmanden, mødte jeg hende i løbedress. Det gik vitterlig ikke ret stærkt, men hun kæmpede sig igennem en daglig løbetur, og vi kom denne dag i snak. Venskabet udviklede sig de næste par år til, at vi i sommeren 2002 under endnu et højskoleophold blev kærester. Jeg kendte godt til Outsideren, men hun tog mig med til et redaktionsmøde, som førte til at jeg blev tilknyttet bladet, og har siden da, fra tid til anden skrevet en artikel, når der er noget jeg brænder for.
Dorthe boede på den store boinstitution Sundbygård på Amager, og de gange jeg besøgte hende der, fik jeg et tydeligt indtryk af en ung kvinde, der havde drømme og mål, og ville mere med sit liv, end blot sidde passiv på en psykiatrisk institution.
Vore veje skiltes for en tid, men vi holdt stadig kontakt, og mødtes en gang imellem til et redaktionsmøde på Outsideren. Og Dorthe kom videre! For fire, fem år siden fik hun sin egen lejlighed i et opgangsfællesskab i Bispebjerg. Min kone og jeg besøgte hende der, og vi havde en hyggelig eftermiddag og aften på Nørrebro Bryghus i muntert selskab med hinanden og noget godt øl og mad.
Siden fortalte hun med megen glæde i stemmen at hun havde mødt én. Lars var kommet ind i hendes liv, og jeg har lige siddet med et postkort i hånden, som jeg fik af Dorthe i vinteren 2008, hvor hun var på en dejlig skiferie i Norditalien med Lars. Det varmede mig virkelig at mærke, at hun havde fået det godt og levede.
Men nu er hun død, og de oplysninger jeg har, siger at hun blev fundet livløs i sin seng. Som sagt ved jeg at hun, mens jeg var tæt på hende fik virkelig meget medicin, og hvorvidt det var medicinen, der slog hende ihjel, er det ikke sikkert, vi nogensinde får vished om.
Lavt sat sker der hvert år i DK omkring 150 uforklarlige dødsfald blandt psykiatribrugere, der er i medicinsk behandling med psykofarmaka. Jeg tror at det ville være i Dorthes ånd, at der blev sat seriøst fokus på denne meget alvorlige problemstilling. Dorthe kæmpede bravt, og på trods af meget hårde odds, fik hun et aktivt og indholdsrigt liv.
Vi ses måske igen……
Se også:
- Diagnoser, livshistorier og lidt mere epidemi Gianna har gjort det igen (herligt at se, at hun alligevel stadigt har ork til at komme med sine guldkorn!):...
- Dorthes sidste artikel: Medicin er hårdt for selvfølelsen Det her var den sidste artikel Dorthe Raffenberg skrev i Outsideren. På redaktionen er vi dybt chokerede over hendes død,...
- Når det hele bliver ALT for meget Denne tekst har Karoline skrevet for at fortælle om begivenheder og sammenbrud, der ikke er ligetil at dele med andre....
- Der var engang et land højt mod Nord. Der var engang en mand som var så klog at han ikke...
- Det misbrugsfri tilbud På bostedet Sundbygård på Amager oplever man et markant stigende misbrug, hvor bl.a kokain og heroin vinder frem. Efter ønske...
6 Responses to Om lidt bliver her stille…..
Skriv et svar
Pingback: Dorthes sidste artikel: Medicin er hårdt for selvfølelsen | Outsideren
Dorthe og jeg har kendt hinanden siden 3 klasse på Sct. Josefs skolen. Vi blev hurtigt slyngeveninder og var til hun gik ud af skolen i 9 klasse. Så gled vores venskab ud ganske naturligt. Vi mødtes en gang i mellem i byen. Jeg kunne godt se hun havde det skidt ind i mellem og hun svingede mig. Det var tydeligt at det var medicinen der gjorde at hun en gang i melle ikke så mig, eller ikke sagde så meget. Hun så fjern ud.
Det glæder mig dog at læse at hun kæmpede for at få et godt liv. Hun va godt nok aktiv med mange ting. Siden hun flyttede til kbh. har jeg ikke set hende. Hun ser drøngodt ud på det billede her på siden. Meget bedre end da hun boede her i Roskilde.
Det er trist at læse om hendes død. Det fik mig til at tænke på vores mange år sammen på skolen, udflugtet med skolpatruljen, skoleudflugter til Jylland, vores tid sammen uden for skolen enten hjemme hos mig eller hos hende. Vi gik lange ture med hunden Bamse. Vi startede også til ridning sammen. Det havde længe været mit ønske, og så hjælper det at være 2 til at overtale ens forældre. Ja der var meget vi lavede sammen. Det mest skøre var nok, når vi fik blødkogt æg hos min mor. Hun kunne ikke lide det hvid og jeg ville helst have blommen. Så vi delte den selvfølgelig.
Stort knus til dig Dorthe, og tak for en skøn skoletid. Jeg har mange minder derfra. Din “gamle” veninde Jessica
Jessica Damen - 20. januar 2010
02:32
Kære Lars
Jeg var medlem af redaktionen fra 2001 og har kendt Dorthe derigennem indtil jeg i 2007 flyttede til Sønderjylland.
Hun var en skøn pige, der trods alle odds kæmpede hårdt for at overleve og jeg holdt rigtig meget af hende. Jeg er virkelig ked af det på hendes vegne, redaktionen, kæmperne og hendes familie.
Dorthe vil altid have en meget speciel plads i mit hjerte for hendes mod, hendes dejlige humør, hendes kamp og figterånd og hendes fantastiske måde at håndtere hendes egne smerte på.
Hun vil blive savnet og jeg vil aldrig glemme hende og de samtaler vi har haft – En hel igennem fantastisk pige.
Tina Nurby (tidl. medlem af redaktionen og bestyrelsen)
Tina Nurby - 23. januar 2010
10:36
Jeg har kendt Dorthe i 4 år, er nabo til hendes kæreste, Lars. Hun har haft nogle op og nedture i de 4 år, men hun har altid kæmpet sig tilbage til livet. Og så altid knald godt ud. Hendes personlige styrke kunne sommetider, næsten vælte mig omkuld. Det er sjældent at se en kvinde med så meget vilje styrke. Og det er et kæmpe chok for mig, at hun er død. Men hun fortalte mig, at hun fik meget af hendes styke i sin kæreste, Lars. Hun var fuldstændig vild med ham, og de var som et nyforelsket kærestepar lige til det sidste. De passede også perfekt sammen, de var begge meget til sport og eventyr og rejselystne. De kedede sig aldrig når de var sammen. Og Lars er også sådan en god og sød fyr, jeg tror slet ikke han er i stand til at blive sur. Og det gør mig glad at de to havde hinanden, for jeg ved hun var lykkelig med ham.
Men søde Dorthe, du vil altid være i mine tanker. Og du vil altid være en del af Tagabo, selvom du ikke er her mere. Men du vil altid være her i ånden. Og til enhver sommerfest eller julefrokost, vil der stå en stol til dig. Som altid.
Du vil aldrig blive glemt, og du må have det godt hvor end du er nu.
De kærligste tanker, Kimmie.
Kimmie Andersen - 13. marts 2010
15:44
Jeg kendte Dorthe i halvandet år fra marts 1998 til august 1999, da vi sammen boede på Kalleruphus, et bo- og behandlingscenter for sindslidende i Valby i København lige ved Langgade Station.
Jeg husker hende som en sød og varmhjertet person, der besad en stor kampvilje mod den meget svære psykiske sygdom, som hun led af.Jeg fandt først senere ud af flere detaljer om hendes sygdom ved at læse hendes artikler i Outsideren, som jeg en gang imellem stødte på i årene, der er gået.Hun var meget dygtig til at skrive og jeg mener, at hendes største ønske var at blive journalist, hvad hun bestemt også havde evner for efter min mening. Jeg tror, at hun var meget tilfreds med sit ophold på Kalleruphus især med at være blandt jævnaldrende med en sindslidelse. Det glædede mig meget at finde ud af, at hun senere havde fået et meget tilfredsstillende liv trods svære odds. Vi mødtes en enkelt gang efter opholdet på Kalleruphus til Sund by-løbet i 2005, hvor vi bare hilste på hinanden.
Jeg blev meget berørt over at høre, at hun var død i en alt for tidlig alder, men dog også lidt lettet over at få at vide, at hun ikke havde begået selvmord. Hun er en person som jeg vil huske meget for hendes søde, varme personlighed og enorme viljestyrke.
Mange kærlige tanker
Michael
Michael Møller Andersen - 1. april 2010
11:33
Kære Dorthe.
Jeg mødte dig på Kalleruphus, ligesom Michael Møller Andersen, fortæller om.
Dorthe og jeg var veninder, vi kendte hinanden fra Kalleruphus, vi snakkede rigtig meget sammen, vi fortog os mange ting sammen, jeg husker at til hendes fødselsdag, ja, så have hun bestilt bord og inviterede de nærmeste ud at spise, hun var et dejligt menneske, hun var et menneske som ofte havde det rigtig svært, men hun kæmpede bravt !!!
Jeg så også Dorthe, da hun flyttede til Sundbygård, uden på Armager og da hun flyttede til opgangsfælllesskab inde ved Bisbjerg.
Men der skilte vores veje, hun var et utrolig godt og varmt menneske, som kæmpede med alt for svære problem.
Kære Dorthe du er nu et sted, hvor du nu forhåbentlig har fred, jeg føler med din familie, som jeg ved du elskede MEGET højt.
Kære Dorthe, jeg vil tænke på dig en gang imellem – sende dig en kærlig tanke – du har givet så meget godt fra dig og det er det jeg vil savne.
De varmeste tanker fra
June
June Johansen - 14. januar 2011
18:34