En rumlende tanke om åben dialog

Jeg kørte engang i en skramlende bus i Mexico sammen med en amerikansk psykolog. Vi skulle fra Acapulco og ned til nogle lidt mere uforstyrrede strande og drikke noget rom. Eftersom det var en tur på otte timer, og de støvede bjerge og høje kaktusser hurtigt blev kedelige, var der intet andet at lave, end at snakke og snakke

Han fortalte mig om psykoterapi og om hans egne små lommestudier. Han var i gang med at gennemgå næsten alle kendte former for psykoterapi og opsummere deres succesrater. Altså hvor mange mennesker, der fik det bedre af hver terapiform.

Det interessante, sagde den amerikanske psykolog, imens bevæbnede regeringssoldater gennemsøgte bussen for Zapatistas, var at stort set alle helt nye terapiformer har en succesrate på 50%.

Primalskrigsterapi, healing, gestaltterapi eller hvad det nu er – så længe den person der skruer metoden sammen er samlingspunkt, oplever halvdelen af klienterne at få det bedre.

Det har imidlertid vist sig, fortalte amerikaneren mig, at når metoderne bliver etablerede og nyuddannede terapeuter skal i gang med nye klienter, falder succesraten for det meste til de 20%, som er standarden for psykoterapi. Går man i terapi, vil hver femte opleve at det hjælper. Uanset om terapien går ud på at indtale sine problemer på en båndoptager og lytte til båndene igen dagen efter. Det får hver femte det også bedre af.

Den rødmossede amerikanske psykologs egen teori var, at det slet ikke handlede om terapiformen, men om det menneske der opfandt teknikken. Måske er de naturlige healere, spekulerede han. Eller havde en særlig måde at tale på.

Det er ikke svært at forestille sig at en særlig indsigt, er svær  at give videre, men netop skal vedligeholdes og bringes tilbage til sit udgangspunkt igen og igen. At blot en lille smule fortolkning af en metode, ikke skal ske særlig mange gange, før det der gøres, er noget helt andet.

Busturen endte. Vi trådte ind i en bumlende taxi, den gamle runde model, der kan køre allevegne. Den kørte os til stranden. Hvor rommen stod skarpt mod bølgernes dis. Og en ordløs solnedgang.

Se også:

1. Recovery et mareridt Hvad er det for en vanvittig recoverybølge der skyller ind over os stakkels sindslidende? Nu gik det lige så godt.....
2. Man skal være stærk for at være syg Læserindlæg: Diagnoser bliver først og fremmest stillet for, at give din læge en idé om hvilken sygdom han skal behandle....
3. Dagbog nr. 1 De vil én det bedste men jeg bliver bare yoyo tungere for hver dag der går…Hvad var det lige de...
4. Hvem gør forskellen? En tanke fra topmødet Hold kæft hvor er vi mange frivillige foreninger – jeg havde aldrig gættet på at vi var flere end 10…!...
5. Min halve dråbe Igennem en del år opsøgte jeg forskellige alternative helsetilbud i forsøg på at opnå hjælp til at overkomme adskillige angstforbier,...