Citronen presses

Psykiatriske patienter rammes af krisen!

Finanslov 2010 er en sur citron.

Efter psykiatrien har været igennem finansloven

FINANSLOVEN er rystende læsning ikke kun for en økonom, men for alle med interesse for vores fælles ve og vel. Statens underskud på forventet 85 milliarder i 2010 har ikke været større, siden man i 1970-erne talte om afgrunden. Det er svært at forestille sig, at psykiatriske patienter går ram forbi.

Der bliver færre og færre ressourcer til offentlig velfærd. Det er der mange både økonomiske og politiske grunde til. Krisen gør det værre. Dette kan bruges til at argumentere for flere privatiseringer og stramninger, som går ud over de mest sårbare, herunder ikke mindst sindslidende.

Sammenfattende skyldes udviklingen to forhold. Forenklet sagt (se en detaljeret nationaløkonomisk redegørelse for dette nederst): citronen presses.

Statens indtægter svigter, fordi skattegrundlaget svigter, eftersom beskæftigelse, produktion og indkomst (dvs. BNP) falder. Faldet i år er historisk stort på 3-4 % (ud af 1.650 milliarder). Derfor sammenlignes med depressionen i 1930-erne (det er dog overdrevet, fordi BNP er 4 gange så stort i dag). Men sammenligningen har stor psykologisk (depressiv psykiatrisk) betydning, og det gør ondt værre med mindre forbrug og investeringslyst.

Statens udgifter stiger, og disse udgifter afholdt af regioner og kommuner består mest af lønninger. De er i år steget med 7,4 %. Stigningen er den største offentlige lønstigning registreret nogensinde. Man ville have flere hænder, men fik højere løn og færre hænder.

Det er denne kombination af svigtende skatteindtægter og øgede lønudgifter, der presser velfærden til det yderste. Det bliver surt. Det er muligt, at børsmæglernes depression er overstået, men det er de psykiatriske patienters næppe.

På grund af ”den sure citron” (ikke finansminister Claus Hjorth Frederiksen, og dog!) risikerer vi at gå den stik modsatte vej af, hvad formentlig de fleste med indblik i psykiatrien er enige om, at der er behov for. Så der kommer desværre:

• ikke flere enestuer
• ikke flere at tale med
• ikke flere bosteder
• ikke flere væresteder
• ikke mere forskning
• ikke mere uddannelse

Nogle bliver syge af at blive indlagt, fordi der hverken er enestuer eller nogen at snakke med. Derimod kommer der sikkert flere hurtige, lette og billige ”løsninger” i form af tvangsindgreb og overmedicinering (samt flere svingdørspatienter og henvisninger til privat behandling).

For at sætte gang i økonomien anbefaler alle økonomer (siden den moderne nationaløkonomis grundlægger Keynes), at staten sætter gang i offentlige investeringer. Her taler man om renovering af skole, hospitaler, infrastruktur, miljø og klima. Alt sammen meget godt. Men så vidt vides snakker ingen om specifikt at lave flere enestuer.

Arbejdsmarkedskommissionen har foreslået stramninger for førtidspensionen. Det er måske nok venligt ment, og selvom det ikke er aktuelt, på grund af den eksploderende arbejdsløshed, så kan det på sigt komme til at betyde, at det bliver vanskeligere for (særligt unge) sindslidende, at opnå den tryghed og sygdomslindrende effekt førtidspension kan give.

Alle påstår at de vil gøre en hel masse for psykiatrien. Der er ingen grund til at betvivle politikernes gode hensigter. Men så snart det begynder at koste penge, og der skal prioriteres på finansloven, går tingene i stå.

Det er ikke blevet til noget (siden Nyrup). Økonomen Rawls har opstillet kriteriet: et samfund er ikke mere værd, end velfærden hos dets ringest stillede. Eller med mine ord: man skal måle velfærden i Danmark på, hvordan man behandler den mest sårbare sindslidende.

Man kan gå radikalt til værks, når man ser på at psykiatrien presses. Det vil sige tage fat om rødderne (= radix på latin som bliver til radikal); altså årsagerne. Det er forudsætningen for at gøre noget ved problemerne. Der er mange faktorer i spil.

Årsagerne til psykiatriens morads er ikke mindre end følgende generelle og specifikke forhold, politisk og økonomisk bestemt:

• statsunderskuddet på 85 milliarder i 2010 begrænser råderummet (man overskrider EU-aftalerne, men det dispenseres der for) – der er simpelthen mindre at gøre godt med
• ufinansierede skattelettelser i de gode tider betyder at der ikke er lagt til side til de dårlige tider (bad timing)
• skattestoppet undergraver stille og roligt statens indtægter
• faldet i bruttonationalproduktet på historisk omkring 3½ % i 2009 svækker skattegrundlaget og statens indtægter
• der er ikke lavet reformer i de gode tider, som kan øge udbuddet af arbejdskraft (blandt andet at flere søger sygeplejerske-uddannelsen, kommer hurtigere igennem, arbejder flere timer, bliver længere på tid på arbejdsmarkedet, fordi de får lidt mere ud af det)
• fradrag for virksomhedernes private sundhedsforsikringer til deres ansatte koster staten mange penge (800 millioner årligt)
• regionerne har efter kommunalreformen ikke egen skatteopkrævning, og er udelukkende afhængig af statens bloktilskud via finansloven
• kommunerne holdes i meget stram snor af finansministeren med maksimalt fastsatte skatteprocenter, og bøder til dem der overskrider
• privathospitalerne overkompenseres som rigsrevisionen har kritiseret regeringen for
• man laver fordyrende medicinopkøb ved at bruge private apotekere i stedet for store fællesindkøb
• ventelistegarantierne bruges primært til at tilføre ressourcer først til de somatiske patienter, og de psykiatriske kommer let i anden række
• de tunge lønomkostninger stiger voldsomt, da de ansatte i regioner og kommuner har fået lønstigninger på 7,4 % (2. kvartal i år i forhold til samme periode sidste år). Det højest registrerede nogensinde
• antallet af konkurser, betalingsstandsninger, tvangsauktioner og mindre omsætning og dermed moms svækker statens skattegrundlag
• fyringerne betyder større udgifter til arbejdsløshedsdagpenge (og potentielt til at dække det øgede pres på arbejdsformidlingerne)
• folk går tidligere på efterløn af frygt for at blive fyret på grund af alder
• udgifterne til kontanthjælp og andre sociale ydelser stiger, bl.a. fordi unge har svært ved overhovedet at finde deres første job
• den økonomiske krise medfører af sig selv, alene pga. selve frygten for fyring, konkurs, m.v., at flere løber ind i psykiske kriser, og der bliver yderligere pres på systemet

17 årsager til den sure citron. 17 hår i den suppe, der hedder finansloven.

Selvom privatiseringerne har vist sig at være omkostningsfordyrende, så skal regeringen nok – med Løkke i spidsen – lave spin på det, så det ser ud som om, det er nødvendigt at privatisere. Hvilket er ren ideologi. Ingen økonomiske argumenter taler derfor (man plejer faktisk at sige forenklet, at USA´s sundhedsudgifter er dobbelt så store som i EU, og det er halvt så godt for den almindelige borger).

Betalingen til private hospitaler kan vanskeligt tage højde for følgende, som de offentlige hospitaler har et ansvar for:

• forskning
• uddannelse
• døgnberedskab
• komplicerede tilfælde

Finanslove er ikke statens husholdningsbudget, selvom medierne ynder at kalde den det. Det er en forsimpling. Husholdninger forgår. Stater lever evigt. Vis mig den husholdning, der kan opkræve skatter, der kan udstede obligationer, der kan trykke penge.

Men det har en konsekvens at udnytte magtmidlerne. For høje skatter (på forkerte ting) kan sætte økonomien i stå. For mange obligationsudstedelser – og dermed lån – koster (stigende) renter, og vælter gældsbyrden over på kommende generationer. Udvides pengemængden voldsomt (hvilket sker ved at sætte renten ned) kan det koste inflation (på længere sigt). Der er ingen lette løsninger. Men der er en lang række muligheder. Valg af instrumenter afhænger af politiske holdninger og konjunktursituationen.

I den nuværende situation ser vi fra USA til lille Danmark, at man forsøger at smøre økonomien gennem bankredningspakker, offentlige investeringer og flere penge i omløb. Gennem finansloven pumpes penge ud. I USA forærer man næsten pengene væk, da centralbankens rente er tæt på nul, og i Danmark er nationalbankens rente den laveste siden bankens oprettelse i 1818.

Det lyder måske meget godt. Men når vi skal betale tilbage gennem måske højere skatter, afdrag på gælden og inflation, er det mindre morsomt.

Det afgørende er – og det lærte vi af depressionen i 1930-erne og Keynes – at der foretages fornuftige investeringer med holdbar værdi, for så har man dem som sikkerhed, modvægt og værdi, der kan give en slags samfundsøkonomisk afkast (vækst) som helst mere end matcher udgifterne til forrentning af statsgælden.

Offentlige investeringer kunne på Keynes´ tid være veje og broer (”New Deal”). Nu er det snarere IT og VE, dvs. infrastruktur og vedvarende energi (vidensamfundet). Men det kunne måske også være investeringer i forebyggelse af stress og sygefravær og førtidspensionering og sindslidelser og indlæggelser. Det er svært at måle, men der er masser af økonomi i det.

Kriser har deres eget forløb: husprisfald, tvangsauktioner, bankkrak, børskrak, konkurser, produktionsfald, arbejdsløshed, indkomstfald, forbrugsfald, statsunderskud.

Det er vigtigt at smøremidlet penge bruges, så renten ikke stiger som følge af statsunderskuddet (det bliver alt andet lige dyrere og dyrere at låne), og hele processen starter forfra.

Hvis man ikke søger at bremse dominoeffekten, holder det måske først op efter en krig (som 1929-45). Kapitalismen har brug for staten som lappeskrædder. Det var hvad der skete med bankpakkerne. Var bankerne gået ned, havde kapitalismen været død.

Udvidelse af pengemængden vil imidlertid på længere sigt næsten altid give inflation, og det kan blive dyrt for sindslidende på overførselsindkomst, når dagligvarerne bliver dyrere, og i lønstigninger til personale der kan blive en ”mangelvare”.

Man stoler måske ikke på hinanden, og en løn-pris-spiral kan gå i gang til ugunst for alle. Tillid er vigtig i al økonomi – og psykiatri.

Men der kan ikke være andre muligheder i en alvorlig krisesituation. Keynes beskriver det på følgende vis: ”Gennem en fortsat inflation kan regeringer, hemmeligt og uset, konfiskere en betragtelig del af borgernes besiddelser … Processen omfatter alle de økonomiske loves destruktive kræfter og gør det på en måde, som færre end en mand ud af en million er i stand til at gennemskue”.

En sarkastisk måde at beskrive bivirkningerne af den medicin, som han selv anbefalede, hvis patienten var livstruet.

Vi kan komme til at betale med højere leveomkostninger og færre personaler i fremtiden, men det er svært at se andre muligheder ud af krisen, medmindre politikerne for alvor beslutter sig for at omprioritere til fordel for psykiatrien og sindslidende.

PS:

Ingen læser hele finansloven. Man plejer at sige, at IC Christensen (som overnattede på Christiansborg for hundrede år siden) var den sidste, der læste det hele (men dengang fyldte den selvfølgelig heller ikke så meget)!

Se også:

1. Eksplosiv stigning i antallet af psykisk syge børn 25% af skoleeleverne har en psykiatrisk diagnose Kilde antv.dk / Inslaget er produceret af ANTV. Indslaget er fra det sociale...