Vi sælger dig en umulig drøm!

Et sted i ly af den lange sommer, læste jeg et sted i Psykiatrifondens blad, en psykiater udtale sig om virkeligheden. Jeg kan ikke gøre for det. Det løber mig koldt ned ad nakken, når nogen tager det ord i munden. Som om nogen har helt styr på hvad virkeligheden er.

Heldigvis er de fleste enige om, at vi oplever verden gennem fem eller seks sanser, og borer man lidt i det, er de fleste også med på, at man som menneske er temmelig begrænset i sin evne til at vide hvad vi lever i, og hvad vi er omgivet af. Ingen ved hvad der er virkeligt.

Jeg siger ikke jeg ved det – men hvis et menneske, der skal behandle andre mennesker, begynder at påstå at vide, hvad virkeligheden er – bekymrer det mig. Jeg har svært ved at forestille mig hvordan den behandler, skulle kunne tale meningsfuldt med de mennesker, der har formået at blive grundigt forvirrede i mødet mellem deres indre verden, og det, deres  fem/seks sanser fortæller dem.

For nogle gange er den totale forvirring det eneste intelligente træk et indespærret sind kan tage, det er jeg sikker på – når der er noget der ikke stemmer imellem alt det man inde i sig selv tænker, føler, oplever – og så de informationer der tikker ind gennem vores få sanser. Når spændet bliver for stort. Og så kan man altså være så heldig at der står en læge og trækker i den ene ende, for lige at stramme den lidt mere. Meget fornuftigt.

Modtanke

Der er selvfølgelig også en anden mulighed. Og den er, at vi alle er begyndt at bruge et ord som virkelighed, uden at tænke over hvad det er vi siger. En slags fælles pagt om at glemme, at vi ingenting ved, at vi er omgivet at uvished og tomhed, og det er for stort at stille tomheden spørgsmål om sin natur.

Jeg dyrker ord, til de nærmest synes virkelige – og ordet virkelighed er for mig et tåget udtryk, der bare bliver mere og mere mystisk. Og jeg giver ikke meget for dem der barer køber det ord, uden at have en enkelt spøjs tanke i et 74,9 år langt liv om hvad denne påståede virkelighed er. Det tætteste jeg er kommet på at kunne bruge ordet virkelighed praktisk til noget, er forståelsen af, at alle famler rundt i deres små fortolkninger af virkelighed – verden som lige præcis man selv oplever den – og alle bliver dybt skuffede når vi føler at andre ikke forstår os. Virkelighedssnak er virkelig en blindgyde.

Derfor er jeg efterhånden blevet vild med ordet kultur. Det liv jeg lever er et liv omgivet af kultur. Jeg bor i byer med gader og bruger penge og taler sprog, og det er alt sammen ting der ikke behøvede være der, men som er skabt imellem mennesker. Kultur-nam nam. Det er slet ikke virkelighed, men jeg er åben for enhver snak om mine tanker og min adfærd i forhold til kulturen.

Der er ting vi føler vi skal og ting vi føler vi vil, og denne trang har ført alle verdens lande sammen, så der nu er kultur allevegne…undtagen selvfølgelig de få stammer i en jungle et sted, der jævnligt får besøg af kamerahold, der skal dokumentere de sidste små lommer af uberørthed… og der gælder det om at komme først, for i vores kultur, har det uberørte størst værdi af alt. Ingen gider filme en stamme i en jungle som er blevet filmet ti gange, det dur bare ikke i vores kultur. Vi skal helst gyse & fortære.

Jeg så et tv-program om mikroorganisme og allergi, hvor det viste sig at hvis man boede på landet og kom i en stald, var riskoen for allergi, meget mindre, end hvis man boede i byen. En professor sagde: Det viser sig, at vi har brug for mikroorganismerne, men de har ikke brug for os. Sådan er også forskellen på virkelighed og kultur. Virkeligheden har ikke brug for at der findes mennesker, byer, normalitet og grundlove. Det er kun kulturen, der har brug for disse ting. Sådan har jeg lært at se verden, og se mig i den. Mennesker der klumper sig sammen, og fortæller hinanden historier om sig selv, imens vi – opslugt af håbet om at overvinde det faktum at vi allesammen inderst inde er alene med det vores sanser fortæller os – ganske hurtigt fortærer verden omkring os.

Lettet over at være nået så langt i mine tanker, kan jeg skubbe den frygtelige artikel fra Psykiatrifondens blad fra mig. Slappe lidt af. Tage et skridt tilbage, og tænke mere over hvor dybt min afhængighed af kulturen går. Hver gang jeg river mig lidt løs fra den, føler jeg også jeg skal bygge en bro tilbage. Hvis jeg ikke vil være fuldstændigt alene. Selvom det jo egentlig er det vi er med vores seks sanser. Når du rører mig, har jeg ingen mulighed for at vide, om du virkelig rører mig – også selvom det er der, at ordet virkelighed bliver inderligt påtrængende

Den her er gledet videre over i: Vi sælger dig en umulig drøm

Noget andet jeg skrev om virkelighed og kultur