Outsideren

Den nyeste åbenbaring i psykiatrien ser i disse år ud til at være rehabilitering. Der dukker rehabiliteringsafdelinger og kurser op, og der bliver skrevet artikler og holdt oplæg om emnet, også her i Odense, hvor min verden udgår fra.

Jeg fik selv lyst til at finde ud af, hvad systemet egentlig kan tilbyde af støtte, hvis man får mod på lidt mere end de gængse socialpsykiatriske reservater/fristeder. Sidste sommer begyndte jeg i en alder af 46 at tage kørekort, efter igennem nogle år at have samlet mod til det.

Jeg vidste at det ville blive hårdt, og den antagelse kom i høj grad til at holde stik. Efter 34 køretimer og efter to gange at have skiftet kørerlærer, lykkedes det i januar i tredje forsøg at bestå køreprøven. Det var en stor dag at stå med det midlertidige førerbevis i hånden, og det gav forståeligt nok mod på mere her i tilværelsen.

Jeg har siden 1995 kommet i Aktivitetshuset her i Odense, og i lange perioder været glad for det, men nu syntes jeg ærlig talt, at tiden var inde til at prøve kræfter med nogle nye udfordringer. Det første jeg gjorde var at sende en mail til en nøgleperson i socialpsykiatrien, som jeg kendte ret godt, og hun satte mig i forbindelse med Rehabiliteringsteamet. Jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente, men tog med åbent sind til den første samtale. Det var dog noget af en skuffelse, da medarbejderen fortalte, at jeg kunne komme i forskellige grupper så som: social færdighedstræning, kognitiv terapigruppe eller i en livshistoriegruppe.

Jeg syntes helt ærligt ikke, at det var sådanne tiltag jeg havde brug for, men mere noget afklaring omkring hvad jeg skulle. Skulle det være uddannelse, skåne/flexjob eller noget helt tredje. Nu har jeg haft en fire – fem samtaler henover foråret og frem til sommerferien, og er så afklaret med, hvad jeg vil, at jeg i morgen(04.08.09) skal til samtale på et plejecenter med henblik på at komme i praktik der.

Om de kan bruge mig på plececentret, har jeg ingen anelse om. Mit CV er ikke just imponerende. Reelt set, har jeg aldrig, siden jeg i en alder af 17 år kom ind i psykiatrien, bestredet et almindeligt fuldtidsjob, så det er en stor mundfuld. Uanset hvordan det går i morgen, er jeg meget fokuseret på at få en almindelig sundhedsfaglig uddannelse, og måske på sigt komme af med min pension og blive selvforsørgende.

Mit forløb med rehabilitering her i år, har selvfølgelig ført til, at jeg har gjort mig nogle tanker om begrebet. Rehabilitering og recovery er beslægtede, og hvis man skæver til definitioner på de to begreber er rehabilitering mere et målrettet, tidsafgrænset forløb hvor fagpersoner er med inde over.

Hvor recovery for mig at se, mere er brugerens egen unikke rejse frem mod at blive herre i eget liv. Rehabilitering kan virke lidt som systemets måde at styre og overtage brugernes recovery. Jeg tror så heller ikke på, at recovery kan planlægges, styres og forceres frem. Det vil altid være en uforudsigelig, ukontrollabel og vildtvoksende udvikling hos den enkelte hen mod at komme sig, gerne med støtte fra venner, kæreste, familie og såmænd også fra professionelle.

Har du erfaringer med rehabilitering eller mere styrede recoveryforløb?