Outsideren

Salen er fyldt med en hvisken, der helt ind i mine knogler fortæller mig, at de fleste, der sidder her, lige så godt kunne være i det Kongelige Teater og vente på forestillingens begyndelse. Det tyder ikke godt. Jeg troede, det handlede om at komme sig fra alvorlige psykiske lidelser, og har først i sidste øjeblik har fundet en plads, fordi en kvinde sprang over mig i køen foran toilettet. Hun var en evighed om det, og imens kiggede jeg på tøjet i garderoben. Man betaler topskat, før man kan købe den slags tøj. Alarmklokkerne begyndte at ringe – og nu denne hvisken.

Langt væk i den anden ende af det aflange lokale sidder Arnhild Lauveng. Hun er stablet op på et podie. Det er svært at afgøre om hun er en godte. Brillerne er for runde. Men hun fra Norge. Det kan være det ikke betyder noget.

Manden på stolen lige bag mig er tydeligvis en af de få tilstedeværende, der selv har mærket psykiatrien på egen krop. Et glimt af tvivl glider gennem mig. Af alle dage og lige netop her, burde jeg måske lade være med at være så sikker i min sag. Men det er jeg. Han er psykiatrisk patient. Han sukker, stønner og vrider og drejer sig på stolen, imens han pudser næse i sit lommetørklæde.

Kom han ind ad døren og fandt sin stol af egen vilje, eller har nogen slæbt ham med for at give forestillingen et glimt af troværdighed? Uanset hvad, hvis han bliver siddende i den dybe ruskindsbeklædte stol i de næste to timer, slipper han for behandlerne. Salen er fuld af behandlere. De stirrer alle sammen sultent den anden vej, op mod podiet, og nikker anerkendende, hver gang Benny Lihme – hersker over imperiet Social Kritik – stiller Arnhild et nyt begavet spørgsmål.

Jeg tænker bare, at Benny sgu ikke er helt skarp i dag.

Arnhild er i byen for at fortælle om sin nye bog “Unyttig som en Rose.” Det er mærkeligt at vide, hvor langt ude hun har været i sine psykoser, og nu sidder hun der på scenen. I det her, der føles mest af alt som et show… men hvilken slags show giver man alle de fine damer, der er så gode til at nikke, at det får sølvsmykkerne fra Nepal til at rasle? Hvordan lyder de forbudte spørgsmål, der kunne gøre os utrygge og slå skår i trangen til at ville andre det så godt? Her er ingen dværge der sluger ild, ingen hæsligt tykke damer, ingen tosser der savler og taler om ting, som alle for længst er holdt op med at lytte til. Det er så tydeligt, at det næsten ikke er til at se, at her sælges god samvittighed og moralsk støtte. Ingen kommer til at høre noget, de ikke allerede ved og er enige i.  Det her er en aften skabt til ære for de rigtige holdningers imperier.

Hun må selv vide det. Et sted i hendes sind, må skizofreniens uendelige klarhed have fortalt hende, at uanset hvor meget hun ønsker at stole på verdenen, er den tom. Alligevel og på trods, har hun skabt det på alle måder bedst mulige. Hun er blevet en smuk rose. Hun har givet slip og ladet sig plukke af disse fedtede fingre, der trænges om at holde hende.

Da jeg stod op i morges og drak en kop mælk, var jeg sikker på, at alle har gemt sig bag det normale, fordi de håber på, at det normale engang var meningsfuldt. Nu er jeg her, og prøver at lytte opmærksomt til to mennesker langt væk i den anden ende af Akademisk Forlags kantine. Mikrofonen skratter, lyden er dogmeagtig og jeg kan ikke finde det meningsfulde noget sted. Tossen på stolen bag mig ved det. Eller fornemmer det, tillader jeg mig at tro. Det lyder i hvert fald som om, det er en kamp for ham at blive siddende. Han vrider sig, og stolene er ellers usædvanligt behagelige. Men vi kunne gå. Den eneste i hele dette rum, der ikke kan gå, er Arnhild, unyttig som hun sidder der, i dette arrangements favn, der er en begivenhed, som ikke gør andet end at forstærke den tomhed, der gør vanviddet så dragende og lurende og lige så sandt, som alt, der sker i dette rum.

Jeg kunne ikke gøre det. For hvert minut der går, hælder jeg mere og mere til den overbevisning, at de mennesker der sidder her er farlige. De skal ud og arbejde med mennesker, der er i tvivl om hvordan livet får en retning, bagefter. Hvis de er som herskeren over Imperiet Social Kritik, er det ren vold. Hvert af Benny Lihmes spørgsmål til Arnhild føles helt ned i maven, som forsøg på at påtvinge hende imperiets forståelse af verdens rette sammenhæng. Jeg spørger mig selv, om jeg er lige slem. Febrilsk i gang med at fortælle verden hvordan den er. Sagde Arnhild noget afgørende anderledes, ville ingen høre … hov…

Tilfældet blander sig. En brugerlærer har netop spurgt om Arnhild tror, at behandlere ofte sidder uhjælpeligt fast i de teorier, de ser verden med. Imens der bliver spurgt skratter mikrofonen, og spørgsmålet kan kun høres fordi jeg sidder tæt på, heromme bagerst hvor alle brugerne har sat sig. At mikrofonen går død får mig til at tænke på forargelsen over kinesisk tv, der klipper i Obamas taler. Karl Bach, manden der mener han opfandt LAP, griber mikrofonen, der nu virker, og spørger om de eneste der faktisk er skizofrene i denne verden, er behandlerne, fordi det er en vrangforestilling at tro, at der findes skizofreni. Så vidt jeg ved, stiller han det samme spørgsmål alle vegne for tiden.

Samtalen kommer ind på, at der altid er en mening i det folk gør. Et eller andet bliver sagt, der minder mig om en ét-benet heks, jeg engang mødte ude på Kofoeds Skole. Hun kaldte i hvert fald sig selv en heks, og vi talte meget om Kabbalaen, selvom jeg stadig ikke ved, om jeg skal lære hebraisk for at komme videre med det. For heksen med ét ben, gik det så vidt, at hun måtte forære hele sin samling af bøger om jødisk mystik væk. I stedet havde hun helliget sig den perfekte joint og var endt på Kofoeds Skole, selvom jeg dog ikke præcist kender rækkefølgen af begivenhederne. Jeg mødte hende bare med det ene ben og en slidt rævepels, hvor hårene i pelsen faldt løseligt af, og det røde var falmet som mindet af det sidste kys fra de kærester, der ikke længere tænker på mig, når de vågner om morgenen. Hvorvidt dagene passerer, er jeg efterhånden i tvivl om, lige før jeg skal sove. Var denne verden nogensinde virkelig.

Jeg er lige ved at drømme mig væk, indtil manden på stolen bag mig får et voldsomt hosteanfald. Han rejser sig og går. På vej ud taber han en af sine to vandflasker. Da han bøjer sig ned for at samle den op, afslører han hvor stor kløften til de fine damer her i aften egentlig er. Kun de vildeste blomster gror i kløfter som den.

Ingen fik svar på det, som heller ikke står i Arnhilds bøger. Hvordan hun egentlig kom sig? Hvad vendepunktet var? Hvor dybt inde i sig selv et eller andet begyndte at løbe en anden vej end det plejede? Om hun virkelig var med lige dér, for var hun det, og ikke bare som hun fortæller om det denne aften, en tilskuer til sig selv, så sidder hun derinde, og er med som kun et menneske med fuldstændig tilstedeværelse kan være med. Og så er alt, som hun fortæller det: Ingen når forbi en roses torne.

Af Klavs Serup Rasmussen

____

Arnhild Lauveng er fra Norge. Som 17 årig blev hun indlagt som skizofren. Som 26 årig var hun færdig med det. Hun tog en uddannelse som psykolog og arbejder i dag indenfor faget. Derudover skriver hun bøger og holder foredrag.

Denne tekst er skrevet under et forfatterarrangement den 28. Januar 2009, hvor redaktør af Tidsskriftet Social Kritik, Benny Lihme, interviewede Arnhild Lauveng om hendes seneste bog “Unyttig som en Rose”.

Bogen er udgivet på Akademisk Forlag.