Karrierekarrusellens sidste rundtur

Dagens Danmark. Et virvar af mennesketyper, uddannelser, topsmarte virksomheder, selvrealiseringsteknikker og en flydende strøm af uanede muligheder for den enkelte. Eller sådan burde det være. De negative konsekvenser af erhvervslivets selektive fravælgelse af arbejdssøgende, har vist sit triste ansigt. Derfor også denne nye trend af coaches der ansættes til at vejlede korrekt i udvælgelsen af det rette personale og opildne de pågældende medarbejdere til bedre resultater. Coaches benyttes primært i salgsvirksomheder og kan disse steder, faktisk gøre en positiv forskel. Til gengæld kan de principper den form for salgsteknik har, også udnyttes og misbruges til en grovere form for udstødelse af de “svage” medarbejdere.

Hvad enten der er tale om større multinationale selskaber eller den lille lokale købmand nede på hjørnet. Konklusionen er den samme. Personligheden hos de ansatte vægtes i høj grad som deres faglige kunnen og uddannelsesbaggrund. Man kunne fristes til den påstand at de enkelte medarbejderes personligheder og private anliggender, vejer tungere på ansættelsesens vægtskål end ren erhvervserfaring og faglig dygtighed. Tænk bare på Facebook hvor titusinder af mennesker færdes og hvordan arbejdsgiverne overvåger disses gøren og laden. Der har sågar været tilfælde af folk, der uberettiget har modtaget af afskedigelse fra deres arbejde med den begrundelse at de havde en politisk “forkert” profil eller at deres private interesser var for afvigende.

Arbejdspladsernes stigende krav om dugfriske upolerede personligheder, skaber flere og flere fleksjobbere samt førtidspensionister. Mennesker som i starten af deres voksne karriere, havde gåpåmod og fremtidsvisioner men som siden hen har måtte erfare en endegyldig trist sandhed. Nemlig at samfundet ikke havde plads til dem på det almindelige arbejdsmarked. Blot indenfor første halvdel af 2008, er antallet af fleksjobbere steget med 12% i forhold til 2007 og stigningen af førtidspensionister er også markant. Og tænk bare på at den information, er noget jeg har fisket frem fra sidste års statistikker, hvilket trods alt, er inden finanskrisen.

Spørgsmålet er dermed med hvilken begrundelse alle disse menneskers uheldige skæbne i fleksjobs og førtidspensions ordningen, har af arbejdsmæssige skavanker. I manges tilfælde drejer der sig primært om en “afvigende” personlighed og egentlig ikke manglen på evner eller intelligens. Hvor ofte har man ikke selv måtte græmmes over at blive kastet af erhvervslivets strålende og prestigefyldte karrierekarrusel, for at ende på en form for overførselsindkomst. Hvert nyt job var en glasklar ny begyndelse til selve lykken og guldet forenden af regnbuen. Guldet der gang på gang, forvandledes til sort aske som en evindelig påmindelse om at regninger ikke går på standby, blot fordi at man tilfældigvis står uden arbejde.

Det store uopklarede mysterium er hvad en afvigende personlighed rent faktisk er, og om en sådan overhovedet påvirker arbejdsindsatsen. Hvis retoriske spørgsmål kan besvares med et ja men det er et ja med modifikationer. Da de fleste mennesker i løbet af deres liv, vil komme til at opleve en personlig krise, er psykisk sygdom såvel som fysisk sygdom, ofte en flygtig ting. Den kommer og går som så meget andet i naturens cyklus. Raske bliver syge og syge bliver raske og fortjener ligesåvel som alle andre, en chance til på det danske arbejdsmarked. Med værdighed naturligvis.

Alt kan ikke klandres erhvervslivet da finanskrisen “raser” over Vesten, men de enkelte arbejdsplader bærer nu engang en del af skylden for at så mange mennesker parkeres på førtidspension eller holdes hen i et meningsløst fleksjob.

Alt i denne verden er foranderligt hvilket også gør sig gældende i menneskers fysiske helbred og mentale tilstand. Hvad nytte kan positive tanker, håndbøger og luftige opskrifter på lykke da gøre hvis ikke resten af samfundet ønsker ens tilstedeværelse? Personlig drivkraft kommer både ude og indefra ved bevidstheden om at yde noget, både for andre og for egen vindings skyld.

Bærer alle da ikke en vis stolthed i hjertet og et ønske om at udrette noget til forbedring af egen livskvalitet og sandelig også samfundets bedste? Fornedrelse kan hverken ties eller tales bort. Den skal fjernes ved rodens onde. Tolerance er kodeordet som kan åbne nye veje mellem medarbejdere, jobsøgende og virksomhederne. Hvad det danske erhvervsliv har brug for, er netop mangfoldighed og ikke ensrettede enklaver af samtykkende personligheder. Ja faktisk fortjener erhvervslivet en opsang skønt jeg nok ikke er den bedste til at give den med min altid trofaste evne til at omgå mødetider med en vis afslappethed.

Denne afslappede omgang med klokken og mødetider på jobbet, er kommet mig dyrt at stå og set i bakspejlets flimrende rude, må jeg erkende at de jobs jeg har haft, ej kan tælles på én hånd. Altid de samme fejl, altid de samme fadæser. Alligevel tør jeg godt konkludere at alle mennesker fortjener en chance til på arbejdsmarkedet. Kuren imod psykisk sygdom er oftest en fremstrakt hånd i form af omgivelsernes accept af dennes imidlertidige tilstand. Kunne karrirekarusellen stoppe op og lade de tilbageblevne få deres velfortjente og hårdt tiltrængte sus tilbage til livets omdrejningspunkt. Uddannelse, faglig dygtighed samt iver for at udrette resultater, ender op som en dum parodi hvis det eneste der virkelig tæller, er evnen til at grine af vittigheder i frokostpausen. Hvem siger at kemien imellem kollegaerne absolut skal passe så længe man passer sit job. En ny undersøgelse jeg faldt over her for nylig, påpegede medarbejderes utilfredshed ved at skulle samarbejde med en fleksjobber. Det faktum at der generelt ses med fjendtlige øjne på fleksjobbere i erhvervslivet og at medarbejderne føler sig pålagt en betragtelig byrde ved samarbejde med en sådan, er en usympatisk tanke. Tænk sig at være uvelkommen på ens første arbejdsdag. Omsonst kan det sikkert virke for de der har taget en længere uddannelse at skulle ende i tomgang som fleksjobber i rengøringsjob eller lignende. Man kunne forledes til at tro på virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud af et par måneders varighed, kunne føre til fast arbejde på almindelig basis. Men nej. Langt de fleste praktikker fører ikke til fast arbejde. Disse kendsgerninger kan jeg roligt skrive under på, ved blot at vende næsen ind mod min egen situation.

Danmarks største problem set i et fremtidsperspektiv, er manglen på raske til at arbejde for alle os der er for afvigende til at nogen vil ansætte os. Men man kunne selvfølgelig også blive telefonsælger og danse på lyserøde skyer af provisionsløn og salgstaler.

Se også:

1. Den sidste sidste bibliotekar Patientbiblioteket på Sankt Hans Hospital har i årtier været en oase med plads til udstillinger, kunst, musik og menneskeligt samvær...
2. Sidste uges jobansøgninger – insiderne præsenterer Insiderne har fået fingrene i hr. Voldsom Volvo´s regnskab over sidste uges jobansøgninger. Grundet en misforståelse… eller… tror han at...
3. Dorthes sidste artikel: Medicin er hårdt for selvfølelsen Det her var den sidste artikel Dorthe Raffenberg skrev i Outsideren. På redaktionen er vi dybt chokerede over hendes død,...