Virkelighedsflugt eller kulturflugt?

Kender du vreden over at der bliver sagt noget til dig, der er så forkert, at det ligger i dig i årevis, før du pludselig indser, hvorfor du aldrig glemte det. Det er altid først der, år efter, at jeg ved, hvad jeg skulle have svaret igen - imens jeg lo og kiggede næsvist tilbage

Jeg hører til dem, der tror at denne verden vi lever i nu, vil gå under. Jeg går ikke rundt med et skilt, hvor der står præcist hvornår (den populære version er “i morgen”), men jeg er overbevist om at det vil ske, alene af den grund af vi ikke er i stand til at forestille os, at det kan ske.

Tag klimadebatten. Det er tydeligt, at hvis halvdelen af jordens befolkning ikke skal drukne eller dø af sult, skal vi mennesker til at gøre noget andet end det vi plejer at gøre. Jeg behøver ikke at vide præcist hvad der sker, når klimaet forandrer sig. Det er det heldige ved at kende naturen af psykisk sygdom. For derfra har jeg set hvad der sker, når først et system, der hidtil har været i balance, kommer ud af balance. Så bliver det voldsomt, det bliver langvarigt, og intet bliver nogensinde det samme igen. Imens skændes vi videre om elregninger, kvoter og alt det andet vi godt ved vi ikke får gjort noget ved, så længe vi vil have at verden fungerer som den gør nu.

Det kan jeg ikke flygte fra. Denne klode er blevet ganske lille. Det kan jeg leve med.

Det der pisser mig af, er når nogen bruger ordet virkelighedsflugt, især når de bruger det om mig.

Jeg har oplevet glimt af virkeligheden, tror jeg. Især når jeg har sejlet på Atlanterhavet (det er det eneste jeg vil give Ib Michael ret i, Atlanterhavet er musklernes hav) har der været noget der må være virkelighed. Betydningen af mine handlinger i hvert øjeblik. Tanker og beslutninger der rent faktisk betyder noget. Havet, i forandring altid og altid uforandret. Der oplever jeg altid skønhed, og bag det glimter noget der kunne være virkeligheden. Og jeg kan ikke forestille mig, at nogen ønsker at flygte fra virkeligheden. Og jeg kan ikke forestille mig, at nogen der har strejfet virkeligheden, efterlades så tomme, at de begynder at påstå at vide hvad virkeligheden er.

Det eneste der er at flygte fra, som vi altid er omgivet af på denne lille klode, er kulturen. Den verden vi har bygget oven på virkeligheden og som næsten ligner virkelighed.

En menneskeforbrugende, altid urolig, tom og meningsløs kultur.

Flere og flere reagerer instinktivt imod den, ved at opfinde til stadighed nye flugtveje. Man kan nu være afhængig af at tage sol på solarier, få store muskler, spille kort med en maskine, sætte kryds på en kupon, tage ting man ikke har betalt for, indtage pulver der af lavet af de mest beskidte kemikalier i verden, af at ringe på telefon, se mennesker bolle uden at man selv er med (porno) og jeg venter bare på at vide hvor mange der er blevet afhængige af at høre om finanskrisens udvikling, selvom der er tredive år til at deres aktier skal sælges og de skal prøve at overleve i en verden uden offentlige pensioner og sundhedssystem.

Den slags afhængigheder, hvor man overlader ansvaret for sig selv til noget andet, har ikke noget med virkelighedsflugt at gøre. Det er kulturflugt. Stadig færre kan holde til at skulle være den slags individer, vi i vores kultur bliver fortalt man skal være. Stadig færre tror på deres egne drømme, og køber en der står på hylden, sammen med alle de andre nye ting vi manisk køber, håbende på at den næste nye ting vi hiver ned af hyden vil give os ro og glæde og mening. Det sker bare aldrig.

Du må selv erfare forskellen på virkelighedsflugt og kulturflugt. Og selv afgøre om du at du blev skabt for at være ulykkelig, utilfreds, for at overgive magten til psykiatere eller kun at kunne finde ro efter en kasse øl.

Det er ok, at ville flygte. Vi lever ikke i en særlig rar eller meningsfyldt kultur. Og det vil du erfare en dag, om ikke andet, når verden som vi kender den går under. Det lyder sort - i vores kultur - men der er heldigvis stadig spor af andre og anderledes tusindår gamle kulturer, hvor man godt ved at skabelse og ødelæggelse behøver hinanden.

Alt det pisser mig ikke af. Det er trods alt en rimelig blinkende, larmende, sødlig og for mænd temmelig bekvem kultur. Der er nøgne og næsten nøgne damer allevegne.

Det der pisser mig af, er når nogen kalder min trang til at flygte fra denne kultur for virkelighedsflugt. Det er fandeme sygt. For det første er det ikke en flugt, det er min ret at kigge den vej jeg ønsker at se, og for det andet kan jeg ikke se andet end virkelighedssøgen i mit liv. Det er selvfølgelig svært at forstå hvis man nærer sig af kultur og ikke virkelighed, men hold dig på din egen f**cking banehalvdel. Du ved ikke noget om mig, og det bliver tydeligt det øjeblik du udtaler dig om mig….

Jeg kan stærke mærke vreden over de enkelte gange jeg er blevet belært om min trang til virkelighedsflugt, og føle tristheden over at jeg ikke fik svaret igen. Jeg har set hvordan de mennesker har det, der ikke får noget positivt ud af denne kultur. Og jeg har set hvor mange det er. Dem i psykiatrien er kun toppen af isbjerget. Og ikke mindst har jeg set lige ind i øjnene på de mennesker, der bruger ordet “virkelighedsflugt” og set noget der ligner mørket så meget. Mennesker der ikke aner hvad de lever i. Mennesker der måske aner at de aldrig vil vide det. Aldrig kunne kræve at vide det. I stedet hakker de løs på andre og giver kulturens kvælertag et nøk mere. Jeg ved de er stakler, for de påstår at vide hvad virkeligheden er, og også stakler kan sige fornærmende ting.

Men det er jul. Det ved jeg. Fordi…

Jeg var i kirke idag og høre jule-gospel, og det lykkes mig for første gang i årevis, ikke at blive sur på kirken og alt det den har gjort imod menneskets sjæl. Kirken har taget nogle af de klareste oplevelser af virkelighed og lavet dem om til kultur, til regler der deler alt liv op og skiller det ad. Som Ebbe Kløvedal Reich skriver i “Zenobias Liv”: Uden synd fandtes der ikke liderlighed. Uden synd var var der rene smukke drifter der skabte stærke smukke mennesker. Der er nogen der scoret virkeligheden, puttet den i en kasse, og pushet os andre en masse lort, der forkrøbler os. Men verden vil gå under og nogen vil gå under med os. 

Jeg blev ikke sur, så det må virkelig være jul. Og jeg ønsker mig meget mindre kultur i julegave. Eller en fed fed tur indtil verden går under. Med byttemærke.

Se også:

1. Sofa, sydpå eller psykiatrisk: Min sommer består af musik At rejse er at leve, sådan ser både jeg og H. C. Andersen på det. Jeg har altid rejst meget....
2. Psykiatri i udvikling – eller afvikling Flere og flere behandlere betegner forholdene i psykiatrien som uansvarlige, samtidig med at regeringen holder fast i, at psykiatrien har...
3. Er du Compliant? …eller har du været din psykiater utro Min egen psykiater ynder at tale i flertal i kommunikationen med mig: “Vi kender dig og du har det jo...
4. Sig Noget! (eller spørg) ”De mennesker, der pisser os mest af, er også dem vi elsker mest” Hver anden dansk familie kommer i kontakt...