Tæt på selvmordet, og så alligevel ikke

Her tidligere på dagen lå jeg i min seng som så ofte før og kiggede op i loftet, mens jeg blæste tyggegummibobler. Jeg tænkte: jeg klarer ikke at leve det her liv længere, det kan være fuldstændig ligegyldigt nu. Sådan har jeg tænkt så mange gange før, men idag var jeg fuldstændig desperat. Nu gør jeg det sgu, tænkte jeg. Og jeg vidste også hvordan, troede jeg. Så jeg tog mit overtøj på, forlod lejligheden og gik ned til Amagerbrogade for at tage bussen. Jeg ville gøre noget jeg havde haft i tankerne mange gange, at springe ud fra Dybbølsbro. Jeg var ikke specielt deprimeret, ikke engang trist, men jeg havde altid troet at jeg en dag ville tage livet af mig selv. Bare for at bevise at jeg er i stand til ikke at begå et kujonagtigt selvmordsforsøg der var dømt til at mislykkes. Det er skamfuldt at have siddende på sig at man ikke engang kan gøre en ende på et liv, der er fuldstændig ligegyldigt. Mens jeg var på vej til Hovedbanegården, var jeg overbevist om jeg ville gøre det, om  jeg så skulle tvinge mig selv. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg havde ulejliget mig derop for ingenting. Da jeg så kom derop, var der slet ikke så langt ned til banelegemet som jeg havde troet. Det er håbløst, tænkte jeg, hvis jeg springer, brækker jeg bare nogle knogler og kommer til at sidde i kørestol. Så besluttede at udsætte forehavendet til lejligeheden bød sig en bedre gang. Da jeg gik derfra var jeg på en måde glad for at jeg havde fået lov at overleve endnu en gang. Det var sådan en pludselig indskyndelse der havde fået mig til at gå hjemmefra for at dø. Hvor er livet dog skrøbeligt. Jeg skriver det her, fordi jeg synes jeg har brug for at dele det med nogen, og jeg ved ikke hvem jeg skulle tale med. Der er efterhånden ingen, der tager selvmordstanker alvorligt længere, jeg gør det ikke engang selv.

Se også:

1. Tidens tand For ikke så lang tid siden, pinte det mig meget at min sygdom havde sat mig uden for samfundets normale...
2. ANGER manegement, vrede en mulighed men aldrig en løsning. Hmmm hvad ville galebevægelsen i tidernes morgen, engang i 70′erne have været såfremt, at de ikke havde udvist en eller...
3. Der var engang et land højt mod Nord. Der var engang en mand som var så klog at han ikke...
4. For at komme videre, er man nødt til at miste håbet Det er en mine dyreste erfaringer gennem mit lange liv med psykiske nedture. Da jeg først blev indlagt for ti...
5. Fra Julies Verden – Derfor har jeg valgt børn fra Ganske få, der er blevet psykisk syge i en ung alder, vælger at få børn. Langt de fleste vælger det...