Dagbog 5 November ala sidses oplevelser
Det er ren opbevaringsanstalt. Der er ikke meget at tage sig til og jeg møgkeder mig. Personalet synes travle med alle andre ting som at skrive rapporter om os selvom de ikke snakker med os. Der er lange ventelister på de grupper jeg blev lovet da jeg skulle indlægges og jeg må indrømme at jeg lige så godt kunne få tilbudet hjemme i mit eget hjem. Ja det er faktisk meget hurtiger når jeg handler selv. Det er omstændigt og mange er sygemelt eller på ferige og der er ikke nok tid til en. Jeg tænker bare at hvad laver de egentlig ? Går til møder hele dagen. Altså personalet. Aldrig har jeg set så mange mennesker have tralvt med så lidt. Jeg får intet udbytte af at være på Sct. Hans. Sove spise medicin sove spise medicin. Ingen spørger interesseret eller snakker med mig så jeg ku lige så godt være ensom hjemme. Det er ren farce. Jeg har også bedt om at finde ud af et sted at bo i Sverige mend det omfortolker Socialrådgiveren til et bocenter med personale i Boserupsgård…jallo jeg vil bo selvstændigt, siger jeg og han væver i det- -hva foregår der lige dér i hovedet på manden?? Her bliver man set som en diagnose..skizofren på hele afdelingen og nogle personaler er ret stride at være sammen med fordi de ikke kan styre deres temperemante og lader deres frustrationer få ud over os eller laver egne regler når andre handler anderleds rart. De fortolkder uden at spørge ind men har allerede defindret en uden at kende én. Jeg hader at blive snakket ned på. Og bliver virkelig vred når de nurcer mig. De skal ikke tage deres frustrationer med på arbejde. Det er tydeligt at nogle ikke burde have med denne målgruppe at gøre overhovedet. Jeg synes der er mærkeligt at være et sted hvor ingen snakker med en, fordi alle går i deres egne verdner og tænker. Her er sgu ikke sjovt at være. Mest af alt har jeg lyst til at tage hjem.
Se også:
- Sidses Dagbog fra Sct. Hans 7.10.2008 Her er så stille …alle går rundt i deres egne tanker. Personalet er dé der kommunikere mest når vi...
- 3. November Sct. Hans Dagbog Kilometer lange timer går med absolut ingenting. Jeg har været syg i 2 dage pga. madforgiftning og ingen vil tage...
- Dagbog : Ualmindelig opmærksom og vågen Ualmindelig vågen og tilstede i hverdagen er sådan jeg har det nu. Sct. Hans er ikke det værste sted at...
- Dagbog nr. 2 Så deprimeret at jeg står op for at gå iseng i sofaen og omvendt i nu 2 uger og alle...
- Mere dagbog Juni 2008 : Ja så har psykiatikeren haft mig og min situation op og vende på Teamet Vesterbro …alle behandlere incl...
4 Responses to Dagbog 5 November ala sidses oplevelser
Skriv et svar
kære sidse
Jeg kan godt se, det er et langt, sejt træk at være indlagt på Sct. Hans. Jeg kan genkende noget af det du fortæller fra min første indlæggelse på SHH fra 2000-2002. Jeg sad i 19 måneder på en miljøterapeutisk afdeling U3. Hvis ikke jeg havde været så syg at jeg var nødt til at være sådan et sted, havde jeg bedt mig selv udskrevet meget hurtigt. Personalet laver ikke andet end at koste rundt med folk, når de vil have dem til at lave mad, gøre rent, rydde op og deltage i gruppe-
og fællesmøder. Når man er ked af det og græder tager de sig overhovedet ikke tid til at snakke med en, man får bare stukket et bæger med pn i hånden. Hvis man siger at det ikke hjælper, tror plejerne ikke på en, men kritiserer en for at være stædig. Grunden til den attitude er at de simpelthen ikke gider sætte ind i ens situation. Meningen med SHH er at det skal hjælpe folk til at komme videre. Faktum er at man bliver sat i bås som hjælpeløs. Det samme gælder for bocentre som Sundbygård og Ringbo. Hvis sindslidende overhovedet kan klare sig i egen bolig, er det nok det bedste.
Hilsen Julie
Julie Feilberg - 12. november 2008
13:37
Jeg husker tydeligt dengang jeg var på Sct. Hans første gang. Det var på en miljøterapeutisk afdeling fra 2000-2002.
Hvis ikke jeg havde været for syg til at være hjemme var jeg aldrig blevet der så længe. Personalet behandlede folk som små børn og når man var ked af det, snakkede de ikke med en, man fik bare stukket et bæger med piller i hånden. De lovede mig guld og grønne skove hvis jeg tog ned på Sct. Hans, men jeg føler at jeg har spildt næsten to år af mit liv på et dødfødt projekt. Dernede trisser man bare formålsløst rundt og er på venteliser i årevis til alle mulige ting. At være indlagt er at se sit liv blive sat på standby. Det værste er at de fortæller en at man ikke længere kan opnå noget af det man gerne vil fordi man er syg. De prøver at pille ens selvtillid ned, fordi de vil have at man skal acceptere sine handicaps. Men hvis accepterer sin situation, istedet for at kæmpe sig ud af den, kan man ligeså godt lægge sig til at dø. Jeg kan godt forstå at du lod dig udskrive så hurtigt.
Julie Feilberg - 10. januar 2009
13:24
Kære Sidse og Julie. Tak for jeres vedkommende indlæg med detaljerede beskrivelser af livet på en psykiatrisk afdeling!
Desværre kan jeg genkende jeres oplevelser og tanker. Forstemtheden og kedsomheden fylder næsten alt på en psykiatrisk afdeling. Tilmed er der med en ung mandlig patients ord ‘fucking kedeligt’ hele dagen. Læg dertil at enkelte, men ikke alle i personalegruppen kan være ubehændige nok til at ydmyge patienterne unødigt. Jeg blev forbløffet over, at beskeder og informationer til patienterne ret tit gives i alles påhør.
Jeg er sandelig enig med jer begge i, at sindslidende i langt de fleste tilfælde vil have det bedst i egen bolig!
Kærlig hilsen Inge
Inge Jensen - 15. oktober 2010
10:56
Kære Sidsel og Julie Jeg vil anbefale en bog
kan lånes på biblioteket . og den metode bruges af personalet på Psykiatrisk afdelinger på Svendborg sygehus
Jaakko Seikkula Åben dialog og netværksarbejde
- Laplandsmodellen i psykiatri og socialt arbejde. Isbn: 9788741252148
Udgivelsesår: 2008. Udgave: 1. Sider: 302. E-bogKr. 298,00
Supplerende materiale Indhold og forord
Igennem to årtier har den finske psykolog Jaakko Seikkula stået i spidsen for en nyorientering inden for arbejde med psykisk syge. Omdrejnings-punktet i denne behandlingsform – som herhjemme er blevet kendt under betegnelsen ”laplandsmodellen” – er en idé om, at klientens sociale netværk udgør en ressource,
Inge - 30. oktober 2010
01:11