Omklamrende pårørende er en belastning for sindslidende

I fredags kunne man læse i politiken at omkring halvdelen af de pårørende til skizofrene er fornærmede over at de ikke kan få indblik i behandlingen eller diagnosticering af deres sindssyge slægtninge, og at de ikke for deres egne behov opfyldt fordi de bliver holdt ude i mørket. Denne holdning finder jeg direkte oprørende. Selv de mest emsige og hysteriske pårørende må da kunne indse at hvis patienten er over 18 år, så har læger og personale tavshedspligt, også har de pårørende faktisk ingen rettigheder undtagen i det øjeblik hvor patienten er død. Det er endnu en måde at umyndiggøre og barnliggøre sindslidende på, at de skal finde sig i at have den pukkelryggede på slæbetov, på deres vej igennem behandlersystemet. Når man er indlagt eller alvorligt syg har man ret til at sætte sig selv og sin behandling i første række og sige: nu er det mig det handler om og ikke min mor eller søster eller far eller whoever. Jeg kan huske min første indlæggelse hvor jeg ikke fortalte min familie noget i flere uger fordi det var meget nemmere for mig at koncentrere mig om mig selv, og ikke have mine uforstående forældre vimsende om mig. Jeg synes det er egoistisk af de pårørende at de kommer anstigende og vil overtage sygepositionen ved at sætte deres egne behov i centrum. Man har ret til som myndig voksen, at sige: det er mig der er syg, det rager ikke min familie det fjerneste. Uanset hvor egofikseret man er som forælder, må hun da kunne indse at hun føjer spot til skade, ved behandle sin syge søn eller datter, som et lille barn uden nogen vilje. Det hjælper hverken den syge eller hans behandling at hans familie bliver koblet på, som en eller anden ligtorn, der lige skal have psykolog ved siden af. Ligesom det er næsten umuligt at have venner hvis man er meget syg så kan man heller have en ordentlig familie. Alle sociale relationer bliver forpestet af at man er syg, og ikke har overskud til andre. Da jeg blev indlagt første gang havde de fleste af mine slægtninge cuttet mig fuldstændig af, fordi de ikke kunne klare at have mine problemer inde på livet. Jo tidligere i livet ens sygdom starter, jo dårligere bliver man til det sociale. Det gælder også pårørende, der ingenting forstår og bare presser på med deres urimelige krav og ambitioner, og fuldstændig lukker øjnene for hvor dårligt man har det, af frygt for at der skal gå skår i deres livsvigtige illusion om familieidyl.

Lad denne her skizofrene sige det en gang for alle: det er ikke familien det drejer sig men kun den syge og hendes ønsker og behov. Hvis du ikke ønsker dine forældres indblanding, har de ikke krav på noget som helst. Eller er vi på vej tilbage til et patriarkalsk samfund, hvor familiepligten vejer tungere end den enkeltes ve og vel

Se også:

1. Filmprojekt er ved at være afsluttet November 2011. Maria Bäck søgte før sommerferien deltagere og researchpersoner til sit filmprojekt. Projektet er nu ved at være afsluttet....
2. Perspektiver for sindslidende i forhold til FNs handikapkonvention I Outsideren nr. 65, der kommer på gaden i uge 51, skriver vi om det internationale arbejde brugerorganisationer gør for at...
3. Tidligere sindslidende som assisterende plejepersonale I Frankrig kører der i disse år et eksperiment på 15 forskellige psykiatriske hospitaler rundt omkring i landet, med at...
4. En bro til livet- højskole for sindslidende igen.   Der har tidligere været højskolekurser tilrettelagt for sindslidende, og der var stor søgning til dem. Fra Fyns Sommerhøjskole i...
5. Socialpsykiatrien bør styrkes med en håndholdt indsats Regionerne har i deres korte levetid ikke varslet andet end besparelser på psykiatriområdet – seneste i 2010 for over 70...