Antipsykiatri

 Kan psykiaterne gøre mere skade end gavn, når det handler om de håbløse tilfælde? Jeg har set utallige patienter, navnlig på Sundbygård, som bliver ved med at være lige tossede uanset hvor mange forskellige slags medicin de får. Nogen bliver endda ved med at være psykotiske selv på høje doser Leponex. Så er det man må spørge sig selv om det er humant at give bivirkningsfyldt medicin til folk, der kun har meget lidt gavn af det. Er det fordi at psykofarmaka virker som en biokemisk spændetrøje, for at gøre nogen patienter lidt mere rolige end de ellers ville være. Og hvorfor insisterer personalet på Sct. Hans på at give store mængder pn-medicin til patienter, som ellers højtideligt mener at pillerne kun har bivirkninger. Måske er det fordi det er nødvendigt at dølle patienter ind i en døs, for at få dem til at indordne sig under den stramme struktur, som de kører på visse afdelinger. Mange der er indlagt på en afdeling eller bor på et bocenter, har ikke noget liv. Kan det have noget med overmedicinering at gøre? Og hvorfor er man så tilbageholdende med at oplyse patienter om alternativ behandling? Jeg tør lægge hovedet på blokken for at psykiaterne føler at det krænker dem på deres faglige stolthed, uanset om de egentlig tror på noget af det eller ej. Og hvorfor nægter nogen plejere at udlevere medicin mod søvnbesvær, mens de gladelig kaster piller i hovedet på folk der græder. Det er en naturlig ting at græde, det er en ret, men det er søvn også. En psykolog fortalte mig at det er tvingende nødvendigt for en sindslidende at få sovet igennem, fordi man så ellers bliver mere syg, så i svære tilfælde er sovemedicin bedre end slet ingen søvn. Der er så mange ting i den almindelig psykiatri, man som patient ikke kan have respekt for!