Antabus – fup og fakta.

 De fleste ved vist hvad antabus er eller ved at det har noget med misbrug at gøre. I psykiatrien er det dog hverdagskost, at en læge beslutter at sætte en patient i antabusbehandling. Det sker jævnligt at nogle patienter har et uforholdsmæssigt stort forbrug af alkohol, enten som selvmedicinering eller fordi de går til lidt for mange fester. Antabus har imidlertidig ikke den dogmatiske position, som den tidligere havde i de ambulante behandlingstilbud, kun i psykiatrien står den nærmest alene når man skal finde en løsning på et overforbrug. Mange mennesker ville nok mene, at antabus burde være en sidste udvej-løsning, når alle andre tilbud ikke fungerer, når nogen har været afhængig af alkohol i mange år og forsat indtagelse af alkohol ville være livstruende. Dette er der god grund til, det er et farligt og meget bivirkningsfyldt præparat, mentalt retarderede og svært psykisk syge må ikke få det. Det er fordi det er livsfarligt at drikke med antabus i kroppen, og derfor skal patienten være fuldt ud tilregnelig for ikke at være udsat for fare i behandlingen. Dertil kommer bivirkningerne, de hyppigste (flere end en ud af ti) får symptomer som svimmelhed, hovedpine, døsighed, træthed, tunghed i kroppen, en følelse af at være groggy. I kølvandet på sådanne bivirkninger følger depression og social isolation. Dels synes patienterne det er svært at deltage i det almindelige liv, fordi det virker mærkeligt hvis man slet ikke drikker, dels gør bivirkningerne at man holder sengen det meste af tiden. Alt det understreger netop hvorfor folk drikker, det vil sige at trangen til at medicinere sig selv med alkohol bliver større når man er døllet ned i en tyk, klam tåge.

Hvorfor bliver antabus så anvendt så hyppigt i psykiatrien? Er det fordi det er nemmere og billigere end at tilbude dem terapi eller mere anvancerede tilbud? Det er min erfaring, at lægerne og plejerne bevidst bagatelliserer bivirkningerne ved antabus, for at få patienterne til at tage det uden betænkninger. En sosu´er der burde havde taget et medicinkursus, vil ”oprigtigt” påstå, at antabus ikke burde give sådan nogle symptomer. Ligesom psykiaterne bekvemt undlader at nævne bivirkninger ved forskellige psykofarmaka, for at de glider lettere ned i halsen på de syge. Vi bliver nødt til at spørge os selv, om det ikke er mere humant at lade folk have et mindre overforbrug eller et periodisk misbrug, fremfor at lade dem lide under en behandling der ødelægger deres livskvalitet.

Man ser også at antabus bliver til en slags magtkamp mellem personalet og patienterne rundt omkring på afdelingerne, mange oplever at medicinen bliver trukket ned over hovedet på dem med magt, uanset hvor ringe et omfang alkoholoverforbruget havde. Dette modarbejder formålet, at støtte patienterne i at lade være med at drikke, fordi de kommer til at opleve alkohol som forbuden frugt, en måde at manifestere sin selvstændighed, frihed og voksenstatus på. Ligesom med 14-årige der begynder at drikke i weekenderne for at markere deres indgang til voksenlivet. Og det er jo slet ikke hensigtsmæssigt, når man har at gøre med psykisk syge, der er dobbelt så gamle. Så hvad er løsningen? Der er ikke nogen løsning, hvis ikke patienten selv er motiveret til at gøre noget ved sit overforbrug, det er ikke bare umuligt, men også kontraproduktivt at prøve at presse eller kue patienten til at lade være med at drikke. Ligesom de syge gladeligt sidder rundt omkring i fællesstuerne og kæderyger og skyller 20 kopper kaffe ned på en dag uden at personalet løfter et øjenbryn, så burde man måske lade det være op til patienterne selv om de vil forsøge at tage nogle at de pinefulde symptomer med alkohol. Det er jo trods alt ikke fixerheroin, her er tale om men noget som stort set alle mennesker i Danmark indtager større eller mindre mængder af. Hvorfor dæmonisere alkohol, når man gladeligt uddeler Leponex og Litium til folk, noget som kan have alvorlige fysiske bivirkninger. Man kan ganske vist indvende, at alkohol og medicin går dårligt i spænd og at de øger virkningen af hinanden, men er det værre end at fylde sig med stært sederende medikamenter som Nozinan og Rivotril bare fordi man er ked af det? Er det ikke også en form for misbrug? Også er alkohol meget mere effektivt når det handler om at løfte humøret end nervemedicin. Det er jo voksne mennesker, der er tale om her, ikke folkeskoleelever. Lad dem dog tage ansvaret for deres eget liv i stedet for at umyndiggøre dem. Desuden kan man ikke gøre noget for folk, hvis ikke selv vil det.

Se også:

1. Alkohol – den indre dæmon Alkohol – den indre dæmon Nu har jeg været i alkoholens klamme favn i mere end ti år. Selvfølgelig med...
2. Læserbrev: Udskrevet , og hvad så ? ! En psykisk syg’s bekendelser Erare humanum est ! Det er menneskeligt at fejle. Jeg blev på egen foranledning indskrevet på Sankt Hans Hospital med...
3. Nyere søvnforskning På Zeit Online kan man læse om den nyeste søvnforskning. Det har vist sig at hjernen kun har brug for...
4. Om Kristendommens rusmiddel: Alkohol Jeg har fået lyst til at skrive min livshistorie, fordi jeg håber, den kan underholde og samtidig læses som et...
5. Den gyldne middelvej? Der er næsten altid en mellemvej, uanset hvad man taler om. At finde den gyldne middelvej i alle livets henseender...