Alle mine mænd og andre psykiske mén, del 2.

En livsberetning, del 2. Læs første del: her
Jeg var droppet ud af mine universitetsstudier. Noget nyt måtte ske. Jeg tog på Højskole Ryslinge højskole på Fyn, samtidigt med at jeg beholdt min 2-værelses lejlighed. Efter et halvt år på højskole – der gav flere nye gode venner, som jeg har holdt forbindelsen til – tog jeg hjem i lejligheden og involverede mig hurtigt i “Danmark mod krig”, en Tvind-organisation, hvor vi drog rundt i Europa og lavede aktionsteater mod krig. Jeg blev meget forelsket i en af lærerne, men han ville ikke at det skulle udvikle sig, så han slog op efter første nat sammen. Jeg var ganske fortvivlet og atter måtte der ske noget andet; jeg solgte alle mine møbler og tog til Norge for at arbejde og tjene penge til at kunne rejse for. Lejligheden havde jeg også sagt op. Og jeg fantaserede stadig om Jesper.

Efter 3 måneders ophold tog jeg til Danmark og boede hos en veninde til en veninde på Vesterbro; der skulle jeg senere vende tilbage. Jeg blev hurtigt kontaktet af en fra Tvind, der søgte kursister til et U-landsprojekt, hvor vi skulle til det borgerkrigshærgede Mocambique. Her var chancen for at komme ud at rejse. Vi fik undervisning i portugisisk og i det at undervise andre, vi havde alle enten studentereksamen eller HF, men kun lidt lærererfaring. Vi kom afsted lige inden min mor skulle giftes for anden gang. Så sad jeg som 25-årig i en flyvemaskine på vej til Maput, hovedstaden i Mozambique. Vi startede ude på en landsbyskole, men det gik rent ad røven til, så jeg var ved at vende hjem, men fik tilbud om at arbejde i Maputo på en handelsskole med teenageunger der skulle lære deres første engelske ord. Jeg boede på en slags kollegium, kun med sorte mennesker, delte værelse med en kvinde på min egen alder, og spiste og levede med de andre på dette sted. Jeg tilegnede mig hurtigt det portugisiske sprog og undervisningen gik fint. Eleverne lærte sgu noget og jeg fik megen ros. Og så var de så livsglade, smil hele dagen selvom den stod på grød, brød og fisk hver dag i det år jeg var der. Det var intet mindre end en meget livsbekræftende oplevelse. Jeg blev også kærester med en ung afrikansk fyr på 25, min egen alder. Vi ville også giftes og ha børn, men jeg var bange for at det var materialismen i vesten der tiltrak, mere end mig. Han tog til Portugal på ferie og kontaktede mig, da jeg var kommet hjem. Men det er en helt anden historie. Jeg landede på Fyn og kom i kontakt med min gamle studiekammerat, vi havde en lille affære og det var meget hyggeligt. Jeg søgte ind på Københavns Universitet, fast besluttet på at sige farvel til alt der havde med Tvind og lærergruppen at gøre. Men før denne ansøgning blev godkendt og jeg var optaget, fik jeg lige en omgang malaria som et minde om Afrika; jeg blev behandlet på sygehuset og har aldrig siden haft malaria.

Jeg fik kontakt i s- toget med en der ville af med sin lejlighed i Tøndergade på Vesterbro. Det mørke Vesterbro. Jeg kunne ikke flytte hjem til min mor, som var blevet gift for anden gang, vi kom hele tiden op at skændes og hun græd meget. Jeg var ved at blive psykotisk og begyndte at gå på værtshus, i første omgang for at ringe til min mor, men senere hen for at drikke med de andre, jeg var både manisk og psykotisk. Jeg var startet på universitetet og jagtede alle drengene på litteraturstudiet og delte anarkistisk materiale ud i klasseværelset. Jeg fik lavet min første opgave, og tog en tur rundt i Avedøre, der hvor de gamle hippier boede. De vidste ikke hvad de skulle stille op med mig, men jeg nåede dog at være med til min første kærligheds 30 års fødselsdag. Og var ude at danse til “Forever young”. Vi havde korresponderet mens jeg var i Afrika og vi havde da også haft et forhold til hinanden inden jeg tog afsted. Han havde i mellemtiden fundet sammen med en ny kæreste som hed Birgitte, og dermed var jeg overladt til mig selv og min egen hjerne. Det gik helt galt på universitetet, og en dag sad jeg og græd på et værtshus over en kærlighed til en mand, som jeg fantaserede om hele tiden – jeg kendte ham godt nok slet ikke, men han var med i min psykose. Han fulgte mig hjem og han ville i seng med mig og han så rigtig godt ud og det var da også pænt af ham at følge mig hjem, opløst som jeg var i tårer. Vi startede et forhold som på mange måder skulle vise sig at være katastrofalt. Vi gik meget på værtshus hver dag faktisk og jeg holdt op med at studere. Han arbejdede i skattevæsnet og jeg opholdt mig efterhånden i hans lejlighed hver dag, mens han var på arbejde. Jeg ringede hele tiden til ham, manisk som jeg var, og på et tidspunkt nedlagde jeg hele omstillingen. På værtshusene sad jeg og snakkede portugisisk til de andre som jeg stadig var i Afrika, borgerkrigen var blevet til 3. verdenskrig, og det gode og det onde kæmpede med hinanden. I Jan – som min kæreste hed – så jeg Jesus og selv troede jeg at jeg var jomfru Maria og sammen ville vi nedkomme med et barn. Fascisterne lurede i gaderne. Og jeg gemte mig væk og hørte radio og de spillede direkte til mig. Mama slap af mama i dag (Sanne Salomonsen), det hele var et sceneri af intense billeder.. På et tidspunkt ( det var om vinteren) cyklede jeg på det røde lyn i skjorte kjole og bare tæer og forsøgte at finde min mor i HK for at låne den direkte forbindelse til Washington for at snakke med Ronald Reagan og bede ham om at afværge 3. verdenskrig men jeg nåede aldrig at komme så langt. En dame spurgte venligt om ikke jeg havde behov for en pille. Pludselig var Jan der, han snakkede med mig og forsøgte at få mig til at slappe af.. Jeg tog tilbage og vi mødtes i byen bagefter, det var Vesterbro og der var virkelig knald på livet! Krigen udkæmpede også på værtshus. Min kæreste, som jeg nu vil kalde ham, spillede hele tiden billiard og vandt mange øl og penge samtidig med at der var mænd og kvinder med knald i. Jan havde venner og en af dem var Kim, en stor fyr, højere end min kæreste som var 190 cm. Stor dreng, han var 22 og jeg var 26. Vi var vilde, drak og røg hash og levede stærkt. En dag i hans lejlighed smed jeg blusen og sagde til ham; nu skal vi ha sex, og sikke en omgang fedsex.

Men det hele spidsede lissom til og en dag kom min søster og kørte mig på Københavns Kommunehospital, hvor jeg blev indlagt på den lukkede kvindeafdeling. Dørene smækkede og jeg var fanget, rød som jeg var. Krigen fortsatte på afdelingen og også på Sct. Hans` lukkede afdeling for kvinder, der var det næste sted for mig.

Jeg blev ved hjælp af medicin nogenlunde fri for min psykose og siden hen overflyttet til den åbne afdeling. Jeg følte jeg var på højskole og skrev breve til familien. Og jeg trivedes, var blevet en del af psykiatrien. Jan besøgte mig hver dag efter arbejde, og da jeg kom ud, flyttede jeg igen ind hos ham. Jeg begyndte at drikke snaps, når han var på arbejde, og i weekenderne drak vi sammen med hans far på diverse værtshuse. Vi festede altid, men snapseflaskerne fra mit daglige druk var jeg flov over, så dem gemte jeg. Nu havde jeg for alvor et alkoholproblem. Jeg blev atter indlagt på Sct. Hans og fik igen medicin og kom mig og kom hjem og sådan stod det på i seks år. Indimellem når jeg var hjemme hos Jan, så vi b-film og passede ellers på hinanden som dem vi var; to forskellige mennesker med en fortid til fælles, en fortid som handlede om misbrug og omsorgssvigt. Han var min far og jeg var hans mor, vi havde manglet begge dele.

Når han blev fuld kunne han finde på at slå. Og han var stærk, han var faktisk i stand til at dræbe en mand med de bare næver. Jeg begyndte at lege psykolog overfor Jan for at undgå at han slog, men det var ikke en god ide.

På et tidspunkt blev jeg gravid og fik en abort, fordi Jan mente vi ikke havde kendt hinanden længe nok. Men mindre end et år senere blev jeg igen gravid og denne gang besluttede vi at beholde barnet. Da jeg var i 6. måned tog vi til Spanien på ferie – dèr var jeg lige ved at føde, da jeg hoppede i poolen på hovedet og vi drak en del og røg cigaretter og hash, også mig som var gravid. Jeg gik til psykolog under hele graviditeten og tog ikke noget som helst medicin. Men snakkede en del med psykologen om Jans forhold til min familie som ikke var særlig godt. Det var et problem for mig og jeg havde tvangstanker om at før et handicappet barn for at straffe Jan.

18. august 1986 fødte jeg Thomas på Hvidovre hospital. Og heldigvis var han en velskabt dreng på 2850 gram og 51 cm, så det var jo fint og jeg troede at nu blev alting godt og at vi skulle i gang med et almindeligt far-mor-og-barn-familieliv. Men sådan skulle det ikke blive; Jan var gået på værtshus for at fejre at han var blevet far og mødte plakatfuld op for at hente Thomas og mig. Liften gyngede frem og tilbage på vej ud til en ventende taxi.

Det viste sig snart at Jan havde en affære ved siden af og jeg blev snotpsykotisk og røg igen på Sct. Hans. Min mor overtog ansvaret for Thomas – hendes barnebarn skulle i hvert fald ikke på børnehjem! Thomas var hos sin mormor i et helt år, hvor Jan og mig stadig gik på værtshus og fyrede den af. Så kom Thomas hjem og vi begyndte et nogenlunde normalt liv; hver dag på arbejde og Thomas i vuggestue om dagen. Jeg tog fra Vesterbro til Rødovre med Thomas og afleverede ham og herfra til nordvest-kvarteret for at arbejde otte timer, og så tilbage igen og handle ind og hente Thomas og lave mad og bade ham og synge og putte og sådan gik dagene til vi flyttede på krisecenter, fordi Thomas ikke kunne tåle fugten i lejligheden. Så fik vi et sted at bo i Hvidovre, hvor jeg var vokset op. Ringen var sluttet – vi fik en stor 3-værelses lejlighed i et dejligt kvarter næsten midt i byen og jeg fik arbejde som hjemmehjælper i Hvidovre kommune. Jan blev på Vesterbro, men kom dog over næsten hver aften og spiste med, men det var mig der måtte ordne det hele. Lige som før. Men nu gad jeg ikke længere. Han måtte ud! Vi gik hver til sit – det berømte par Jan og Joan var gået hver til sit – og jeg startede en tilværelse som alenemor, med stor opbakning fra min egen mor.

For første gang gik jeg på antabus og jeg mødte regelmæssigt op i LÆNKEN.

Så søgte jeg ind og blev optaget på Pædagogisk Seminarium ved Sydhavnens station – mens Thomas nu gik i børnehave og selv kunne gå på toilettet og selv tage sit tøj på. Det tegnede godt, men jeg fik hurtigt problemer med alkoholen igen. Jeg havde erhvervet mig en aflastningsfamilie til Thomas, hvor han var hver anden weekend, mens Jan tog sig af ham de andre weekends. Så jeg havde fri og kunne rigtig gå i byen hver eneste fredag-lørdag.

Og selvfølgelig mødte jeg en ny fyr, en tjener der også drak som et svin. Og igen blev jeg indlagt. Og Thomas kom i plejefamilie og jeg turnerede rundt på psykiatrisk afdeling og gjorde mig bemærket i nytårstøj og høje hæle. Det var kaos og jeg mødte op i LÆNKEN, hvor de endnu en gang gerne ville hjælpe mig. Jeg snakkede med en psykiater og fortalte min historie og her startede min vej tilbage til et liv uden alkohol. Og det er en meget bedre historie om omsorg og besøg og ferier med min søn. Herom en anden gang.

Jeg vil sige godnat og tak, for nu jeg skriver videre på et andet tidspunkt.

Se også:

1. Alle mine mænd og andre psykiske men… En livsberetning. Del 1 Først var der min far, han drak og var maniodepressiv, uden dog at at være diagnostiseret....
2. Livet med mine vrangforestillinger Den sidste måned inden jeg blev indlagt første gang i marts 2000, var jeg stærkt plaget af forfølgelsesforestillinger. Jeg var...
3. Alle Syndrom – Disorder Hvis du har psykiatriske problemstillinger, så har du sikkert også været udsat for “alle-syndromet” . Alle Syndromet støder du på...
4. Der var engang et land højt mod Nord. Der var engang en mand som var så klog at han ikke...
5. Mine lænker                                  Tirsdag 15.4.2008-05-27 Hvad fanden er det jeg er bundet til på liv og på hænder. Et liv i smerte...