Det kan jo være… Kan det?

Så ligger det nye nummer af Outsideren i postkassen. Jeg giver mig til at læse, om “medicin”, om udtrapning, og, ikke mindst, om psykoser. ‘Mon det hér bliver en bedre oplevelse, end de sidste numre (som var noget af en skuffelse)?’ spørger jeg mig. Brat falder dog al den nyvundne Buddhistiske indre ro af mig, da jeg når lidt derhenad. Nej. Desværre er oplevelsen ikke bedre. Den er værre. Meget værre.

Jeg havde mine – mørke – anelser. Efter en mail-korrespondance for noget tid siden.

Nu kunne jeg “pille” artikel for artikel “fra hinanden”. Men jeg vil nøjes med én af dem. Den, der omhandler noget, jeg indbilder mig, selv at vide en hel del om, via førstehåndsinformation udover den andenhåndsinformation, jeg ellers mest er nødt til at ty til. Når det drejer sig om “medicin”, for eksempel (selv om, det har jeg faktisk også prøvet, en gang – og aldrig igen!). Den, der omhandler noget, jeg indbilder mig, selv at være ekspert i, via min egen oplevelse.

“Psykoser er et forsvar”, lyder overskriften. ‘Hm, fint nok’, tænker jeg. Jeg er ikke helt enig, allerede hér, fordi jeg ville have valgt begrebet “et forsøg på heling” i stedet for “et forsvar”. Men, ‘lad gå’, tænker jeg, ‘det kan jo være…’

Det er ikke. “Den der skærsild-forståelse med, at bare det bliver tilstrækkelig slemt, skal det nok blive godt bagefter, er jeg ikke enig i, siger Torben Schjødt. Det med at der er ubevidste konflikter, der bare skal gøres bevidste, passer simpelthen ikke på psykotiske.” ‘Hvor ved han det fra?’ spørger jeg mig. ‘Har han selv været dér? Har han nogensinde talt med et menneske, der har været dér, uden straks at blive psykiatriseret og medicineret?? Et menneske, der har fået støtte til at komme igennem og ud af skærsilden uden psykiatriens indblanding?’ Åbenbart ikke. Citatet genspejler artiklens essens. Og ikke kun denne artikels essens, men for eksempel også den i “Ude i galaxen” på side 7 i samme blad.

Essensen går ud på, at nogle altså – og sikkert på grund af deres gener! – er mere følsomme overfor verdenen, end andre, og derfor oplever psykoser. Stress-sårbarheds-modellen, ja. Som ikke er andet, end den stort set rendyrkede, biologiske psykiatri, krydret – og kamufleret – med en anelse “psykologi”, så det hele kan blive spiseligt, også for dem, der måtte være skeptiske overfor den rendyrket biologiske psykiatri.

Desuden også et meget velkomment model for “psykologer” som Torben Schjødt, som det iøvrigt vrimler med overalt. Det reducerer nemlig deres ansvar til blot at skulle levere en lidt mere avanceret udgave af psykoedukationen. Fra at skulle guide et menneske igennem og ud af “sjælens mørke nat”, skærsilden. Hvilket er en ulig mere krævende opgave. Rent menneskeligt.

“En stor del af de patienter, Torben Schjødt har mødt, overvinder aldrig deres lidelse fuldstændig.” Nej, det vil jeg gerne tro! Der skal noget meget andet til, end det, Torben Schjødt vil/kan (?) byde på, for at man kan yde brugbar støtte til et menneske i krise. Apropos “Psykoterapi – kan det overhovedet bruges til noget?” Det kan ikke bruges til det store, “at bringe lidt orden i de psykotiske oplevelser” og at “udvikle nye mestringsstrategier”. Det er ikke andet, end lidt sukkerglasur ovenpå den bitre “medicin”, og dermed kun velegnet til én ting: at holde mennesket i krise endnu mere sikkert fast i krisesituationen, end hvad “medicinen” formår. 

“Det er næsten umuligt at diskutere de forestillinger, der opstår i en psykose,…”, hedder det i slutningen af artiklen. Sært. Hvordan kunne Jung så? Eller John Weir Perry? Hvordan kan Sean? Eller Dorothea Buck? Hvordan kan jeg???

Det hér er ikke “sjælens mørke nat”. Det er psykoseforståelsens mørke nat! Dybt god nat! 

“Giftig og voldelig”, udtalte Jane sig den anden dag på min blog, den engelske, om psykiatriske institutioner, som Torben Schjødt altså er “ledende psykolog” ved én af. Hvilket forklarer en hel del…  ‘Giftig og voldelig… Ja, mon ikke!’ tænker jeg og “lægger” Outsideren nr. 64 til side, for at meditere lidt – ‘Jeg er vred. Det er ok at være vred.’ Ja, det vil jeg mene! – ‘Jeg siger ja til min vrede.’ Det er herved gjort! – for så at vende tilbage til Sean‘s A quiet mind, til noget sundere læsning, og til at, forhåbentligt hurtigt, finde min Buddhistiske indre ro igen.

Men, alt i alt, er jeg jo nok bare lidt mere “sårbar” end de fleste andre. Og sikkert på grund af nogle defekte gener, ja!

P.S.: Jeg vil lige bemærke, at jeg ikke er så meget vred på Torben Schjødt. Ubevidsthed og angst kan dårligt give bedre indsigt, end den, han har. Men jeg er vred på ensidig journalistik, der kun lytter til mainstreamen og holder alt andet udenfor. Medmindre det kan latterliggøres, eller, i det mindste, gemmes lidt væk i en boganmeldelse. Hvad er man bange for??? (‘I næste nummer, måske,’ tænker jeg dog også. ‘Det kan jo være…’)

Se også:

1. Man skal være stærk for at være syg Læserindlæg: Diagnoser bliver først og fremmest stillet for, at give din læge en idé om hvilken sygdom han skal behandle....
2. Min omvendte længsel – En væg-til-væg beretning om fristelsen ved at være indlagt på en psykiatrisk afdeling Efter tre dage på en lukket afdeling plankede jeg den. Det var om sommeren, efter en masse musik og en...
3. Måske kunne brugerbetaling somme tider være vejen frem Vi har alle hørt det mange gange i de senere år. Kommunerne og regionerne skal spare, statskassen er tom og...