Outsideren

Jeg skrev det nedenstående i går til min egen blog (hvor det også ligger), men kom i tanke om, at det måske kan bruges som et slags “svar” til Annettes bemærkning om hjerneforskning i hendes indlæg “Super arrangement:…”, siden jeg nu stadigt ikke har haft tid til at fabrikere en dansk udgave af mine betragtninger angående den lige p.t. meget hotte amerikanske hjerneforsker Jill Bolte Taylor. Noget, jeg oprindeligt havde tænkt som “svar” til Annette.

Jeg vil lige tilføje, at jeg grundlæggende ikke har noget imod hjerneforskning. I hvert fald ikke den del der hedder “neuroplasticitet”, som ser på hvordan miljøfaktorer (som intensiv meditation, f.eks.) indvirker på hjernens strukturer og funktioner. Jeg har bare rigtig meget imod deterministiske, simplistiske og diskriminerende teorier om genetisk betingede defekter i hjernens biokemi. Og jeg har lige så meget imod, at forskning i dag stort set udelukkende koncentrerer sig omkring at ville finde beviser for disse teorier, mens al anden forskning (dvs. den, der ser på miljøfaktorer snarere end gener osv.) ikke bare kommer i anden men i tiende række (hvis “tiende” kan gøre det…).

Hér er mit indlæg:

Ja, så klarede jeg det atter en gang: at skabe en god gang lidelse for mig selv. Det er ellers også længe siden sidst, og var altså på tide. Hvis jeg ikke skulle ende med at få storhedsvanvid.

Hvordan gør man? Jo, man tager f.eks. en lille misforståelse omkring nogle friweekender, der gør, at man, i stedet for at få den friweekend, man egentligt havde tilgode, får en ekstra arbejdsweekend, og så ekspederer man sig selv ekspres – og selvfølgeligt inden man har gjort noget som helst for at opklare misforståelsen! – ind i offerrollen: “Dér kan du bare se, du er ikke værd, at blive taget det mindste hensyn til!” siger den lille stemme i hovedet. Og så kan man lige så godt give den hele armen, hvorfor nøjes med “halve løsninger”, når man nu er kommet så godt fra start: “Du kan lige så godt forsvinde helt. Der er alligevel ikke nogen, der ser dig og altså vil komme til at savne dig.” Så skal man bare gå helhjertet ind i identifikationen med offerrollen. Den, man måske nok befandt sig i en gang i tidernes morgen, da man faktisk, og mere eller mindre konsekvent, blev overset, men som man altså hér og nu kun behøves at befinde sig i i det omfang som man selv vælger at ignorere øjeblikket og i stedet for vælger at identificere sig med tidernes morgen. Man skal bare vælge at identificere sig med sin egen fortid, sin historie – som offer. Så er den hjemme.

Den side af egoet, som Eckhart Tolle kalder for “Pain Body” ææælsker den slags. En hel lørdag aften tilbragt i skønneste ego-identifikation (“Jeg er min historie – som offer, ja!”), og altså dyb lidelse, og den halve søndag med. Hurra for det! Jeg klarede det næsten til den helt store guldmedalje. “Stemmer”, momentane “tankeforstyrrelser”,  glimt af “vrangforestillinger”, og lejlighedsvise fulde stop. (Mens alt dette, og især det, jeg kalder for “fuld stop”,  afholder mig fra at få opklaret misforståelsen, siden det afholder mig fra stort set enhver aktivitet, og således effektivt sørger for, at jeg uforstyrret kan fortsætte med at lide.) Jeg var ikke ude at dykke. Jeg var ved at drukne. Mig selv i min selvskabte lidelse. 

Jeg gik alligevel glip af guldmedaljen, fordi jeg, inderst inde, godt var klar over, at jeg selv havde lagt møllestenen, der trak mig ned i lidelsen, det hér kæmpestore NEJ! til hér og nu, om halsen på mig. Så, jeg kunne vel bare tage den af igen. Siden jeg er sååå færdig med at drukne – mig selv, i min selvskabte lidelse. Og det gjorde jeg så, langt om længe, og ikke uden at også have prøvet at sætte et endnu større NEJ! ovenpå det første. Noget, der er velegnet til at give lidelsen en yderligt intensiverende dimension.

Jeg fortæller det hér, fordi jeg så tit møder mennesker, der siger, at alt det, psykiatrien betegner som “symptomer” på “sygdom”, “bare sker” for dem, pga. en størrelse udenfor dem selv, en “sygdom”. At det befinder sig helt og aldeles udenfor deres kontrol, om det sker eller i hvilket omfang. Og, og dette er det springende punkt, at kontrol ikke kan opnås. I hvert fald ikke inde fra dem selv af. Allerhøjest udefra, ved hjælp af kemi, eller, i givet fald, elektricitet. 

Emotionel lidelse (“psykisk sygdom”), ligemeget i hvilken form, og om end som oftest udløst af verdenen, skabes altid inde i én selv og af én selv, eller: i og af éns reaktive (på verdenen reagerende) ego. Enden på denne lidelse kan altså kun komme indefra.