Tidens tand
For ikke så lang tid siden, pinte det mig meget at min sygdom havde sat mig uden for samfundets normale gang. Jeg ville så gerne være “normal” og det kæmpede jeg meget med. Jeg havde i tankerne, at jeg trods en livsvarig sygdom, skulle overvinde mig selv og have lang videregående uddannelse, arbejde på normale vilkår, have penge, stor vennekreds og kæreste. Mens jeg nærmer mig de 30, er jeg begyndt at lægge alle disse krampagtige ambitioner bag mig. Jeg har sagt til mig selv, jeg er født med en ulempe fordi jeg er psykisk syg, jeg har to ulemper nu, på grund af min fremskridende alder, jeg er ikke en, som folk vil anerkende og respektere for det jeg har udrettet i livet, og jeg er også fuldstændig ligeglad. Jeg ser på folk, som er såkaldt normale og jeg misunder dem ikke. Fordi jeg gider ikke leve det liv. Jeg har endelig indset fordelene ved at være førtidspensionist, hvor jeg før skammede mig grueligt over det. Det er jo ikke sjovt at skulle arbejde 9 timer om dagen for at kunne betale sine regninger, medmindre man hører til de få udvalgte heldige, som har et arbejde der er værd at udføre. At miste mine illusioner har vist sig at være min store redning. Der er stort ikke noget tilbage jeg gider, af det som folk plejer at synes er en vigtig del af livet. At skulle tage et job afskrækker mig, det samme gør mand og børn, og jeg ved nu at jeg ikke duer som studerende. Så hvad er der så tilbage? Ikke ret meget, og det passer mig udmærket. Jeg er ikke skabt til at være social og aktiv, jeg er af natur en dvask eneboer, der kun lever for sin egen nydelses skyld, og netop det at samfundet i forvejen har parkeret mig på et sidespor, gør at jeg kan pille min egen navle med god samvittighed. Hvem siger at førtidspensionister drømmer om et skånejob? Vrøvl! Fordelen ved at være pensionist er netop, at man ikke behøver at trækkes med elendigt betalt rutinearbejde. Hurra for ligegladhed og dovenskab.
Se også:
- Recovery et mareridt Hvad er det for en vanvittig recoverybølge der skyller ind over os stakkels sindslidende? Nu gik det lige så godt.....
- Blachman sætter verden fri! Kun lige et enkelt passerende blink med øjet før min sidste frie tanke var ved at dø af tørst, kastede Thomas Blachman sig...
- Mere dagbog Juni 2008 : Ja så har psykiatikeren haft mig og min situation op og vende på Teamet Vesterbro …alle behandlere incl...
