Psykoterapi – kan det overhovedet bruges til noget?
I gamle dage sublimerede man sine tvivl, sin angst, sin livslede ved at søge tilflugt i Biblens dogmer. Den blinde tro på Gud, på en verden hinsides døden, hvor intet ondt kunne ramme en forudsat at man opfyldt biblens foreskrifter i livet på jorden, er nu svært at forstå for det moderne menneske. Men det er ikke fordi vi i dag mangler guruer, der forsøger at besvare vores problemstillinger. Dem er der nemlig rigeligt af, navnlig hvis man er velhavende. Nutidens gudeskikkelse hedder psykologer. Den moderne tankegang har erklæret Gud for død, men den menneskelige trang til autoriteter at forlade sig blindt på, har ikke mistet sin virkning. Næsten tværtimod. Livet er ikke blevet nemmere siden præstestyret, slet ikke. Der stilles ti gange flere krav til det moderne menneske, end til en uoplyst bonde i middelalderen.
Men hvad skal man vælge at tro på, hvad skal man række ud efter, når man ikke længere selv kan magte hverdagens problemer? Når man taler med folk om alt, fra livets store spørgsmål, til helt banale irritationsmomenter er svaret uvægerligt: få dig noget psykologhjælp. Et helt grelt eksempel er amerikanerne, som ikke engang længere behøver noget problem for at gå i terapi. Denne trend har efterhånden også indtaget Europa. Men hvad er det der får selv normaltbegavede, velfungerende voksne mennesker til fare til psykologerne, en masse? Man kan ikke fortænke folk i at fundere over dette spørgsmål. Det er en grum oplevelse som 20-årig, at opdage at en tredjedel af ens studiekammerater er, eller har været i terapi. Hvad er det psykologerne kan, som en venner, slægtninge, partnere ikke kan, eller er det helt andre motiver der driver os, når vi vælger at formøble 750 kroner, på en times udelt opmærksomhed, hos en såkaldt ekspert i sjælesoger? Jeg vil begynde med at trække på mine egne erfaringer. I min værste sygdomsfase oplevede jeg, blandt mine bekendte, at jeg slet ikke kunne nærme mig nogen omtale af mig og mit, uden at det straks udløste en stribe opfordringer til at tale med en psykolog. I gamle dage ville man jo i en lignende situation, have fået at vide at man skulle følge Jesu eksempel.
Man kan derfor med en hvis ret antage, at psykologer for mange mennesker er blevet en måde at skubbe ansvaret for sit eget liv og sine egne problemer fra sig ved at læsse dem af på en udenforstående, hvad enten man betaler ”støttepædagogen” af egen lomme, eller er i den heldige situation, at det er skatteborgeren der må bære byrden. Det er rimeligt at antage, at mange mennesker er så stressede over det moderne livs krav og modsætninger, at hverken de selv eller deres omgangskreds kan rumme dette bjerg af uforløste negative følelser, at de så giver efter for gruppepres, kaster handsken i ringen og vælger at hælde deres galde ud over en psykolog.
Dermed ikke sagt, at man slet ikke kan få noget ud af at tale med en psykolog. Det kan ofte være en måde at få lidt mere indsigt i sig selv på. Men der er lang vej derfra, også til at tro at et terapiforløb kan ændre ens liv i nævneværdig grad. Når man starter på et terapiforløb, er det på grund af nogle illusioner som vi har lært af andre. Nemlig at psykologer er eksperter i, hvordan mennesker skal leve deres liv og tænke. Men psykologer er også kun mennesker og de tænker i afstukne baner ligesom alle andre. Man kan heller ikke forvente at psykoterapeuterne skal være bedre begavede end gennemsnittet af patierne, og mange af dem er simpelthen ikke dygtige nok. Det kræver en meget stor menneskelig forståelse og indsigt at drive psykoanalyse, desuden kræver det en evne til se bagved det patienterne siger. Den evne er der meget få mennesker der har. Nogle af dem kan man bare fortælle hvad som helst, sådan at et terapiforløb ofte ender i ren tomgang. Jeg har ikke oplevet at en psykolog kan fortælle mig noget, som et normalt begavet voksent menneske ikke kan.
Men hvorfor tror man at psykologer er så helvedes kloge? Er det fordi at vi er desperate, når vi står i den situation at ingen andre gider hører på en, og at man ikke længere kan håndtere sine egne problemer? Fald ikke for det reklamenummer at psykologerne kan hjælpe os med vores personlige problemer. Fx kan man gå i terapi med det formål at opbygge selvværd og styrke sine sociale kompetencer. Men begge de ting er noget, der bliver indarbejdet fra den tidlige barndom afhængigt af om man trives både derhjemme og i skolen. Folk der kommer fra et dårligt miljø, kan ikke lave om på det som voksen, uanset hvor dygtig psykologen end er. At gå til psykolog er en meget selvoptaget ting, det er en måde at forflygtige sit voksenansvar på. Det er i virkeligheden bare udtryk for at man ikke længere har nogle ordentlige venner eller slægtninge, der kan lytte til en og forstå en. Tro mig når jeg siger, at en opfordring til at tale med en psykolog bare betyder at dine bekendte synes du er underlig, og at de ikke gider at høre på dig.
Se også:
- Sig Noget! (eller spørg) ”De mennesker, der pisser os mest af, er også dem vi elsker mest” Hver anden dansk familie kommer i kontakt...
- Har du noget… til næste nummer? Redaktionen er gået i gang med næste nummer, og hvis du sidder med noget du har lavet, du gerne vil...
- Noget om stress Det hedder sig, at man som psykisk sårbar skal undgå enhver form for stress. Vi bliver endda undervist i det...
One Response to Psykoterapi – kan det overhovedet bruges til noget?
Skriv et svar
Jeg er i mange punkter enig med dig, Julie. Dog ikke i alle. Derfor hér et slag for psykologerne, præsterne, guruerne etc. etc., og Jesus:
For mig at se, er vor tids store problem, at vi lever i en ekstremt meningsforladt verden. Mere meningsforladt, end nogensinde. For, er det at blive bankdirektør, overlæge, højesteretsdommer, universitetsdekan eller eller eller detsamme som at skabe mening i sit liv? Er det at skabe mening, at få sig en villa på Strandvejen (med udsigt til Barsebäck…), den nyeste Mercer eller Bimmer eller Porsche, og tage på luksusferie på Hawaii? Eller er det måske meningen med livet, at blive “enlightened”, på retreat i Toscana med den sidste nye hip og trendy “guru”?
Alle disse ting har noget tilfælles: der stræbes efter noget. Noget, man ikke har endnu, men sååå gerne vil ha’. “Hvis bare jeg får den designerkjole, den jobforfremmelse, det fladskærms-tv, det you-name-it, så skal jeg nok være lykkelig.” Og ja, så er der også den modsatte side af sagen, som fungerer på nøjagtig samme måde, bare med modsatte fortegn altså: “Når jeg nu ikke kan blive (mindst) lige så success-/rig som naboen, på jobbet og mht. villa, Volvo, vovse, så lad mig i det mindste få en enestående karriere som fiasko. Gerne med papir på det, så alle kan se, at jeg er den, der har det allermest elendigt.” På visse diskussionsfora møder man folk, der bruger deres medicincocktail inklusive doseringsangivelse som signatur under deres indlæg.
Alle disse ting leverer varen: opmærksomhed. Man ER noget/nogen. Man har en identitet. Og gerne én, der overgår alle de andres. Og det er vel meningen med livet, at man formår at skabe en identitet, der gør én til mere, bedre, osv. end alle de andre. Der gør én speciel. Eller?
Designerkjolen hænger i skabet, den nyeste Bimmer står i garagen, eller også har man lige fået sine udsædvanlig store lidelser bekræftet med endnu en diagnose – og endnu en recept. Men samtidigt med fryden over det opnåede, sniger sig den velkendte fornemmelse af tomhed, af meningsløshed, atter en gang ind på én: det var måske alligevel ikke det, der skulle til, for at opnå salighed. Varen er leveret, men det var måske alligevel ikke DEN vare, der skulle til for at gøre én evig lykkelig. Altså: hit med noget andet, noget mere. En ny designerkjole, gerne endnu mere eksklusiv end den første, må kunne findes. Et kursus hos en lifecoach måske, der kan fortælle én, hvordan man finder lykken, hvis man forgæves har ledt efter den i alverdens materielle goder, vil måske gøre det. Eller også må en ny diagnose, gerne endnu mere alvorlig end den foregående, kunne skaffes – i fremtiden. Det er en skrue uden ende.
Problemet med dette rotteræs er, at det afleder éns opmærksomhed fra det faktum, at meningen allerede er der, inde i én selv, at den ikke behøves at blive skabt, knoklet for, så man måske kan være lykkelig, en skøn dag i fremtiden. Måske, måske ikke. Den er der, hér og nu. Gud er ikke en fyr med langt, hvidt skæg, der sidde højt oppe i himlen på en sky.
Det var det, Jesus prøvede at fortælle menneskeheden. Og det er det, de brugbare “guruer” og psykoterapeuter/-analytikere prøver at få én til at fatte. Jesus blev misforstået af mange, af flertallet, faktisk. (Jeg vil vove at påstå, at misforståelsen danner basis for hvad vi hér i DK kender som Folkekirken, Kierkegaard var faktisk inde på det. I andre lande hedder det så noget andet, men er i grund og bund detsamme.) Og således bliver også “guruerne” og terapeuterne, de brugbare, ofte misforstået. Samtidigt med, at der findes en hel del mindre brugbare guruer og terapeuter (ligesom der fandtes en hel del mindre brugbare profeter på Jesus’ tid), der ikke formår at formidle budskabet, simpelthen fordi de selv har misforstået det.
På grund af denne søgen efter identitet i (ytter-)verdenen, fungerer hele vores samfund i dag efter “køb dig til din lykke”-princippet. Fordi det giver økonomisk vækst. Og den økonomiske vækst er altings målestok i vores samfund. Men for at det kan blive ved, skal vi allesammen være dygtige til at producere og konsumere. Helst kunne præstere begge ting på samme tid. Og hvis man af en eller anden årsag er forhindret i at producere (for eksempel fordi man ikke længere kan se, hvordan dette rotteræs nogensinde skulle kunne give mening…), så må man i hvert fald blive ved med at konsumere. Systemets serviceydelser, f.eks. Terapi, f.eks. Mens terapien selv helst ikke skal være noget andet, end yderligere opdragelse til at eventuelt kunne producere (igen), men i hvert fald til at kunne konsumere (igen).
Det er således de terapeuter, der formår at opdrage deres kunder til at være mere eller mindre godt tilpasset til rotteræset (igen), der har de bedste udsigter til at gøre karriere i vores samfund (og hér kan man sige, at CBT er det bedste redskab til at frembringe hurtige resultater, hvorfor denne terapiform står i så høj kurs, som den gør i vores samfund i dag).
Men: hvem er samfundet? Hvem er det, der kræver (hurtig) tilpasning til rotteræset? Altså: hvem bestemmer, om det er de brugbare terapeuter, “guruer”, præster, whatever, der gør karriere, eller de mindre brugbare? Det hele fungerer jo, som alt andet, efter udbud/efterspørgsel princippet. Dvs. så længe VI ikke forlanger andet, end at få en gang (pseudo-)selvindsigt (opdragelse, tilpasning) serveret på et sølvfad, så længe vil vi ikke få andet.
Personligt har jeg sagt “nej tak” til opdragelse og tilpasning. Jeg har også, fra starten af, givet afkald på at få noget som helst serveret på et sølvfad. Og så har jeg været så heldig, at rende ind i et menneske, som er brugbart. De findes, de brugbare terapeuter. Men man skal spørge efter dem. Og ligesom terapi med en ubrugbar terapeut dårligt kan være andet end hvad jeg gerne kalder en gang lidt mere sofistikeret psykoedukation, så kan den med en brugbar terapeut være løsningen på alle éns problemer. Men lige så meget som terapisuccessen afhænger af terapeuten, så afhænger den også af én selv. Den afhænger af, om man er klar og villig til at give afkald på rotteræset, og dermed på sin identitet (som lidende). I sidste ende er det éns eget ansvar, om det bliver opdragelse eller befrielse, ikke terapeutens eller terapiens.
Marian B.Goldstein - 23. juni 2008
16:07