At finde ro i sjælen

Hvordan kommer man videre når man sidder fast i en situation, hvor man får at vide at man er kronisk syg? At komme sig af en sindssygdom er ikke bare at tage nervemedicin, det handler også om hvordan man opfatter sig selv og sin sygdom, og om hvordan man lever sit liv.

Før man kan gøre sig håb om at få et tåleligt liv, er man nødt til først at erkende sine problemer, for så at acceptere sin situation som den er nu, og de hændelser der gik forud for at man blev syg. En stor del af denne erkendelsesproces er at man bliver parat til at tilgive sig selv og de mennesker man har levet med. Mange er ædt op af vrede og bitterhed, både overfor sig selv og over for ting som ikke lader sig ændre på. Nogle gange forsøger man at forstille sig hvordan tingene kunne have været, hvis man havde handlet anderledes eller haft andre forudsætninger. Det er sjældent frugtbart at spekulere på, hvad der kunne have været, det eneste man kan ændre på er ens fremtid. Visse ting har bedst af at blive fortrængt, så de ikke dukker op og piner en, når man har brug for at tænke åbent og konstruktivt. Det vil sige ikke at lade sig slå ud af traumatiske oplevelser i barndommen, eller en tidligt indpodet følelse af mindreværd eller usikkerhed. Hukommelsen er særdeles effektiv, når det drejer om de dårlige minder. Her gælder det om at vende det om, og bruge det til noget positivt. Hvis man stoler på sig selv, kan man også sige at man har ret til at lave fejl, og at det også er nødvendigt med fejltagelser for at man kan lære at dem. Jo flere og større problemer det lykkes for en at overvinde, jo mere styrke og indsigt får man. Jeg læste en gang et interview med en nu succesfuld skuespiller der i sin ungdom havde haft et misbrug og var gået til bunds. Hun sagde at hun ikke fortrød noget hun havde gjort, fordi det havde været med til at forme hende som den hun var i dag. En psykisk nedtur behøver ikke ødelægge ens fremtid, medmindre man lader det ske. Hvis man er villig, kan man komme ud over en sygdom uden varige men. Det er det man kalder en recovery-proces. Man kommer først til at hvile i sig selv, det øjeblik man er totalt afklaret om hvor man er, og hvor man er på vej hen, og ikke raser over sin skæbne eller lader sig svælge i selvmedlidenhed. I  mange tilfælde kan man ende sine dage med at være vred på hele menneskeheden og synke ind en fantasiverden. Det kan også være godt nok for nogle, men de fleste mennesker har behov for at være en del af samfundet. En vigtig brik i en recovery, er at opleve at man ikke er overflødig, at der er nogen der har brug for en og ønsker en. Det er alt sammen  med til at skabe ro i sindet, at føle at man kan gøre en forskel, ikke bare for sig selv men også for andre. Jeg har selv spildt en frygtelig masse år af mit liv på bitterhed over min triste barndom, og en ungdom jeg følte var gået mig forbi. I stedet vælger jeg at være glad for jeg ikke er ung længere, fordi det sådan en svær og usikker tid. Jo ældre man bliver, jo mere ligeglad bliver man med banale ting. Vi husker alle sammen nogen ting fra vores opvækst, der ærgrede os enormt dengang, men som vi ikke ville skænke en tanke i dag. Alderen og den større modenhed, gør at vi får mere ro i sindet omkring hverdagens fortrædeligheder.

I tiden efter at jeg flyttede i egen lejlighed for snart to år siden, har jeg mærket en forandring i mit sind. Jeg har hørt at man ikke udvikler sig i de år man bor på institution. Det kan man også godt se på de mennesker der bor der. Efter at jeg er kommet ud, er jeg faldet meget mere til ro. Jeg har lært at for mange ambitioner og for høje forventninger til fremtiden, kan gøre en stresset og usikker. Jeg ville ikke, kunne ikke acceptere at jeg skulle være syg resten af livet, og ikke kunne det samme som alle andre. Nu er det som om det ikke fylder noget længere. Jeg tror ikke, at såkaldt normale mennesker har det så meget bedre i deres liv. Man hører altid om at folk går ned med stress, og at depressioner rammer flere og flere. Vi lever i et samfund der stiller enorme krav til folks omstillingsevne og kompentencer. Mange falder af svinget og bliver efterladt med en følelse af utilstrækkelighed. Selvom mange mennesker har fået et bedre liv end de ville have haft i gamle dage, er livet blevet sværere, ikke lettere. Der er så mange valgmuligheder og succeskriterier, at mange bliver forvirrede og føler sig fortabte. Det kan man se på at psykologhjælp nu er blevet hvermandseje. Nogle mennesker ved ikke længere hvilket ben de skal stå på. På en måde er jeg glad for at jeg har valgt at stå af ræset. Det ville ikke have gavnet mig at leve mit liv som en eller anden kamp for succes. I stedet har jeg lært at glæde mig over de små og nære ting, som også er med til at give livet mening. Solen skinner jo lige så meget som før, selvom jeg ikke skal ud og have en lang videregående uddannelse, karriere, mand og børn eller en villa i en forstad. Lykken handler om noget helt andet, det skal komme inde fra, fra en selv, den kan ikke måles i ydre ting. Glæde kommer ikke fra status og penge. Det lyder måske som en kliche, men det er åbenlyst for enhver der har fløjet højt og faldet dybt.

Hvordan er jeg kommet frem til det? Jo, jo mere jeg lærer om verden, jo mere utilfreds kan jeg blive med den. For at kunne klare at leve i denne her verden uden at blive overvældet af tristhed, er jeg nødt til at holde mig på afstand. Før i tiden havde jeg altid den ambition, at jeg ville passe ind i systemet og blive som alle de andre. Nu ved jeg godt at jeg aldrig bliver en anden end den jeg er, og jeg har heller ikke lyst til det. En recovery går også ud på, at man lærer at acceptere at være den man er med alle de fejl og mangler man må have. Ingen kan opnå at blive et helt godt menneske, men man kan prøve at holde sin sti ren. Hvis man kan stå inde for det man gør, og ikke er til skade for andre, finder man også ro i sig selv. Det der skaber flest sorger for en, er følelsen af ikke at være noget værd. Men man kan ikke sige at nogen er mere værd end andre. Det er kun med tanken om at vi alle er noget værd, at man kan argumentere for at nogen er noget værd.

Se også:

1. Læserbrev: Erhvervslivet kan ikke længere finde geniale, nytænkende og nyskabende unge Jeg talte for nylig med en mand fra Dansk arbejdsgiverforening, hvis hovedopgave er, at finde unge mennesker med nye originale,...