Super arrangement: Coping og menneskelig opblomstring
Det var et super arrangement på Bryggen i går. Jeg blev meget varm i hjertet ved at være sammen med disse ildsjæle. Og holdningen til sygdom var jo begavet og tankevækkende: Sygdom, – mener de – er en sund reaktion på urimelige omgivelser.
Vi har hørt den holdning før Fra Laing med antipsykiatrien i 60′erne og jeg personlig har samme holdning – og mener samtidig også at lægerne har fat i noget med deres hjerneforskning. Men jeg er skeptisk over for medicin – især på lang sigt.
Hvis man er ved at trappe ud af sin medicin vil der være meget at hente i deres bøger fra psykoVision. Outsideren fik et eksemplar af “Menneskelig opblomstring – Recovery” af Mike Smith og Marion Aslan.
Jeg vil gerne læse den – nu eller senere – og anmelde den inden for det næste ½ år
Se mere på www.psykovision.dk
Bedste hilsener
Annette / Redaktionen
Posts
Er det den raske del af mennesket der bliver syg?
Skal man købe den der med at raske mennesker får det ad helvedes til i et sygt samfund – eller er det at kigge den helt forkerte vej.
Hvad menes der med en rask del? Vi rummer så mange verdener indeni, synes jeg.
Er det raske mennesker, der skubber andre over rælingen eller træder op på dem for at få fat i tovet fra redningshelikopteren, da Estonia sank? de er ude af kontrol, overlevelsesdriften tager over 100%. De havde da lige været raske før skibet sank…Er de syge nu?
Vi hørte på konferencen mange eksempler på at det , psykiatrien sygeliggør er overlevelsesstrategi, for personen, der fremviser symptomer af den ene eller anden slags. Der sker – i psyken – ubevidst. Du har jo ikke kontrol over det.
Det er voldsomt smertefulde ting, der udløser og nødvendiggør at strategierne anvendes.
Det er vigtigt, at symptomerne/sygdommen bliver forstået udfra den kontekst, at der må være gået noget ubehageligt forud, umærkbart snigende eller voldsomt og intimiderende – måske i årevis. Og om ikke det synes normalt, så at forstå, at sindssygen er en forståelig reaktion -.
Det ville være alfa og omega for den syge og for helbredelsen, at sundhedsvæsnet mødte vedkommende med den forståelse og accept, og stillede op med den nødvendige hjælp: tro og tillid som noget naturligt , respekt og omsorg og en rimelig kravsætning, når helingsprocessen sætter ind i stedet for en uengageret holdning.
Omsorg, tillid, nærvær m.m. punkt 1, gerne medicin – som kan have en tilsyneladende gavnlig effekt; men kun i de tilfælde, hvor det er en OK-psykiater, der gi´r den. Det er den gode energi fra mennesket psykiateren, der virker – også.
Medicin givet uden omsorg burde være forbudt, man efterlades tom tilbage.
Hvad angår mig selv, da jeg var syg, som beskrevet i artiklen om balancen i maven fra Outsideren, da var det raske Annette, der var blevet syg efter en voldsom ødelæggende hændelse: et energimæssigt destruktivt angreb af ukontrolleret kraft fra ilddevaer, som de kaldes i de kredse.
Annette
Her er artiklen om balance : http://www.outsideren.dk/blog/balancen-bor-lige-under-navlen/
Ville vi have det bedre hvis vi så hele verden, med dens devaer, ånder, engle?
Så vidt jeg ved går myten på, at den evige sjæl i mennesket valgte at få en fysisk krop – så når nogen træder andre i ansigtet for at komme op i redningsbåden – er den oplevelse så formålet med det hele? Alt det vi aldrig troede vi var i stand til at gøre. Men som vi altid er så tæt på at gøre. Det er ikke sort-hvidt, og det er det svære
For mig har det ingen betydning om jeg kan se. Når jeg taler om kraften fra en ild deva, kræver det en forklaring. Inden for healingterminologi, hvor man anvender ord som helligåndenskraft, taler man også om elementerne jord, vand, ild og luft, og man taler om deva væsner, der er knyttet til elementerne – til ærkeenglene og til for eksempel Helligånden. For mig er det mest ord, men efter oplevelsen, hvor jeg mærkede destruktiv energi, skal jeg love for, at det blev mere end kun ord, nemlig erfaring. Det var en af mine venner, der ville øve sig i at heale med mig som prøvekanin. Det kom der en masse ballade ud af.
Sådan som jeg ser på det, så har vi et valg: vi kan vælge at være lykkelig den, som tør give sit liv, som Kim Larsen synger, og i min terminologi: hvile i vores uforgængelighed og være indstillet på at miste formen, eller kæmpe for at beholde formen. Det afhænger vel også af hvor man er i sit liv: hvis du har kone og børn kæmper du nok for at overleve, og hvis din tro på, at du er et uforgængeligt væsen, er stærkt, hjælper du måske de andre til at overleve, og vel især børnene?
Annette
Nu har jeg prøvet at synke med et skib, og det menneske man er lige der imens det sker, har ikke meget med en holistisk workshop at gøre. Der er kun virkelighed og alt det andet er lige meget.
Der er en grund til at post-traumatisk-stress-syndrom ændrer menneker for evigt. Det er ikke det du tænker eller tror imens det sker, det er det at det sker. Og de mennesker det sker sammen med opfører sig helt anderledes end du ville have troet, og du bliver klar over at indtil da, var alt bare tanker. og dine tanker var ikke mere virkelighed end ønsket om at din healer virkelig renser din aura. Hvis du kan følge mig…?
Valget, jeg taler om, er taget allerede før handlingen; det bliver taget i dit væsen og ikke i
dine tanker. Derfor kan du blive meget overrasket over at være vidne til at
du hjælper de andre først op i redningshelikopteren og måske ikke når selv
at blive reddet.
Manden, der “healede” mig havde en skjult agenda, og jeg gik med til det, efter han havde spurgt mig mange gange; jeg var ikke helt tryg ved ham.
Det viser sig da også bagefter, han indrømmede, at hans motiv ikke havde været rent.
hej Annette
og så begynder min hjerne at kværne. Men fx ved stemmehøring kunne det være fedt at få et indblik i, hvad der rent energimæssigt sker der. Jeg ved godt at stemmehørere opfordres til at give deres stemmer en identitet, men det handler vel mere om at eksternalisere problemet end om at man konstaterer at stemmer er egentlige personer/ånder/?
Jeg har bare nemmere ved at arbejde med det der sker i hjernen, end i kroppen.
nej – jeg sank sgu rigtigt nok, ingen kom til skade og det var ud for Indiens kyst og dermed noget mere luksusagtigt end i Østersøens kolde vand.
For mig var havariet faktisk ret velkomment da jeg efterhånden ikke kunne holde ud at være ombord mere, og det påvirker selvfølgelig min oplevelse af selve ulykken. jeg følte mig fri. men det var først da vi efter to timer i redningsflåden var så heldige at drive i land
Under selve havariet – det var en 57 fods yacht vi kæntrede med – var alting meget klart og nøgternt, der var hverken frygt eller tanker – og alle opførte sig fantastisk – det var en mærkelig oplevelse når jeg i længere tid bare ville væk fra de selv samme mennesker.
Hmmmm. jeg er ekstrem ambivalent omkring det med fx devaer. Det er det med om alt der findes omkring os bare findes eller om der er strømme af vilje i det. Vil en deva noget? Kan den noget? Er det bare et ord for et sjæleløst fænomen?
Nogle tror jeg på alt
Måske er det fordi der er spørgsmål der ikke findes svar på, at jeg så nogle gange ønsker at konkludere at der kun findes det vi kan se, og resten er noget vi digter op for os selv. Det er nok min forbandelse, altid at ville dybere ind i tingene, til der til sidst er ingenting.
Jeg har selv gået til healer, og piller stadig i om den fantastiske effekt det havde, var noget konkret hun gjorde, eller om det var at hun med sit væsen åbnede op for en meget større virkelighed – en hvor der netop fandtes ånder i hendes potteplanter og hvor hun fx tit talte med væsener fra rummet etc. Måske åbnede hun bare op for en meget mere rummelig normalitet end den jeg havde mødt i psykiatrien, og dermed gav plads i mig til en sundere selvopfattelse.
Forskellen er for mig om det er noget der ændrede sig i mig (i min hjerne) eller ved mig (min måde at være i verden på)
Måske vil du sige at der ikke er nogen forskel, og jeg skal lade være med at pille alt fra hinanden