Kan du elske en sindssyg ?
Man står der foran et menneske, et nyt ukendt men spændende menneske. Man vil gerne gøre et godt indtryk. Hvem vil ikke det ?
Men i mit hovede runger kun en ting: Hvornår er det, det rette tidspunkt ? Hvornår er tilliden så stor at sandheden ikke skræmmer ? Siger jeg det for hurtigt skræmmer jeg væk, siger jeg det forsent har jeg fortiet sandheden… Men hvornår er det rette tidspunkt ? Tidspunktet hvor jeg kan spørge:
“Tør du elske mig på trods ?”
Se også:
- Er du Compliant? …eller har du været din psykiater utro Min egen psykiater ynder at tale i flertal i kommunikationen med mig: “Vi kender dig og du har det jo...
- Just “B” and me Jeg har en aftale med min fantastiske veninde B. Vi har efterhånden kendt hinanden et par år, og i dag...
- At elske som en kvinde Send dit digt til: poesi@outsideren.dk Jeg borer mine grågrønne øjne ind i hendes sarte sjæl Mens jeg lader empatiens...
- Vi laver selv maskinen imens vi går Efteråret har snuppet bladene fra træernes grene, vi går og holder varmen imens vi taler. Tankerne har andre haft før,...
- Åbenhedens vej Mange psykisk syge er fyldt med fordomme, siger 32-årige Katrine Woel, der har valgt en usædvanlig måde at håndtere sin...
8 Responses to Kan du elske en sindssyg ?
Skriv et svar
Der ramte du plet!
Hvorfor skal vi vurderes på den måde? vi vil jo netop hverken skræmme, eller beskyldes for at fortie sandheden.
Tabuerne står nærmest i kø igen.
Sidst min voksne datter var herhjemme, stillede hun mig spørgsmålet; “Hvorfor finder du dig ikke en rar mand at bo sammen med, mor?”
Jeg fortalte hende om de tanker jeg havde, der præsis ligner dem du beskriver her.
Og selv om hun jo har set mig både før, under og efter de værste oplevelser af mani og depression, så røg hun lige i tabuerne. Ærgerligt fordi hun ellers har støttet mig meget i årene selv om hun kun var 14 år da min verden skred.
Men vi må tage snakken igen en dag. Hun mener det jo positivt, men vi må væk fra tabu holdningen fra andre.
***
Tabu – ret . . .
om depression og tabuer
giv ikke tabuet næring
det burde hellere dø af tæring
hvem har brug for et tabu
ikke jeg, har du?
når man til andre sin viden vil give
holdes tabuet ikke så let i live
et tabu lever af fornægtelse og frygt
det er vel egentlig temmelig stygt!
jeg sidder og tænker
og ordene vender
hvorfor er tabuer nødvendige
de burde være helt utænkelige
at holde mennesker fast i tabuer
er at lukke dem inde i små bitte bure
det må bunde i uvidenhed og frygt
det er helt og aldeles ganske forrykt
hvordan afliver man tabuer grundigt
når de nu ikke duer til noget fornuftigt
måske vende folks tanker lidt omkring
så de fandt ud af at tabuer er, ingenting
brug alle jeres viden, som et positivt våben
og vær i medieverdenen ærlig og åben
af fordomme bliver man meget træt
så jeg hviler lidt her, på min lille tabu-ret
Anny Thorsager - 6. juli 2008
08:50
Anny: “Hvorfor skal vi vurderes på denne måde?”
Fordi vi ikke kan kræve af andre IKKE at vurdere os på denne måde, når vi vurderer os selv på denne måde = identificerer os med en sandhed, der hedder “Jeg er sindssyg”. Er det sandhedEN?
Marian B.Goldstein - 7. juli 2008
22:53
Hej Marian
Tænker lidt…
Anny Thorsager - 8. juli 2008
07:26
Det kan være en del af sandheden Marian.
Vi bruger jo bl.a. bladet her til, at gøre opmærksom på de katastrofale mangler i sundhedsvæsenet der gør, at psykisk syge ikke i tide, bliver godt nok behandlet. Ventetider, fejlagtige diagnoser og deraf evt. forkert medicin. Terapeutisk behandling for dem der kan bruge det og være uden medicin.
Det oplysningsarbejde gør, at andre kender os for det vi slås for. Vi står jo frem og er synlige med vores holdninger og viden.
I det tidligere Vejle Amt hvor jeg har brugt meget tid på oplysningsarbejde omkring depression – ikke så meget mani – blev jeg kendt bl.a. i medierne., Skrevne. tv og film.
På den måde blev/bliver jeg og andre, en slags ”reklame” for en del af det psykiske sygdom billede i den gode sags tjeneste som det jo var ment som.
Meget positive tilkendegivelser, og fra nogle – sære mistænksomme blikke. Begge reaktioner er lige tydelige for mig, når jeg observerer dem.
En typisk kommentar var:” Du ser jo rask ud nu”. Ja, ellers stod jeg minsandten ikke her i offentligheden og forsøgte at fortælle, at man godt kan komme videre i livet.
Så med mindre en mand – for mit vedkommende – selv ”melder sig”, og dermed er bevidst om hvad han evt. kan forvente så kan man godt få et parforhold til at fungerer, da begge parter ved hvad de kan/skal forholde sig til.
Og det mener jeg er pointen.
At vide hvad man skal forholde sig til.
Ingen kan forholde sig til noget de ikke ved – som et evt. senere tilbagefald, de ikke anede noget om fra starten.
Og kommer anfaldene, er der nok ingen kæreste der ikke kommer til at forholde sig til hvad hans evt. fremtid med hende, kan byde på.
Uanset om vi vælger at fortælle eller fortie den psykiske svage side af vores person eller ej, kommer den ufrivilligt frem, hos de personer med tilbagefald, som gerne vil være i et parforhold.
Derfor den kommentar jeg skrev til Hjernespinderen i mit første indlæg.
Hilsen Anny
Anny Thorsager - 8. juli 2008
09:32
spørgsmål til admin.
Hvorfor kan bloggen ikke bibeholde de afsnit jeg har inddelt mit indlæg i.
Det er ulæseligt når det hele står i nakken af hinanden. Jeg sad oven i købet og sikrede mig afsnittene efter jeg lagde teksten herind og sendte ?
Anny Thorsager - 8. juli 2008
09:35
Anny: jeg taler ikke om anonymitet, eller ej, om at stå frem og “oute sig”, eller ej, i offentligheden, eller bare overfor ét enkelt andet menneske. (Selv er jeg meget åben omkring det, jeg har oplevet.)
Mit spørgsmål går mere i retning af: ER jeg “psykisk svag”, eller “syg”? ER jeg det, ANDRE ser i mig? (Man får jo immervæk diagnosen AF ANDRE, og det er ANDRES skøn, der afgør hvilken diagnose man får.) Eller ER jeg måske bare?
I stedet for at sige: “Jeg er depressiv/bipolar/skizofren/(etc.)”, kunne jeg lige så godt sige: “Jeg er naiv/pernitten/gerrig/(etc.)”. Fordi der måske er nogle ANDRE, der synes, jeg er det.
Jeg ER først “psykisk svag/syg/depressiv/naiv(etc.)” i det øjeblik, jeg går ind i identifikationen med verdenens syn på mig. Behov for ANDRES definitioner af mig, ANDRES sandheder om mig, har jeg kun i det omfang, som jeg ikke selv ved, hvem/hvad jeg er.
Og hvis jeg går ind i den identifikation og godtager DE ANDRES sandheder om mig også som MINE sandheder om mig, hvis jeg altså dømmer mig selv, ja, så må jeg acceptere at blive dømt af ANDRE også.
Marian B.Goldstein - 8. juli 2008
10:12
Det er rigtigt vi får en officiel diagnose af læge/psykiater.
Jeg synes ikke jeg i mit indlæg kommer ind på anonymitet.
Sådan opfatter jeg hellere ikke Hjernespinderens indlæg.
Så snart man har fortalt en/flere om sin sårbarhed, er det jo ikke længere anonymt.
Jeg er ikke enig, i din opfattelse af at: citat” Jeg ER først “psykisk svag/syg/depressiv/naiv(etc.)” i det øjeblik, jeg går ind i identifikationen med verdenens syn på mig” citat slut. som jeg opfatter din holdning.
Da kun hvis du lader andre ”bestemme” hvad du fejler uden hensyn til hvad du mærker på din krop.
Uanset om nogen har givet os en diagnose, er det først sket efter et ekstrem reaktionsmønster som vi er kommet ud i, for kortere eller længere tid, og ikke selv kan komme tilbage fra.
Det eneste eksempel jeg vil bruge for at illustrere hvad jeg mener med ekstrem reaktion, er fra mig selv.
Jeg gik til min læge og sagde at jeg gerne ville have hans hjælp, fordi jeg ikke anede hvorfor jeg var så ubegribelig træt og ikke kunne hænge sammen. Det var de ord jeg kunne sætte på det. Efter konsultationen hvor han sygemeldte mig, gik jeg hjem og trak tlf.stikket ud og sov i 6 uger. Kun med få opvågninger på under en halv time, og når en af mine venner ringede. Det tabte jeg 15 kilo af fordi jeg stort set hverken fik mad eller drikke.
Det var et temmelig unormalt reaktionsmønster for mig, ligeså senere, hvor jeg absolut ikke sov i næsten 4.mdr.
Det ville ikke hjælpe mig, at jeg sagde, at jeg ikke fejlede noget. Jeg anede ikke at jeg senere ville få en diagnose. Jeg troede da, at jeg blev rask igen, som efter en langstrakt influenza. Altså noget jeg kunne se mig ud af.
Jeg tror, at den måde vi fortæller om vores egen sårbarhed og diagnose, er det der afgør hvordan andre opfatter os.
Anny - 8. juli 2008
13:32
Hjælper det, at kunne sige “Jeg er (diagnose)”? Og på hvad hjælper det? Og, hvis man synes det hjælper på noget, så man ikke kan undvære det, må man så ikke tage evtl. “negative” (?) konsekvenser, reaktioner fra verdenen, som afvisninger, i købet?
Desuden, set fra en lidt anden blikvinkel: Hvorfor bliver man overhovedet nervøs/angst for, hvad verdenen mon vil sige?
“Jeg tror, at den måde vi fortæller om vores egen sårbarhed og diagnose, er det der afgør hvordan andre opfatter os.” Netop.
Men: er en psykiatrisk diagnose, en sårbarhed, den ultimative, inderste sandhed om dit væren? Er det den sandhed, du er kommet frem til, efter du har fjernet alle de vurderende, dømmende instanser (normalitetens målestok)? Og: kan den normalitet, der altid er verdenens, og dermed også de andres, normalitet, anvendes som målestok, bedømmelsesskema, for dit væren?
Igen: hvis du går ind i identifikaionen med hvad du anser som en sandhed, må du regne med, at andre gør detsamme, og at der, i givet fald, kommer en reaktion.
Marian B.Goldstein - 8. juli 2008
17:42