Af: michael

michael — Sat, 18 Jul 2009 22:58:54 +0000

Sankt Hans Hospital er en joke..har siden mine tidlige teenageår været meget depresiv ustabil og træt og sløv hele tiden.. efter en lang indlæggelse på rigshospitalet fik jeg diagnosen adhd.. det hele gav perfekt mening.. alt hvad jeg læste og fik at vide om adhd det var bare typisk mig. det var for et år siden cirka. da jeg var 23 år.
de sendte mig til Sankt Hans Hospital som parkerede mig i en sofa hvor jeg kunne se tv og det var deres behandling,fandt da også ret hurtigt ud af at jeg var den eneste på min afdeling der aldrig havde været der før.. de fleste havde været der mange mange gange før med nøjagtigt det samme problem og de vidste godt at de ikke ville få den rigtige hjælp der men hvad skulle de ellers gøre? efter 2 måneder blev jeg smidt ud fra den ene dag til den anden. de indrømmede at de intet kendte til adhd men at jeg i hvert fald ikke havde det da jeg ikke var hyper aktiv og at jeg desuden var for intelligent til at have det. det sagde overlægen seriøst til mig. jeg fik at vide at jeg skulle pakke mine ting om forlade hospitalet med det samme selv om de godt vidste at jeg ingen bolig havde eller nogen andre steder at tage hen. har senere også fået at vide fra distriktspsykiatrisk afdeling at de ikke bare må smide folk ud sådan men at de skal lave en handleplan. det var de skide ligeglade med på sankt hans. der var i øvrigt masser af ledige værelser så det var ikke fordi at jeg tog pladsen for andre der måske havde akut brug for (hjælp).alle de papirer de fik tilsendt fra andre læger og folk der har undersøgt mig tog de ikke seriøst. jeg skulle bare tage ansvar for mit eget liv fik jeg at vide.nu her godt et år efter det er jeg stadig ikke kommet videre.. jeg er vildt deprimeret stort set hele tiden.. har ingen indkomst, ingen hjælp fra kommunen ingen bolig og ingen tilbud om noget som helst der kunne hjælpe mig videre her i livet.jeg er stille og roligt faldt fra alle mine venner og har ingenting at tage mig til. jeg er 24 år og føler at min liv aldrig er gået i gang og at det aldrig vil gøre det. vil aldrig kunne tage en udannelse eller finde et arbejde da jeg har brugt de sidste 10 år ja siden jeg var 14 på at sove, ryge hash og gemme mig fra verden. min familie har aldrig rigtigt gjort noget for at hjælpe mig. de har kontaktet forskellige folk i systemet læger psykologer o.s.v men alle dem jeg har mødt har taget på arb for pengenes skyld og de har bare smidt noget medicini i hovedet på mig der ingen effekt har haft. de har stolet blindt på et velfærds system der går mere op i penge og prestige end at rent faktisk at hjælpe deres patienter.der er ingen læger som lytter til mig eller tager mine problemer seriøst, kommunen nægter at hjælpe mig får ikke engang kontant hjælp eller nogen bolig hjælp. og jeg har ingen penge til noget som helst.jeg forstår udemærket alle de unge mennesker som laver kriminalitet og brænder københavn af og snart er jeg en af dem.

Kommentarer til: Læserbrev: Udskrevet , og hvad så ? ! En psykisk syg’s bekendelser

Af: michael