Læserbrev: Udskrevet , og hvad så ? ! En psykisk syg’s bekendelser
Erare humanum est ! Det er menneskeligt at fejle.
Jeg blev på egen foranledning indskrevet på Sankt Hans Hospital med misbrugsproblemer i slutningen af maj 2007 . Jeg faldt hurtigt til på stedet, og anså det for en perfekt beslutning at lade mig indlægge. I forbindelse med indlæggelsen fik jeg konstateret angstsymptomer i form af hyperventilering m. v.
Angst ? ! Hvad er det ? Jeg brugte den første tid til at identificere min angst, for at gøre mig du´s med den. Jeg modtog god opbakning fra personalet, der altid var til stede for en uformel samtale. Jeg følte mig utrolig tryk ved min indlæggelse, og følte at jeg voksede og blev stærkere undervejs. Jeg lærte åndedrætsøvelser, og blev efterhånden fortrolig med diverse kognitive modeller, alt sammen noget der fungerer under trygge rammer, men hvad så når du er hjemme på week – end ? ! Så er du igen alene med dig selv, og utrolig sårbar. Det er så let at falde i vandet og ryge en joint og nyde en luxusøl.Jeg har trods alt røget tjald dagligt i 27 år, og drukket lidt for mange FF´ere de sidste 3 – 4 år.
Mit syn / forhold til tjald og alkohol var temmelig liberalt i forbindelse med indlæggelsen. Fordi jeg røg en joint og nød en øl om ugen i forbindelse med week – enden, kunne vel ikke gøre den store forskel ? Jeg nød jo intet i løbet af ugen i øvrigt, men jeg skulle hurtigt blive klogere. På stuegangen fik jeg at vide, at det var et spørgsmål om motivation, fint ord, og jeg ville blive udskrevet, hvis jeg ikke ændrede adfærd. Jeg var jo lige ved at falde til !! Overlægen gjorde sågar opmærksom på, at han ikke ville være skuffet, hvis jeg var udskrevet, når han vendte tilbage fra ferie.
Stolen sat for døren ! Så måtte jeg jo gøre noget ved det, for at skuffe hans forventninger, og noget skete der! Jeg holdt mig totalt fri for tjald i 2 ½ måned. Jeg drak en øl eller to på mine udgange trods antabus. Jeg lever endnu trods alt. Alkohold kan i modsætning til hash, ikke spores i urinen. Jeg fik lov at blive, og arbejdede videre med mig selv. Det ville være rart også at få styr på alkoholden, men …Erare humanum est ! Vi er jo kun mennesker, og livet skal jo leves. Selvfølgelig faldt jeg i vandet igen, og kom til at ryge en pibe tjald og drikke mere end en øl en aften sammen med vennerne. I øvrigt på en aften hvor jeg havde det dårligt med mig selv oven på en stresset uge.
Jeg rapporterede om mit misbrug ved tilbagekomsten til Sankt Hans, og tilbragte den kommende uge, uden at vide om jeg var købt eller solgt. Jeg faldt dog gradvist til ro i løbet af ugen, og så frem til mandagens stuegang, hvor jeg ventede min dom. Jeg tror sågar at jeg havde haft en lille chance, hvis ikke jeg var faldet kraftigt i vandet igen i den følgende week – end. Jeg begyndte at pakke mit tøj allerede Søndag aften inden næste dags stuegang.
Stuegang ? Hvad så ? Døren er der. Du har en uge til at forlade stedet. Udskrevet og hvad så ? Da jeg havde pakket mine ting dagen til forn, så jeg ingen grund til at blive, og blev kørt hjem i løbet af eftermiddagen af min elskede broder, som selv har været indlagt en 4 – 5 gange. Hjemme igen, og hvad så ?! Jeg må ha´ fat i noget tjald !! Jeg må ha´ noget øl !! Så kan jeg i det mindste medicinere mig selv. Jeg må også kontakte min læge, så jeg kan blive genindskrevet. Nå, har min praktiserende læge ikke mandat til at genindskrive mig ?! Hvad gør jeg så. Jeg er stadig syg. Hvor skal jeg så gå hen. Jeg ved det ikke. Jeg har vist stadig nummeret på Mogens Lunden, den psykiater der indskrev mig den første gang jeg blev indlagt. Nå, har han ferie ? Så må jeg jo bare sætte mig til at vente til han har tid. Hva´så ?! Jeg er bange. Jeg er angst. Jeg må hellere mediciner mig selv med lidt hash og lidt øl.
Udskrevet Mandag. Tilbage Torsdag. Jeg blev jo bevilliget en hel uge til at komme hjem, og har brug for hjælp her og nu. Jeg har kun fået et måltid mad siden min udskrivelse,og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, eller hvor jeg skal gå hen. Velkommen tilbage på Sankt Hans, og farvel igen i morgen.Du kan lige få medicin med til den næste uges tid. Farvel igen.Vi ses måske igen om 2-3 måneder. Ja hvis jeg kan finde ud af hvordan jeg bliver genindskrevet.
Hjemme igen, og hvad så + En joint og en bajer, og hvad så. Jeg er bange. Utrolig bange. Angsten flyder gennem kroppen, jeg kan ikke være til. HJÆLP MIG. Telefonen ringer. Det er familien. Jeg kan ikke være til !! Jeg skal indlægges !!
Jeg har heldigvis en nær og god familie. Min bror dukkede op, og turen gik til Hvidovre Hospital´s Lukkede Afdeling. Alkoholtest. 0,4 ved indlæggelsen. Jeg faldt langsomt til ro.
Stuegang dagen derpå. Hvem er du ? Hvad vil du her ?Hvorfor er du her ? Du hører ikke til her. Du har jo bare drukket på antabus. Ja, men hvad så med sådan som jeg havde det, da jeg kom ?! Du har drukket på antabus, og er ikke psykotisk, så farvel til dig. Vi beholder i øvrigt den medicin, du fik med fra Roskilde. Du må bare klare dig selv.
Hjemme igen. Det var vist tredje gang. Hvad så ? Ud efter en ny klump tjald og hjem og ryge. Skål !! Ud til familien. Det er da godt at jeg har en mor på 77 år der kan tage sig af mig, når systemet ikke vil. Mandag lykkedes det mig at komme i kontakt med Mogens Lunden, ham psykiateren, og vi blev hurtigt enige om at jeg skulle genindskrives, så nu kan jeg bare vente. Det skaber trods alt en smule ro i mit sind, at jeg nu kan se en eller anden form for ” beskyttet ” fremtid, for jeg er bestemt ikke færdig med min behandling. Det undrer mig bare, at jeg ikke blev rustet til noget som helst i forbindelse med min udskrivning, hverken fra Sankt Hans eller Hvidovre lukkede afdeling. De burde da vide noget bare et af stederne.
Godt nok var min udskrivning akut, menjeg kom nøgen til verden, og følte mig mere nøgen end på noget tidligere tidspunkt i mit liv. Hvorfor klædte ingen mig på ?!
Af Lars Bo, næstformand i LAP København
Måske har du også lyst til at læse:
Sankt Hans Hospital er en joke..har siden mine tidlige teenageår været meget depresiv ustabil og træt og sløv hele tiden.. efter en lang indlæggelse på rigshospitalet fik jeg diagnosen adhd.. det hele gav perfekt mening.. alt hvad jeg læste og fik at vide om adhd det var bare typisk mig. det var for et år siden cirka. da jeg var 23 år.
de sendte mig til Sankt Hans Hospital som parkerede mig i en sofa hvor jeg kunne se tv og det var deres behandling,fandt da også ret hurtigt ud af at jeg var den eneste på min afdeling der aldrig havde været der før.. de fleste havde været der mange mange gange før med nøjagtigt det samme problem og de vidste godt at de ikke ville få den rigtige hjælp der men hvad skulle de ellers gøre? efter 2 måneder blev jeg smidt ud fra den ene dag til den anden. de indrømmede at de intet kendte til adhd men at jeg i hvert fald ikke havde det da jeg ikke var hyper aktiv og at jeg desuden var for intelligent til at have det. det sagde overlægen seriøst til mig. jeg fik at vide at jeg skulle pakke mine ting om forlade hospitalet med det samme selv om de godt vidste at jeg ingen bolig havde eller nogen andre steder at tage hen. har senere også fået at vide fra distriktspsykiatrisk afdeling at de ikke bare må smide folk ud sådan men at de skal lave en handleplan. det var de skide ligeglade med på sankt hans. der var i øvrigt masser af ledige værelser så det var ikke fordi at jeg tog pladsen for andre der måske havde akut brug for (hjælp).alle de papirer de fik tilsendt fra andre læger og folk der har undersøgt mig tog de ikke seriøst. jeg skulle bare tage ansvar for mit eget liv fik jeg at vide.nu her godt et år efter det er jeg stadig ikke kommet videre.. jeg er vildt deprimeret stort set hele tiden.. har ingen indkomst, ingen hjælp fra kommunen ingen bolig og ingen tilbud om noget som helst der kunne hjælpe mig videre her i livet.jeg er stille og roligt faldt fra alle mine venner og har ingenting at tage mig til. jeg er 24 år og føler at min liv aldrig er gået i gang og at det aldrig vil gøre det. vil aldrig kunne tage en udannelse eller finde et arbejde da jeg har brugt de sidste 10 år ja siden jeg var 14 på at sove, ryge hash og gemme mig fra verden. min familie har aldrig rigtigt gjort noget for at hjælpe mig. de har kontaktet forskellige folk i systemet læger psykologer o.s.v men alle dem jeg har mødt har taget på arb for pengenes skyld og de har bare smidt noget medicini i hovedet på mig der ingen effekt har haft. de har stolet blindt på et velfærds system der går mere op i penge og prestige end at rent faktisk at hjælpe deres patienter.der er ingen læger som lytter til mig eller tager mine problemer seriøst, kommunen nægter at hjælpe mig får ikke engang kontant hjælp eller nogen bolig hjælp. og jeg har ingen penge til noget som helst.jeg forstår udemærket alle de unge mennesker som laver kriminalitet og brænder københavn af og snart er jeg en af dem.