Alle mine mænd og andre psykiske men…

En livsberetning. Del 1

Først var der min far, han drak og var maniodepressiv, uden dog at at være diagnostiseret. Det prægede mig og mine søskende gennem hele barndommen. Min mor var den der hele tiden skulle holde resten af familien oppe. Vi boede i Hvidovre. Min far var helt umulig, så da jeg blev teenager, stak jeg simpelthen af.

Jeg løb, eller rettere cyklede, hjemmefra og mødte min første forelskelse. Vi havde meget kærlighed og røg hash og pjækkede fra skolen, og vi kunne leve det søde millionær-liv, fordi hans forældre havde masser af penge. Halvandet år gik på den måde og så ville jeg prøve at stå på egne ben. Derfor flyttede jeg på kollegium, mens jeg gik i skole på Det frie gymnasium.

I starten af 70èrne røg jeg lige ind i ungdomsoprøret. 17 år gammel blev jeg kontaktet af en fra bevægelsen som spurgte mig om jeg havde lyst til at flytte i kollektiv, og det ville jeg da gerne. Kollektivet fik navnet Friheden og vi havde hvert vores værelse og en fælles opholdsstue og fælles køkken og fælles bad og mere eller mindre fællesøkonomi. Og fri sex selvfølgelig. Det skabte splittelse, da en af fyrene ville ha både en 10 år ældre kvinde og mig på samme tid. Det kunne ikke fungere, så de tog ud at rejse mens jeg flyttede til Hellerup på et lejet værelse. Her mødte jeg to brødre som jeg kærestede med samtidig. Jeg blev faktisk gravid, men tabte barnet – nok meget heldigt for jeg vidste ikke hvem faderen var.

Jeg havde svært ved at blive ét sted, jeg måtte flytte eller rejse. Det førte mig op i de norske fjelde hvor jeg i perioder arbejdede som stuepige. Jeg kom på Tvind fordi jeg gerne ville være en god socialist, men det var ikke lige det rigtige sted, så jeg stak af igen. Så døde min far og jeg fik en enorm skyldfølelse overfor ham, fordi jeg aldrig blev som han havde håbet. Han forfulgte mig i mange år og indtil jeg fødte min søn som 28-årig. Men nu springer jeg for hurtigt frem i historien.

Efter al det rejseri fandt jeg pludselig mig selv som 18-årig sammen med en ny kæreste i Hvidovre uden job og uden bolig. Hvad nu? Hvor blev socialismen af? Jeg flyttede i et nyt kollektiv i Avedøre Stationsby i en nybygget betonkarre. Det var som at flytte tilbage til dobbeltmoralen. Jeg fik arbejde i en børnehave i Hvidovre og befandt mig godt, men blev fyret de sagde jeg var ”for umoden”. Hvad skulle jeg så finde på? Jeg fik hyre på Oslofærgen og arbedede i cafeteriet 16 dage og så en uges fri – vi holdt mange fester og jeg mødte en spanioler der hed Cecilio. Senere mødte jeg en letmatros fra Jylland og vi blev meget forelskede og tog sammen hjem og besøgte hans mor i Lønstrup. I mellemtiden havde jeg fået tilbudt at komme på langfart, så jeg tog hyre som kahytsjomfru. Min letmatros og mig var enige om at holde kontakten, og den sidste aften elskede vi i min kahyt.

Indtil jeg blev 20. år havde jeg ikke haft psykiske problemer der var behandlingskrævende. Men det skulle vise sig at komme. Jeg fik hyre på et nyt skib og blev vildt forelsket i bådsmanden, vi havde 14 dage sammen, men samtidig var der en hovmester der var en vaskeægte fascist. Hele min tidligere ungdom kom op til overfladen. Socialister bekæmper facisterne. Og denne hovmester var ikke populær nogen steder, så vi var en gruppe på 6- 7 stykker der stod af i Italien og rejste hjem. Jeg skulle aldrig mere se min elskede, som i øvrigt var gift og far til det barn jeg bar på. Gode råd var dyre. Ingen arbejde og intet sted at bo. Jeg fik en abort af de slemme, hvor man for længst har passeret de normale 12 uger, men pga min livssituation fik jeg dispensation. Jeg besluttede mig for at rykke mig selv op med rode, og flyttede til Odense hvor min mormors søster og hendes søn, min grandfætter, boede. Jeg fandt et værelse helt oppe under loftet med tagvindue og udsigt til de andre tage. Det var her mine vrangforestillinger begyndte, jeg følte mig forfulgt af fascisterne som jeg var sikker på hovmesteren havde sendt for at likvidere mig. Jeg måtte opsøge en psykiater. Han var nu meget forstående og sagde også at det var en barsk omgang, jeg havde været ude i. Han gav mig trilafon, men den medicin blev jeg dybt deprimeret af, så det hele endte med at jeg skar i mig selv nede hos nogle venner. Jeg var meget ked af mig selv og havde absolut ingen selvtillid.. På min 21 års fødselsdag blev jeg indlagt på en åben afdeling og fik i første omgang ingen medicin, men så sjussede psykiateren sig til at stille diagnosen ”lettere maniodepressiv” og jeg fik antidepressiver. Efter et par måneder var jeg på benene igen og fandt en nydelig lille 2 værelses lejlighed lidt udenfor centrum og jeg købte møbler og indrettede mig.

Jeg startede også på studenterkursus og her løb jeg også ind i et par fyre men det udviklede sig ikke. Engangsknald. Jeg fik også en veninde Marianne som var rigtig sød. Så fik jeg pludselig kærestebreve og den sidste gang var det fra en der hed Frank, han var en høj flot fyr der læste på matematikerlinien, mens jeg var sproglig. Her var chancen. Han flyttede ind i min lejlighed og vi ville giftes. Jeg var helt oppe i skyerne, men vi nåede kun at blive ringforlovet inden jeg fik forholdet til at gå helt i stykker ved at gå i seng med hans bedste ven. Jeg droppede mine universitetsstudier på grund af dette.

Fortsættelse følger…

Af Joan Remil