Kun lige et enkelt passerende blink med øjet før min sidste frie tanke var ved at dø af tørst, kastede Thomas Blachman sig ind i mit fjernsyn og klippede lænkerne over. Nu kan jeg igen tale som jeg tænker – rodet, billedrigt, springende – og fylde mig med alle de stoflige og dejlige ord der dukker op, når tanker får lov til at lege som de har lyst til.
Jeg har i årevis følt at jeg skulle passe gevaldigt på, hvis jeg rodede mig ud i at sige noget, der ikke styrtede afsted mod en eller anden almen forståelig pointe. Nådigst kunne jeg måske slippe afsted med en vittighed midt i sætningen, muligvis med en lille afstikker hvis jeg havde billedsporg som Umberto Eco, men mest af alt skulle jeg bare få sagt det jeg ville sige hurtigst muligt. Så vi alle kunne stå og være rastløse sammen, på vej videre uden at komme væk.
Men det var dengang. For Blachman taler som vi er. Alt hænger sammen. At tro andet, mistænker jeg er at fjerne sig selv fra nuet. Jeg kan ikke tale om himlen uden at tale om måger og fisk og ham Eddy der sidder og drikker en tuborg og ser så fornøjet ud og alt det er også havet.
Jeg synes ikke det kun er for sjov. Det “normale” er efterhånden et tavst tyranni når mere end to mennesker mødes for at pudse fjernene og fortælle hvor gode de er til at være normale. Der er ikke andet i at være normal end at det er nemt. Umiddelbart er det nemt, lige indtil der ikke er mere tilbage af dig og alle dine farver er falmet og den indianer der sang i regnskoven kun for dig, er kørt over af en bullbozer, alle drømmene er glemt og først når det er for sent opdager du, at du intet har gjort for at overvinde tomheden og ensomheden. Det liv Kirkegaard beskrev som frihed og nødvendighed har du fejlet i, hvis du står tilbage der. Det var dit ansvar. Det eneste du havde. At leve.
Reddet af Blachman. Jo mere jeg tænker over det, jo større er det han gør og har gjort. Kosmisk. Revolution. Frihed
Se også:
Studieværten i “Ærlig talt” sagde flere gange: “Jeg forstår ikke.” Kan norm(al – itet)en forstå det, der bryder med norm(al – itet)en?
Er det et problem? Normalt ja – normalt. Løser man det, ved at undgå det, der bryder med normaliteten? Eller løser man det, ved at frigøre sig selv fra normalitetens begrænsninger, fra normerne? Ubegrænset forståelse findes kun hinsides normernes horisont. Alt andet er normering, ikke forståelse.
Forståeligt?…
Marian B.Goldstein - 11. april 2008
13:28
Det skal nu lige nævnes at selv den store Blachman kan få sagt noget der er så vrøvlet at ikke engang han selv kan forstå det… I ‘Ærligt talt’ havde de hevet et citet frem, som selv i bedste fald må betegnes som vås, og direkte adspurgt om hvad han havde ment, svarede Blachman: “Det har jeg ikke sgat, for det giver jo ingen mening”. jo, det havde han nu sagt og det gav ingen mening….
Jeg er da enig i at Blachman representerer en en befriende ligegyldighed med det ‘normale’, men når man går til den anden yderlighed hvor man end ikke selv forstår hvad man ytrer… ja så er man efter min mening gået for lang – trods alt.
Michael - 12. april 2008
14:13
Mening – mening er den struktur, mennesket gemmer kaoset bag. “Alt jeg ved er, at jeg intet ved”, sagde Sokrates. Giver det mening, eller er det vås? Mening opstår i det øjeblik, jeg vil have den til at opstå. Før og efter er alt kaos. Måske er det meningen selv, der er det største vås?
Derrida blev BESKYLDT for at dyrke noget à la dadaisme. Og for at gemme strukturen bag kaoset. Af Chomsky, en af de største struktur- og meningsnarkomaner… Hvorfor er det mon Chomsky, og ikke Derrida, der anses som værende en af vor tids største filosoffer??? Menneskets evige angst for kaoset, det helt meningsløse.
Marian B.Goldstein - 14. april 2008
11:17
Så godt det tv-shov, hvor Blachman blev interviewet, og tildelt rollen som top-exentrisk. Utroligt så travlt tv-værten havde med at invitere sit interview-offer på øl bagefter. Hvad er det der ikke må vises på tv, men sludres om uformelt i kantinen. Mit gæt er at tv-værten utrolig gerne ville fortælle om sig selv til det store geni og føle sig forstået. Vil vi ikke alle det?
Det føles aldrig rigtigt for mig, når jeg bliver bedt om at forklare, hvad der skete i et andet nu end dette. Det sagte må vel være blevet sagt mellem de mennesker der var tilstede dengang – i en sammenhæng der for længst ikke eksisterer mere. Eller også har jeg bare møg-dårlig hukommelse og er rådden til at drikke øl.
Men det er meget sjovt, at man kan blive afkrævet en forklaring på noget der ikke findes mere. Hurra for tele-tilstedeværelse, det første sted menneskeheden har vundet over tiden. Alt kan klippes op og genfortælles. De altid så elegante franskmænd kalder tv-alderen “den kollektive hallucination“, smarte ord, nu må vi se. Det er slet ikke så nemt at hallucinere.
Men det er ikke lige den vej jeg stirrer.
Jeg synes det er mere spændende alle de gange, hvor jeg er til stede og oplever noget der ikke er rigtigt eller ikke får svaret på tingene som jeg føler jeg egentlig er.
At når vi er sammen, er vi nogen gange noget andet end os selv. Hvad er det der sker? Er det begæret efter at styre abeflokken eller er det savnet efter et nærvær jeg tør tro på? Hvornår er man egentlig rigtig sig selv, hvis det selv jeg bilder mig ind at være, ikke kan opretholdes når det udsættes for en smule ildkamp og nedringede kjoler – rober og vid der udfordrer mig til at dele denne kåde træthed over livet, som vi kalder cool og som indebærer at den der mener at have set alt er meget mere sexet end den der tror at der findes noget bag verdens ende. Helst en knejpe. Det ville være skønt. Med den perfekte pomfrit og øl.
Igen. Det er sgu et frisk pust når Blachman genindfører vægtløsheden i talen og ophøjer mangelen på logisk sammenhæng til bevis på at vi sgu godt kan forstå hinanden, hvis vi tør.
Imens sidder Eddy og drikker sin tuborg og smiler så fornøjet. Den ro. Uforklarlige ro. Dette.
Klavs - 14. april 2008
19:44