“Jordens undergang”
En sen eftermiddag stod jeg på en perron på kbh. hovedbanegård og ventede på et tog.
De adspredte mennesker som stod omkring kikkede signende til hinanden og så så på mig og toget kom og jeg vidste ikke om det var et tog jeg skulle tage med eller ej. Før jeg med ét vidste at jorden var ved at gå under og hvis jeg ikke tog toget ville også jeg forsvinde…. så jeg skyndte mig ind sammen med 2 yngre mænd og vi satte os alle 3 i samme togkupé.
Da DSB toget endelig satte i gang med et ryk, satte det også gang i den ene af mændene, der tiltalte den anden mand og denne svarede modigt tilbage og sådan begyndte de at diskutere, mere og mere intenst og så var det at dét kom til mig igen…. at den ene var en djævel og den anden selvfølgelig en engel og at denne vedvarende diskussion ingen ende ville tage, blev det mig for meget at høre på, at jeg bad dem om at slutte fred for nu var vi jo på vej.
Og sådan blev det til jeg stod af i syd og jeg havde selvfølgelig reddet mig fra undergang ved at tage toget og derfor var verden ikke gået under men var helt sig selv, for nu skulle jeg jo også hjem.
Sidse Zille Hansen
Se også:
- Dagbog nr. 1 De vil én det bedste men jeg bliver bare yoyo tungere for hver dag der går…Hvad var det lige de...
- Forskellighed ...følelsen er at blive ekskluderet. Graden af forståelse af forskellighed og særhed kan ligge på et meget lille sted....
- Depression: hvad skyldes det? I oktober 99 blev jeg af min egen læge henvist til behandling for depression hos en psykiater under noget der...
- Rejs – og føl dig hjemme I anledning af sommerens ankomst, genoptrykker Outsideren her forrige års ferieovervejelser – midt i strømmen af kataloger, drømme og en...
